Palmesøndag del 373
(Ira Sachs, USA/Frankrig/Portugal
Cannes 2019)

Ira Sachs er ikke nogen særlig stor instruktør, men han laver da en god film i ny og næ. Frankie er ikke en af dem. Det er ikke en film, der fremviser nogen som helst af instruktørens styrker. Sachs kan med lidt god vilje tilregnes New Queer Cinema bølgen i halvfemserne, og hans bedste film er queer-film, med vilje til at tage særligt bøssers særlige problemer alvorligt, og desuden finde passende særlige æstetiske former hertil.

Frankie er et sentimentalt fransk familiedrama med Isabelle Huppert i hovedrollen som en kræftsyg skuespiller, der inviterer sin store familie på en sidste ferietur. Det er stjerner som Huppert, Maria Tomei, Brendan Gleeson og Jérémie Renier, der nok har gjort mere væsen af sig på den røde løber i Cannes end de gør i deres komplet intetsigende fortællinger. De franske producere har sikkert også været glade for udstillingsvinduet. Men det er simpelthen spild af alles tid at putte ligegyldigheder som Frankie i Hovedkonkurrence, og dermed foregive det på nogen som helst måde er en væsentlig film.

Og det blev endnu mere til grin, da Sachs så sidste år fulgte op på Frankie med Passages, som så omvendt måske er hans bedste film, og som ville have gjort sig særdeles fornemt i Hovedkonkurrence, men som ‘blot’ havde premiere på Sundance. Det er endda samme franske producere, men måske skuespillere som Franz Rigowski, Ben Whishaw og Adèle Exarchopoulos ikke gør sig helt så godt som glimmer og glamour som Huppert gør det?

Jeg ved det ikke. Men det er et af de største tegn på hvor bizart håbløse valg Cannes tager for tiden, når det kommer til at vælge den del af deres program som ikke er de no-brainer store film de selvfølgelig altid får tilbudt.

Der er et gammelt afsnit af South Park, hvor Sundance-festivalen kommer til byen, hvor Cartman siger at indie-film altid bare er ‘gay cowboys eating budding’. Der er ingen budding i Sachs debut-film Delta fra 1997, men ellers er det lidt den slags film som Cartman kunne tale om. Et ret plotløst miljø-portræt, lavet da instruktøren var i starten af trediverne, optaget på 16 mm, om en ung mand der hænger ud i Memphis, og ikke rigtig har fortalt nogen at han også er til mænd. Men en aften tager han på eventyr med en anden ung mand, en immigrant fra Vietnam. Det er en ret fin film, men også en lidt typisk Sundance-debut, som kom et par år for sent til at ramme New Queer Cinema bølgen, med lignende film som måske særligt Gus van Sants tidlige film om unge i Portland.

Det tog noget tid for Sachs at få foden rigtigt indenfor. I 2005 vandt han Sundance Grand Jury Prize for Forty Shades of Blue, en mere glat film, der også fortalte en historie fra Memphis, om en russisk kvinde, der føler sig fanget i et ægteskab med en musikproducer. Married Life (2007) var endnu mere glat, et drama med Pierce Brosnan og Rachel McAdams, baseret på en bog fra halvtredserne. Her var Sachs blevet en ret ligegyldig instruktør af bestemt fine film. Han kom tilbage på sporet med Keep the Lights On (2012), hvor han igen trak på sit eget liv i fortællingen om en homoseksuel filminstruktør, der forelsker sig i en mand med et narko-problem. Instruktøren blev dog gjort dansk og spillet af Thure Lindhardt, så det er ikke fordi Sachs laver auto-fiktion. Love Is Strange (2014) handlede også om et bøssepar, men meget ældre end Sachs selv, som får deres liv væltet omkuld da de efter årtier endelig gifter sig, eftersom den ene af dem har arbejdet på en katolsk skole hvor man ikke må være homoseksuel, og som derfor simpelthen bliver fyret.

Mange andre ville måske lave en film om den uretfærdighed, og skildre en kamp for at gøre tingene godt igen, men Sachs skildrer i stedet hvordan parret lever med at miste den halve indkomst, som om den slags undertrykkelse bare er et fact-of-life for homoseksuelle. I hans film er homoseksualitet aldrig et problem der skal eller kan løses, det er bare noget man lever med, og som bestemt skaber problemer og uretfærdigheder, men som også bare er et liv.

