lili22 - Li in Empress Wu##########b##########SHAW BROTHERS

Empress Wu

Palmesøndag del 94 af 1716

Li Han-hsiang lavede på den gode side af 100 film i sin karriere, og Empress Wu var da heller ikke den eneste film han lavede i 1963. En anden er en smule mere kendt, for nu at sige det mildt. The Love Eterne blev en sensation, især i Taiwan, hvor den satte landet på den anden ende i så høj grad at f.eks. Ang Lee senere har udtalt sig om det. En kvinde sagde hun havde set den 100 gange. Den gik i biograferne i et halvt år. Og der udbrød tumultariske scener da den ene af skuespillerinderne, Ivy Ling Po, kom forbi på turné. For ja, The Love Eterne er endnu en opera-film, med sangerinder i rollerne. Sangerinder, ikke sangere. Som det ofte var med opera-film, så spillede en kvinde rollen som den unge mand, hvilket får kærlighedshistorien mellem Liang Shanbo og Zhu Yingtai til at virke som en potentiel queer camp-klassiker i dag. Især fordi Zhu Yingtai, spillet af Betty Loh Ti, må klæde sig ud som ung mand for at få lov at studere, hvor hun så møder Liang Shanbo, spillet af Ivy Ling Po. Så det er altså en kvinde, spillet af en kvinde, forklædt som mand, der forelsker sig i en mand, spillet af en kvinde. Der er nogle ret forrygende og forvirrende scener i.

Den slags seje detaljer er der ikke i Empress Wu, som i stedet er en ret konventionel historisk film. Wu Zetian er endnu en historisk person, den eneste kvindelige hersker Kina nogensinde har haft. Hun tog sig af at styre Tang-dynastiet mens hendes mand, kejser Gaozong, døjede med sygdom. Derefter tog hun sig af regeringsførelsen mens hendes sønner blev store nok til at overtage, men der skete altid lige et eller andet med dem. Og til sidst overtog hun bare selv magten i teori såvel som praksis, og startede Zhou-dynastiet, der holdt indtil hun blev for gammel til at holde fast i magten, og måtte abdicere. I alt var hun Kinas reelle hersker i 45 år, ret imponerende for en kvinde i et umanerlig mandsdomineret samfund.

Men det tog da også en del kynisme og rå magt at holde fast i kronen. Li’s film om hende er relativt pro forma – han går formentlig ud fra at hans publikum kender grundtrækkende i den ret velkendte historiske fortælling – og følger blot Wu i en episodisk fortælling mens hun bestemmer, optrevler lumske plots, og henretter folk til højre og venstre. Li Hua Li, der også spillede Yang Guifei, har rollen som Wu, og hun gør det godt. Hun har karismaen til at spille en hersker, der selv som ganske gammel formår at stoppe et oprør blot med et blik. Empress Wu er en ret simpel film, men fungerer godt som historisk melodrama. Det er sæbeopera på hersker-plan, familie-intriger og rullende hoveder til højre og venstre. Til sidst sidder Wu alene i sit tronrum, og tænker tilbage på sit liv, ser sig selv i al sin glans på tronen, smuk og magtfuld, men ser så derefter spøgelserne af alle de mennesker hun har slået ihjel. Spørgsmålet er: Var det det værd? Det står hen i det uvisse. Det gør det også for publikum, der i 1963 stadig hovedsagligt bestod af kvinder, i en koloni der var i hastig udvikling, også når det kom til kønsroller. Var det det værd? At blive en ny kvinde, at få et nyt job, at redefinere kønsforholdende i forhold til den tidligere generation. Det spørgsmål stiller Li ganske åbent og sympatisk op, ligesom han senere gjorde med film om andre af de stærke kvinder fra kinesisk historie som f.eks. enkekejserinde Cixi. Det er en fin brug af hans evner til glans og glitter og melodrama. Det er nok den bedste film af de tre han havde i Cannes. Men der er dog også allerede en vis træthed at spore.

Efterhånden, når jeg har set en del Li-film i streg, er det også svært ikke at bemærke at der tydeligvis foregår en god del genbrug i de ret billige produktioner. Mange af kulisserne går igen, i en slagscene er der et klip jeg er stensikker på at have set, og i et andet fyres der pludselig kanoner af, selvom historien foregår i 600-tallet. Godt nok blev krudtet opfundet i Kina lang tid før det kom til Vesten, men altså ikke i 600-tallet. Det giver anledning til at vende tilbage til det spørgsmål jeg lagde ud med, hvorfor Kina ikke var i Cannes ligesom Japan. For der var det ved den japanske festival-eksplosion, at det mestendels var virkelig erfarne instruktører som brød igennem. Kenji Mizoguchi havde lavet film siden tyverne, den noget yngre Akira Kurosawa startede også i start-fyrrerne. Og generelt var filmbranchen rutineret, ikke ødelagt af den store verdenskrig. Til sammenligning måtte Hong Kong industrien starte forfra – igen – i halvtredserne, og det var stadig en yderst ung industri da Li kom til Cannes. Ligesom Li selv var umanerlig ung, han var blot 37 da han var i Cannes for tredje gang med den her, hvilket jeg sagtens kan forestille mig stadig er rekord. Og der er bare ikke penge og rutine til at fortsætte i det her tempo, der begynder at gå gentagelser i den. Det er de samme kulisser, samme historier, samme idéer. Der trængte til at ske noget nyt. Men det gjorde der jo så også det år, bare i en anden film.

Empress Wu er i dag relativt glemt, hvilket vel ikke er så sært når den allerede blev fuldstændig overskygget af instruktørens anden film fra samme år? The Love Eterne ændrede alt, for Shaw Brothers studiet og for Li Han-hsiang. Han havde aldrig brudt sig om de stramme budgetter og snærende bånd hos Shaw, så han benyttede mulighederne han fik efter at have lavet et megahit til at gå solo på Taiwan med hans eget studie, kaldet Grand. Første eksempel blev den fire timer lange Beauty of Beauties, som så til gengæld floppede rimelig eklatant, og i dag nærmest er umulig at se i andet end en 150 min klippet version. Han fortsatte med at lave film på Taiwan, og efter sigende er The Winter en klassiker, der inspirerede den taiwanske nybølge ganske meget, men han havde aldrig rigtig den store succes og formåede ikke at køre sit eget studie, så i halvfjerdserne vendte han tilbage til Shaw og en masse flere genrefilm. Den største genre for Shaw som for alle andre studier i Hong Kong var nu Kung Fu film, men Li fortsatte mest med sine historiske dramaer, nu blandet op med en del soft core porno. Flere og flere film lavede han som årene gik, og efterhånden mistede de fleste interessen. Han døde i 1994.