Idioterne

Palmesøndag del 278
(Lars von Trier, Danmark
Cannes 1998)

Der går mindre end et minut, før reglerne bøjes. ‘The sound must never be produced apart from the images or vice versa‘ hedder regel nummer to, men allerede i anden scene høres en klagende mundharmonika, mens Karen kører i hestevogn gennem skoven. Det er ikke snyd. Der sad en musiker bag kameraet og spillede, så lyd og billede blev produceret på samme tid. Men spørgsmålet er, om det ikke lidt går imod ånden i Kyskhedsløftet. Der findes også måder for folk i cølibat at gøre ting sammen, som teknisk set ikke er sex, men det er ikke rigtig det, som er pointen…

Idioterne er ellers bredt set som den mest gennemførte af de ti Dogme-film, den der brød reglerne mindst. Men jeg vil måske nok hævde det er at misforstå tingene en del. Tværtom er det en af de mindst kyske, og mest normbrydende, film Lars von Trier nogensinde har lavet. Hvilket er noget af det, som gør dens tematikker så vanvittigt komplekse. Men hvis jeg vil komme med et lidt pompøst statement: Samtidig er det også den dobbelthed, der gør Lars von Trier til den helt store vejviser, på kunstens generelle vej ud af postmodernismens krise.

Dogme-manifestet er nok Lars von Triers mest kendte værk overhovedet, men faktisk var det ikke hans første manifest. Til hver af filmene i Europa-trilogien skrev instruktøren en ny tekst, og særligt den til Europa er værd at dykke ned i. Her forsøgte von Trier at beskrive hvorfor han overhovedet lavede film, og fandt et simpelt svar: ‘This carnal experience when movie magic really works, rushing through the body like a quivering orgasm.’ Det var det hele. Ingen artist’s obligations, ingen ‘ingenious theories on the anatomy and the nature of film’, bare ren lyst. Han kaldte derfor sig selv ‘LARS VON TRIER, A SIMPLE MASTURBATOR OF THE SILVER SCREEN.‘ (Og jeg har derfor set manifestet beskrevet som ‘masturbations-manifestet’). Og så bare et par år senere går han fra rendyrket lyst og masturbation, til ligefrem at afgive et kyskhedsløfte? Hvad var der dog sket?

Kort fortalt havde han alligevel fundet på nogle ‘ingenious theories’. Den ikke nok læste manifest-del af Dogma 95-teksten, dvs delen udover de ti løfter, fortalte meget hurtigt: ‘DOGMA 95 has the expressed goal of countering “certain tendencies” in the cinema today.‘ Der var behov for en redningsaktion. Igen. Men alle hidtidige redningsaktioner, alle tidligere filmbølger, led af samme problem, nemlig at de var styret af det borgerlige liberalistiske auteur-ideal, så i sidste ende endte det bare med igen at blive ‘bourgeois romanticism‘. Når Dogme kunne gøre sig håb om at være anderledes, så skyldtes det den teknologiske udvikling – dvs digitaliseringen af filmmediet – der tændte håb om demokratisering af filmmediet. Men for at demokratiseringen ikke blot skulle medføre tilsynekomsten af nye borgerlige auteurs, så var der behov for noget nyt: Disciplin! ‘Discipline is the answer… we must put our films into uniform, because the individual film will be decadent by definition!’ Derfor ti æstetiske regler, der skulle sikre disciplineret uniformitet. Så altså. Hvordan giver det derefter mening at hyre en mundharmonikaspiller til at sidde bag kameraet, kan det blive mere dekadent?

Der bliver til tider sat lighedstegn mellem den aktivistiske gruppe foran kameraet, og Dogme-filmskaberne bagved, som når den nylige DR-dokumentar i anledning af bevægelsens 25 års fødselsdag hed ‘Idioterne der skabte Festen’. Men de gruppeknaldende avantgardister er jo netop ikke kyske! Tværtom er de regelbrydere, hvis destruktive ‘spasseri’ ingen regler har, konstant udvikler sig, og synes mere styret af den individualistiske leder Stoffers humørsvingninger, end af nogen form for disciplin eller uniformering. De er ikke Dogme-kunstnere. Snarere er de typisk halvfemser postmodernister, nærmest parodisk selvtilstrækkelige og provokerende. De er mere Lars von Trier dengang han stadig var selverklæret onanist.

