Palmesøndag del 256
(Eloge de l’amour, Jean-Luc Godard, Frankrig
Cannes 2001)

På wikipedia er Jean-Luc Godards filmografi inddelt i perioder. ‘French New Wave’, ‘Dziga Vertov Group’, etc. Men hele halvdelen af hans karriere, fra 1989 og frem, hedder bare ‘1989-present’. Det er tredive års filmproduktion klumpet sammen i én kategori. Jeg vil godt indføre endnu en opdeling: 1988-2000 og 2001-Present. Jeg kalder perioderne henholdsvis Godards ‘historiske’ og ‘digitale’ perioder.

Den ‘historiske’ periode er ret nem at definere, den er nemlig centreret omkring arbejdet med Godards storværk Histoire(s) du Cinéma fra 1988-1998. I samme periode lavede Godard en række spillefilm, der også i høj grad var optaget af Historier, der være sig Godards egen biografi – Nouvelle Vague og JLG/JLG – eller store begivenheder som murens fald – Allemagne année 90 neuf zero – og borgerkrigen i Jugoslavien – For Ever Mozart.

Den ‘digitale’ periode er også relativt nem at indkredse, for det er den periode hvor Godard begyndte at bruge digitale kameraer. Skiftet kommer ca en time inde i In Praise of Love, hvor filmen pludselig skifter fra 35 mm sort/hvid til grynet digital farve-æstetik. Den slags æstetik har Godard arbejdet videre med.

Men hvad kan man derudover sige om de sene Godard film, udover at de tit er filmet med en særlig slags kameraer? Jeg vil hævde de også er mere personlige. Og at de to ting hænger sammen. Den digitale æstetik inviterer til noget mere lavmælt, mindre armbevægelser, og dermed måske også noget mere introvert og impressionistisk. Flere følelser. Det gør sig i hvert fald gældende for In Praise of Love.

Selvom Godard altid udvikler sig, så gentager han bestemt også sig selv. In Praise of Love begynder med samme plot som en del af Godards sene film: Med de aller tidligste stadier af et kunstprojekt. Der er så mange der laver film om at lave film, men Godard har lavet et par stykker om de tidligste og kedeligste og mindst kunstneriske faser. Film som The Rise and Fall of a Small Cinema Company og For Ever Mozart handler lige så meget om dødssyge møder om finansiering, eller om repetitiv og ligegyldig casting af statister. Det er kunstnerisk arbejde ikke som genialitet, men som arbejde. Og det virker ikke altid som ret inspirerende arbejde.

Hovedpersonen i In Praise of Love, Edgar, er heller ikke ret optaget af sit arbejde. Han er i gang med en eller anden slags kunstnerisk projekt, men han kan endnu ikke regne ud hvad form det skal have – er det en opera eller en film, eller måske bare en roman? Mens han trisser lidt rundt i møder og diskuterer idéer, så er han mere optaget af at møde en kvinde, Berthe, som han havde mødt for to år siden, og været meget inspireret af. I anden halvdel af filmen, to år tidligere, møder vi så Edgar igen, mens han er på rejse til Bretagne, hvor han for første gang møder Berthe, hvis bedsteforældre også er blevet blandet ind i et potentielt filmprojekt.

Der er ikke ret meget håb for filmkunsten i In Praise of Love, der er særlig skeptisk overfor Hollywood, men kunstneren Edgar er heller ikke så voldsomt heroisk. Særligt første del hører til Godards mest melankolske filmkunst. Der kører hele tiden trist klavermusik på lydsiden, og de sort/hvide billeder af Paris er mørke og regnvåde. Det er som så ofte med sen Godard lidt svært at følge med i plottet, der bliver klippet meget, folk er ofte ude af fokus, og der bliver lagt stemmer oveni hinanden, men man fanger grundtonen. Det er en sjældent rendyrket grundtone af sort/hvid melankoli. 

Og så skifter det så lige pludselig til de her helt vanvittige digitale farver. Startnullerne er der hvor digitaliteten for alvor vinder ind i kunstfilmen – se også Russian Ark, Ten m.fl – men de digitale billeder i In Praise of Love er så kornede, og med så vanvittige farver, at det fremstår fuldstændig avantgardistisk. Der er også flere avant-ting i sekvensen, bl.a. klip fra bølgerne ved kysten, der larmende invaderer filmen, samt scener hvor billederne ligger lag i lag. Det er en helt syret og særlig æstetik, det er følelsen af noget helt nyt, og selvom det er efterår, og plottet heller ikke ligefrem er lykkeligt, og vi i øvrigt ved at plottet leder hen til de triste ting der skete i første del af filmen, så er det stadigvæk opmuntrende. På et tidspunkt fortæller Edgar om glæden ved at se nye landskaber, det behøver ikke at være helt unikke landskaber, det skal bare være landsskaber man ikke selv har set før. Og sådan fungerer anden del af In Praise of Love også. Det er et helt nyt filmisk landskab, som man ikke har set før, og selvom det er lavmælt, så giver det alligevel en eller anden håb om at man potentielt kunne finde en vej frem.

Godards ‘digitale’ periode er på tyve år, javel, men den består kun af fem film, hvilket til sammenligning svarer til hvad Godard lavede i 66-67. Der er også flere fællestræk end bare digitalitet: De fem film har ret simple titler: In Praise of Love, Notre Musique, Film Socialisme, Goodbye to Language og The Image Book. Som navnene antyder, så behandler de også meget grundlæggende ting: Kærlighed, Musik, Politik, Sprog, Billeder. Det er lidt som om Godard efter at have fået filmhistorien til at falde på plads – hvilket i høj grad krævede videokasetten som arbejdsredskab – gik over til også lige at ville behandle resten af hvad der eksisterer i verden. Det er ikke alt som er lige godt – jeg forstår ikke Film Socialisme – men den lidt afdæmpede stil gør at det aldrig bliver lige så frustrerende som f.eks For Ever Mozart’s forsøg på at behandle krigen i Jugoslavien, der mest af alt virker dum.

Men engang imellem skal man også bare glemme de store ting og fokusere på følelserne. In Praise of Love vinder dels for dens spritnye filmiske landskab, men er også en ekstremt stærk film, fordi den er så emotionel. Det er meget nemt at lade sig rive med, også selvom man ikke forstår ret mange af henvisningerne.

Serien om Jean-Luc Godard fortsætter med Goodbye to Language