Er det ikke vidunderligt? Så da jeg opdagede, at Ryazanov havde haft en film i Cannes i 1983, vidste jeg at jeg var nødt til at dykke ned i hans filmografi.

Eldar Ryazanov blev født i 1927, og hans far var blandt de mange der døde under Stalins udrensninger. Allerede da han var i sine tyvere brød han igennem som instruktør med filmen Carnival Night, der var en for Sovjetunionen ualmindeligt vellavet musical. Det var åbenbart stort dengang. Han lavede satiriske komedier om livet under kommunismen, slap ofte igennem med kritik der var ret morsom for dem som forstod det, men måske ikke sagde udenforstående ret megt. I den stilige Pas på Bilen, som også kom til Danmark under en sovjetisk filmuge, stjæler en tyv biler fra rige, sælger dem, og donerer pengene til velgørenhed. Det satiriske består i, at det bilmærke han stjæler først og fremmest var populært blandt styrets bureaukrater, og filmen er dermed et angreb på deres grådighed. Hans største hit er tv-filmen: The Irony of Fate, der stadig bliver sendt den dag i dag ved nytår i de fleste tidligere sovjet-lande. Her falder en mand fordrukken i søvn i Moskva og vågner op i Sankt Petersburg, men fordi sovjetisk byplanlægning er så ualmindelig ensformig formår han at tage til en lejlighed der ligger på en gade med samme navn, har samme husnummer, kan åbnes med samme nøgle, og hvor indretningen er præcis ligesom i hans egen lejlighed. Han lægger sig til at sove, og vækkes af en kvinde, og så bliver det vældig romantisk derefter.

Jeg kan meget godt lide Pas på Bilen, som har noget nærmest Godard’sk genreparodisk over sin stilige noir-pastiche, men Irony of Fate er ikke specielt sjov for udenforstående. For det første er den tre timer lang. For det andet, så ligner begge lejligheder virkelig meget tv-studier, humoren er indforstået, der er sindsygt mange kedelige sange og det hele virker bare lidt bedaget. Det virker egentlig ret meget som middelklasse ‘kitch’ for en udenforstående, og selvom jeg er virkelig glad for at have set den, og synes forskellige landes populær-film er noget af det mest fascinerende der findes, så er jeg også en kæmpe nørd, og jeg forstår godt at Ryazanov aldrig brød igennem internationalt.

Så hvordan endte han i konkurrence i 83? Jeg tror det skyldes en anden sovjetisk film: Vladimir Menshov’s Mosvka Tror Ikke På Tårer. Den var et stort internationalt hit, vandt oscar for bedste film fra udlandet, og det siges at Ronald Reagan så den for at lære om hvem russerne egentlig var for nogen. Den legitimerede til en vis grad sovjetiske mainstream-dramaer, og er stadigvæk i dag en glimrende film i egen ret. Og hvis man ville snakke sovjetisk mainstream-film, så var det svært at komme udenom Ryazanov, og især Station for Two. Den havde premiere i 1982, og blev årets mest sete film, med 35 millioner solgte billetter. Som med både Irony of Fate og Moskva Tror Ikke På Tårer er det en meget stor og lang film, hele 140 min lang og i to dele. Det er ellers en simpel historie. To mennesker mødes på en jernbane-station, hun er servitrice på den lille restaurant, og han er på gennemrejse. De kommer op og skændes om regningen, han misser sit tog og må vente på det næste. Og over de næste par dage lærer de hinanden at kende. 140 minutter.

Der er ting som er virkelig elendige i den her film. Ryazanov skrev sange, og manden, Platon, er pianist, så der spilles rigtig mange dårlige sange. Og der er en danserestaurant, hvor der udspiller sig de måske mindst overbevisende danse-scener jeg nogensinde har set, det er virkelig episk ringe. Ryazanov er en komisk instruktør, og han kan det der med at finde på finurlige detaljer, som f.eks. det orkester der spiller hver eneste gang et nyt tog kommer til den lille jernbane-by, der tydeligvis er økonomisk afhængig af de mange mennesker på gennemtræk. Men i det lille klip hvor vi endelig ser orkesteret ender han så også med at filme to bækkener i hvad der føles som en evighed. De to skuespillere laver gode momenter, man kan sagtens forstå hvorfor det var en blockbuster, men det er svært at engagere sig for meget. Og dramaet rundt om dem er stort: Platon er på vej til retten hvor han vil blive dømt for en forbrydelse han ikke har begået, men har affundet sig med at blive dømt for. Hele filmen udspiller sig sådan set i flashback mens Platon vandrer på udgang fra den sibiriske fangelejr han er blevet sendt til, og jeg vil da sige, at billederne derfra er flotte og snefyldte og majestætiske. Men så er det heller ikke vildere. Ryazanov har lavet kulturelt vigtige film. Han har lavet gode film. Men Station for Two er for eftertiden en bizar film at have som hans eneste konkurrence-film.

Der skete noget rimelig vigtigt i perioden mellem at Mosvka Tror Ikke På Tårer vandt sin oscar i foråret 81 og at Station for Two konkurrerede i Cannes i foråret 83. Leonid Bresjnev døde d. 10. november 1982, og en æra døde med ham. De næste par år bød på politisk ustabilitet, inden Gorbatjov indledte ‘glasnost’-æraen. Og Eldar Ryazanov lader aldrig rigtigt til at være kommet ud af Bresjnev-æraen. Ifølge New York Times’ nekrolog sagde han ganske simpelt i 1988: “Freedom has come too late for me” Han er ikke med i glasnost-bogen fordi hans næste film var specielt modig eller god, men fordi han lod til at miste retning i en mere fri tid. Da blid satire var det vildeste man kunne håbe på var blid satire måske hvad publikum ville have. Hans gamle film lever stadig. The Irony of Fate 2, en opfølger til Ryazanov’s 70-klassiker, blev i 2007 et af årets største bio-hit. Originalen sendes stadig hvert nytår i de fleste lande. Men ikke længere i Ukraine. Valentina Talyzina, der spillede den kvindelige hovedrolle, udtalte sig positivt om annekteringen af Krim, så hendes film er blevet bandlyst. Selv den blideste satire kan ikke komme udenom politik.

Næste uge: Den amerikanske instruktør James Gray har en ny film på vej til DK: The Lost City of Z. Han er stor i Frankrig, og jeg kigger på de første to af hans fire palme-nominanter: The Yards og We Own the Night.