Ligeså med Passages. Her spiller Franz Rogowski Tomas, endnu en homoseksuel instruktør – denne gang tysk, med base i Paris – der er gift med britiske Martin, spillet af Ben Whishaw. Til en fest møder Tomas Agathe (Adèle Exarchopoulos), som han har en affære med, til at starte med helt åbent overfor Martin – de to har tydeligvis et åbent forhold, og Martin mødes også med andre mænd. Men Tomas forelsker sig hovedkuls i Agathe, og snart kæmper alle tre med at få konstellationen til at give mening, eller alternativt finde ud af hvem og hvilke som skal holde op med at have noget med hinanden at gøre. Hvilket særligt for Tomas er svært, for han ser ikke rigtigt ud til at være så forfærdeligt god til at tage sig af hvordan andre mennesker har det.

Det er et vildt fedt plot, som jeg ikke er sikker på jeg har set før. Sammenlign med plottet i Frankie: Her tager skuespilleren Frankie (Huppert) på ferie med sin familie en sidste gang før hun skal dø, til smukke Sintra i Portugal. Hendes mand og børn og børnebørn, hendes eksmand, og så har hun inviteret en veninde (Tomei) som hendes søn (Renier) måske kunne blive glad for. Men alle familiemedlemmer har deres egne problemer, og snart trisser skuespillere rundt i Sintra og snakker om forhold. Det lyder som en film vi har set en milliard gange før.

Passages lyder nu også lidt som andre film. Specifikt minder plottet om den selviske mand der vil have to partnere på én gang en del om Jean Eustaches post-nouvelle vague klassiker Moderen og luderen (1973). Faktisk er der noget post-nybølge over Sachs når han er bedst. Fransk film i halvfjerdserne arbejdede meget med bevægelser og gestik, der var et forsøg på at bruge de nye metoder nybølge-instruktørerne havde fundet på, på fortællinger som ikke var enten så meta eller så politiske, men i stedet skildrede nutidens franske samfund – og særligt dens ungdom – på nyere og nære måder, forankret i deres kropslige virkelighed. Passages har noget af den samme energi, særligt fordi Franz Rogowski spiller så absurd fremragende med hele kroppen. Der er et kort klip hvor han danser på en café, og måden hans numse bevæger sig som stod han på et helt mørkt dansegulv, siger alt om hvordan han opfører sig præcis som han har lyst til, desuagtet omstændighederne omkring ham. Det er berusende at se på.

Og igen: Der er intet af den slags i Frankie. Det er i stedet kedelige langsomme klip, nogle gange ganske fint komponeret, men uden nogen som helst form for innovation, hittepåsomhed, eller bare energi. Og altså, fotograf Rui Poças har tidligere filmet så smukke og stærke portugiske film som Miguel Gomes’ Tabu (2012) og João Pedro Rodrigues’ O Ornitólogo (2016), foruden argentinske Lucrecia Martels freaking mesterværk Zama (2017), så det er ikke dårlige kræfter. Det er bare lavet uden nogen som helst form for nødvendighed. Det er helt enkelt ligegyldigt.

Derfor har jeg da også skrevet mere om Passages, som på ingen måde er en ligegyldig film. Og jeg finder det heller ikke helt ligegyldigt, at Frankie blev vist i Cannes i 2019. For det viser noget om udviklingen på festivalen i de her år. Hvor en ret stor del af programmet er afsat til gode galla’er, snarere end gode film. Efter det i 2016 medførte for mange dage hvor dårlige anmeldelser fra morgen-kritiker-visningerne ødelagde stemningen til aften-fest-visningerne, så ændrede festivalen i det, så kritikervisningerne også ligger om aftenen, så kritikere aldrig ser filmene før stjernerne har fået deres stjernestund. Det var de sikkert glade for, dem der lavede Frankie. Det var sikkert også en god tur til Sintra. Men for os andre, så er det altså en lukket fest. Hvad er det egentlig Cannes er til for, er det for filmkunstens skyld, eller for at alle de kendte skal have det hyggeligt sammen?