Onani vs Kyskhed er en af de store spændinger i von Triers udvikling. Til at starte med er han rendyrket stilist, forelsket i filmmediet, og ikke så meget mere. Senere følger reglerne, til sidst dyrket og diskuteret i fællesværket De fem benspænd, hvor netop benspændene skal tvinge Jørgen Leth til at skabe noget nyt. Omend lidt uden held. Stiliseringen vendte tilbage til sidst, indtil von Trier syntes det virkede nærmest grotekst romantisk a la Wagner/Albert Speer, en pointe han fik formuleret på umanerlig uheldig vis på pressekonferencen i Cannes.

Jeg har tidligere opdelt det ret simpelt: Onani i Forbrydelsens Element -> Europa, Kyskhed Breaking the Waves -> Direktøren for det hele, Onani igen: Antichrist -> ? Men det er for simpelt, ser jeg nu. Breaking the Waves lever lige præcis ved at ophøje gængse træk ved ‘kysk’ filmæstetik til Storfilm i Cinemascope, og Idioterne er én lang kamp mod egne regler. Der er nemlig brug for regler for at kunne være fræk. Som Lilian Munk Rösing formulerer det i hendes bog om Lars von Trier: ‘den trodsige provo har brug for en autoritet at trodse’ Så hvad er pointen med at være provo, man ender alligevel bare med at bekræfte de regler man bryder? Og omvendt, hvad er meningen med at ville lave regler, man ender alligevel bare med at ville bryde dem?

Det er her jeg har et mindre problem med Idioterne som Dogme-film. Lars von Trier er pudsigt nok en af de instruktører, der får mindst ud af reglerne. Hvor Dogme-værkerne fra folk som Thomas Vinterberg, Lone Scherfig og Åke Sandgren tårner over alt de før og siden har lavet, så er Dogme-reglerne blot endnu et regelsæt i den lange række af benspænd og begrænsninger, som von Trier har lagt ned over sig selv, arbejdet med, og derefter bøjet til egne formål. Og i sidste ende ser det mindre bemærkelsesværdigt anderledes ud end Riget, Breaking the Waves og Dogville. Det er en mindre von Trier i min bog. Hvilket dog ikke er dårligt, det er omvendt nok den absolut sjoveste von Trier-film, og han er meget underkendt som komiker. Vittighederne står i kø, fra de store provoscener, og til de små bemærkninger, når folk forsøger at tale udenom deres åbenlyse ubehag konfronteret med den anormale opførsel.

Endelig er det også en af de bedst opbyggede von Trier film. Der er langt hen ad vejen en vis forudsigelighed i manuskriptet, men slutscenen løfter det hele, og bliver også meta-mæssigt en stor filmisk pointe. Til sidst vender Karen tilbage til sin familie, og vi opdager, at hun ved filmens start havde mistet sin søn. Jeg er ikke sikker på von Trier hverken før eller siden er lykkedes med så vildt et plottwist, men det sætter hele filmen i et nyt lys. Karens ‘spasseri’ har netop ikke været tom provo eller borgerlig selvrealisering, men en måde at bearbejde den største sorg et menneske kan komme ud for. Pludselig opstår der noget dybere, og slutscenen bliver nærmest ubærlig stærk, mens Karen gør brug af sin sorgbearbejdende metode i hendes egen familie, men bare mødes med uforståenhed, vrede, ja endda vold. Susanne ender med tårer i øjnene, men også med et smil på ansigtet, for der er noget konstruktivt her, noget ægte, en vilje til at se noget uforståeligt større i øjnene, og bruge ‘spasseriet’ til at håndtere det.

Det er en forbløffende konstruktiv pointe fra von Triers hånd. At ‘spasseriet’ er mere fornemt, hvis der er en dybere årsag bag det. Og for at tage den gamle sammenligning mellem de to slags ‘idioter’ med ind i det: At også kunsten er i bedre stand til at ramme det von Trier i masturbations-manistetet kalder et ‘miraculous breath of life’ hvis der ligger noget ægte liv bag ved det. Om det er små følelser, stor sorg, politisk indignation. Det lykkes på paradoksal vis Idioterne at genopfinde nogle meget gammeldags og for postmodernister ret så forkætrede idéer. Postmodernister som von Trier selv, bare et par år tidligere. Men det er i viljen til at genopdage de gamle idéer – det som den næstvigtigste post-post-modernist David Foster Wallace kaldte ‘a new sincerity’ – og da særligt i evnen til at give de idéer en kunstnerisk overbevisende form på den anden side af det postmoderne brud, at Lars von Trier blev halvfemsernes vigtigste kunstner. Sådan cirka.