The Little Death

Skal vi tale om sex? Altså ikke ‘vi’ som i du og jeg, kære læser, men ‘vi’ som i ‘os’, som i: Bliver vores liv, vor verden, vore forhold, bedre hvis vi taler om sex, om vore fetisher og det vi tænder på, lige meget hvor pinligt? Josh Lawson’s The Little Death stiller spørgsmålet, med fem historier om diverse former for sex. På den ene side kan filmen ses som et indsigtsfyldt portræt af det moderne menneske i en post-frigjort verden, hvor driften efter at udleve hele sin seksualitet render ind i en ny-snerpet usikkerhed og mangel på evne til at forklare førnævnte drifter, både over for en selv og ens partner. Men altså, på den anden side er dårlig kommunikation et kneb alle dårlige sitcoms bruger til at trække deres plots længere ud end giver mening. The Little Death vil så gerne være fræk og frisk, men Venner havde også et afsnit hvor Monica troede Chandler tændte på hajer. Det blev også trukket ret så langt ud, fordi de ikke snakkede om det. The Little Death svinger sig kun sjældent op over sitcom-kink, men de gange den gør det, er det til gengæld også ret så godt.

Der er en joke om, at selv den dårligste film kan blive til en god trailer. The Little Death er en fin film, der er blevet til en fin trailer, men bare ganske anderledes. Jeg ville ønske filmen var mere som sin trailer. Traileren bruger den sleske og bizarre Ice Cream af Battles som underlægning, og klipper hektisk og energisk. Filmen er langt mere konventionel og tålmodig rent visuelt, og lydsiden består for det meste af kendte sange af Roy Orbison, The Hollies og Jean Seblon. En af de bedste sekvenser undermineres endda desværre af en helt forfærdelig Mumford and Sons kopi: Light med Sleeping at Last. En film der er så selvbevidst transgressiv og ‘kinky’, ville den ikke blive bedre af en ‘kinky’ æstetik? Af en film om sexlivet i en forstad at være, så er der for meget forstad og for lidt sex over filmsproget.

the-little-death-6

Fire par i en forstad. Hver med deres fetish, der bliver blæst op på skærmen før deres historie udspilles. Phil og Maureen (Alan Dukes og Lisa McCune) kæmper med SOMNOFILI – eller dvs. Phil kæmper med det mens Maureen sover, i en historie der har nogle ubehagelige undertoner. Evie og Dan (Kate Mulvaney og Damon Herriman, som nogle måske vil genkende fra tv-serien Justified) forsøger sig med ROLLESPIL, men Dan dykker så langt ned i drømmen om at være en anden, at han helt glemmer det handlede om sex*. Rowena og Richard’s (Kate Box og Patrick Brammall) forhold sættes på prøve da Rowena finder ud af at hun er DAKRYOFIL, hvilket betyder at hun får seksuel nydelse ved at se mennesker græde, hvorfor hun gør alt for at gøre Richard såret og ked af det. Alle disse tre historier kunne afsluttes efter ti minutter, hvis parrene turde fortælle hinanden hvad deres fetish var. Den fjerde historie er lidt anderledes, idet Mauve faktisk fortæller Paul (Bojana Novakovic og instruktøren Josh Lawson) at hun har en fantasi om at blive voldtaget. Men derefter er udfaldet det samme, idet Paul slutter sig frem til, at det kun kan virke hvis ikke Mauve mistænker det er ham der står for det, desuagtet at hun forsøger at overbevise ham om det modsatte. Igen ville lidt bedre kommunikation have løst problemet inden det for alvor ville have foldet sig ud.

* En scene hvor de leger doktor og patient, og Dan diagnosticerer hende med hepatitis, fordi hun spiller løs på tråden, minder igen ret meget om en tilsvarende scene i pilot-afsnitettet af serien Whitney.

76de128b-320f-45b4-80d9-db2192093ac3

De fire historier får sjældent filmen op at ringe. Men i periferien sker der ting og sager. Steve (Kim Gyngell) er gadens nye tilflytter, som vandrer rundt til de andre personer, og linker deres historier sammen. Han er tvunget til at kommunikere om sin fetish, for han skal ifølge loven fortælle samtlige naboer at han har været dømt for en sexforbrydelse. Her sættes tematikken på arbejde, for generelt i filmen ville alt blive løst hvis folk blot talte om sex, men her må man spørge sig selv, om ikke også folk har krav på privatliv, så længe deres fetisher ikke – længere – gør nogen andre skade. Derudover har Steve en morsom strategi, der går ud på at bage ‘gollywog’ kager, som underteksterne kalder hottentot-kager, end art småkager der er blevet politisk ukorrekt og sjælden i Australien. Ved at give personerne disse kager falder de i en så dyb trance i mødet med deres barndoms nu uudtalte hygge-racisme, at Steve kan fortælle dem om sine forbrydelser uden de hører hvad han siger. Skal vi snakke om alt det mørke inden i os?

the-little-death-4

Og så er der filmens bedste scene, der rent ud sagt er fantastisk. Monica (Erin James) er tolk på en video-tjeneste, som døve mennesker kan ringe til og få tolket en telefonsamtale. Sam (TJ Power) har TELEFONSKATOLOGI, så han ringer for at få tolket et opkald til en telefon-sex-tjeneste. Det er et ret så opfindsomt set-up, der eskalerer klassisk komisk, mens Monica bliver mere og mere flov, og både telefon-sex-arbejderen, og Monica’s medarbejder i båsen ved siden af bliver inddraget. Det er desuden netop en fortælling hvor kommunikation skaber en forståelse mellem to mennesker. Monica og Sam er ikke et par, men det er den eneste fortælling hvor begge personer arbejder på en fetisch i fælles forståelse. Det er derfor ikke overraskende den eneste historie med ægte varme og følelser. Det er reelt set hele filmen værd. Man ønsker bare, at resten kunne være lige så stærkt.

the-little-death-3

Copyright på alle billeder i dette indlæg tilhører Scanbox Entertainment.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.