True Detective S02E06 – Church in Ruins

Jeg er træt. Rigtig træt. Mange følte første sæson kørte lidt ud i sandet sidste år, især fordi alt hvad der havde med Carcosa og The Yellow King at gøre ingen vejne førte hen. Men personligt kunne jeg godt lide at historien endte så smalt, efter at have været så langt omkring. Jeg frygter dog lidt, at anden sæson er på vej til at gøre det samme, at efterhånden som lagene bliver skrællet af korruption, sex-trafficking, bortførelser, etc, at der egentlig ikke er så meget specifikt tilbage, at det meget igen handler om det gode og det onde. Men anden sæson har aldrig bygget en ordentlig verden op, så at den begynder at trække sig sammen om sig selv betyder blot at der ikke længere er så meget at komme efter. Så selv om ugens afsnit var et af de mere effektive, med en lang spændende scene i slutningen af afsnittet, så er der efterhånden ikke ret meget at skrive om.

Så diamanterne blev stjålet Rodney King optøjerne i 1992, hvor et ægtepar også blev myrdet. Jeg har ingen idé om hvad det vigtige er med det. Men politiets vrede over optøjerne er en ganske fin tråd i en serie, der handler om hvor gennemråddent hele systemet er. At nogle gør oprør pisser dem af. Og omvendt, at juvelhandlernes børn endte på børnehjem pisser ham af: ‘Those kids fucked me up. Coming from where they did, going into the system. All that and a city burning to the fucking ground.’ Tonsvis af børn ender på børnehjem i LA, men ikke folk fra samme baggrund som juveler-børn. Systemet er gennemråddent, men folk lever med det, så længe det ikke er dem selv det går ud over, eller ikke udmønter sig spektakulært som i mordet på Caspere, eller skyderierne i afsnit fire.

Frank laver den samme pointe over for Ray, da Ray hævder at han blev snydt til at dræbe. At hans liv ellers ville have været anderledes. Nah, mordlysten, hævnlysten var altid i ham, det var blot den specifikke situation der fik det til at boble over. Måske var det sket en anden gang. Ray var villig til at leve med det. Der er en kraft inde i ham, som før eller siden havde fået ødelagt tingene. Som der er i langt de fleste andre personer i serien. Og i de fleste tilfælde er den kraft enten deres egen maskulinitet, eller sår de har fået tilført af samfundets eller andre mænds maskulinitet. Paul Woodrugh lider f.eks. af at han ikke kan være en ‘rigtig’ mand i hans selvopfattelse. Og nu fandt vi ud af hvad Antigone’s problem er: Hun blev misbrugt af en af farens venner, dengang hun boede i en hippie-kommune. Det var en afsløring der blev effektfuldt lagt frem, da det skæggede ansigt dukkede op igen og igen til orgiet, men samtidig også en afsløring der passer så perfekt ind i seriens tematik, at den intet tilfører, blot får universet til at trække sig endnu mere sammen om sig selv. Det er også lidt pudsigt: På den ene side er True Detective den mest mandehadende serie der findes, hvor alt er kørt i smadder af patriarkat og drømme om maskulinitet. Og samtidig skal det hele fortælles via nøgne og/eller dræbte kvindekroppe. Orgier, voldtægter, mord. Da vi finder Irina Rulfo har hun fået halsen skåret over, fordi hun samarbejdede med en mand hun godt vidste var betjent. Da Antigone finder kvinden hun har ledt efter i et par afsnit ligger hun svag og bedøvet af stoffer på et gulv til et orgie. Og i hytten oppe nordpå var blodet også kvinde-blod. Generelt, hvis True Detective havde en feministisk pointe skulle den holde op med at male den med kvinde-blod.

Men True Detective har lige knap nogle pointer længere. Den har fået afleveret det meste den ville sige, om korruption, om Los Angeles, om maskulinitet, om faderskab. Hvis det var en krimiroman ville vi være nået dertil, hvor samtalerne om forbrydelser og ondskab var overstået, og spændingen tager over. Og det skal helt klart siges, at den afsluttende orgie-scene var ganske spændende og effektfuldt sat op. Jeg er ikke helt sikker på, at molly fungerer sådan som serien påstår den fungerer – jeg har ikke selv prøvet det, men jeg har læst om det – men den tågede fornemmelse, og det mystiske musik, gav scenen lidt af den æstetiske kant som alt for sjældent har været der i den her sæson. Men det hele kørte igen lidt ud i intet: De fandt den forsvundne kvinde, og en hel masse kontrakter. Var det virkelig det? Var det værd for Antigone at sætte livet på spil for? Vi nærmer os en afslutning, vi begynder at forstå hvem skurkerne er: Frank’s sidekick Blake, Borgmester Chessani’s søn, en hel masse pinger i lokalsamfundet. Men der er ingen af dem som er rigtig dynamiske, der er ikke tegn på noget rigtig spændende eller diabolsk plot, intrigen virker mere og mere som ren mekanik: Et skelet, som tematikker og persondynamikker skulle have lagt kød på. Men det har fejlet i den her sæson, og så er der ikke rigtig mere at komme efter.

Og derudover:

Ugens tekst fra Leonard Cohen: ‘I could not kill/ The way you kill / I could not hate / I tried, I failed / You turned me in / At least you tried / You side with them whom / You despise / This was your heart / This swarm of flies / This was once your mouth / This bowl of lies / You serve them well / I’m not surprised / You’re of their kin / You’re of their kind / Never mind / Never mind / I had to leave my / Life behind / The story’s told / With facts and lies / You own the world / So never mind’

Jeg er ikke helt sikker, men jeg har set det påstået at den seje musik i orgie-scenen var John Adams’ minimalistiske værk Harmonielehre. Det kunne godt passe:

Jeg nægter efterhånden at tale om deres privatliv. Om Ray og hans søn. Om Frank og konen. Om Antigone og søsteren. Don’t care.

Ah, lige med søsteren: Er det ikke ret risikabelt at bruge hendes navn til at infiltrere palæet? Skurkene må da komme efter hende?

Paul blev virkelig glad for at finde underskrifter på kontrakterne. Som om han ikke helt ved hvad kontrakter egentlig er…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.