The Turning Point

Palmesøndag del 185
(Великий перелом, Velikij perelom, Fridrikh Ermler, Sovjetunionen
Cannes 1946, Grand Prix)

Der var rigtig mange film i Cannes 1946 der handlede om Anden Verdenskrig. Priserne blev tildelt krigsfilm fra både Frankrig, Tjekkoslovakiet, Danmark (Bodil Ipsen og Lau Lauritzens De Røde Enge) og, pudsigt nok, Schweiz. Samt naturligivs Robert Rossellinis udødelige Rom, Åben By. Det er nok heller ikke overraskende, at Sovjetunionen mødte op med en film om den Store Fædrelandskrig blandt deres bidrag. Sovjetiske krigsfilm blev fast inventar på de store filmfestivaler, og flere af dem – Tranerne Flyver Forbi af Mikhail Kalatozov, Historien om en Soldat af Grigorij Chukhrai, Ivans Barndom af Andrej Tarkovskij – er fint husket i filmhistorien.

Men den første af dem, Fridrikh Ermlers The Turning Point, om slaget ved Stalingrad, den huskes ikke specielt godt. Det er også meget svært at komme udenom, at det her, det er en propagandafilm.

Fridrikh Ermler ville være et centralt navn i sovjetisk filmhistorie hvis man fortalte historien sådan som sovjetregimet selv forstod den. Men som med så mange dikataturer, så er det outsiderne der har fået mest opmærksomhed sidenhen. Forståeligt nok. Ermler deltog som teenager i den russiske revolution på bolsjevikkernes side, blev tortureret af modstanderne under borgerkrigen, og studerede derefter til filminstruktør på den officielle filmskole. Han er kendt for stumfilmen Fragments of an Empire, der blev restaureret for noget tid siden, han var med til at lave en af de første sovjetiske lydfilm The Counterplan fra 1931, og vandt Stalin-prisen hele fire gange, heraf to gange i 1946. Hans film er såmænd ganske æstetisk stærke, men også komplet dedikeret til at fortælle om regimets fortræffeligheder, og som regel uden den æstetiske vildskab der gør f.eks Eistensteins propagandafilm så stærke.

The Turning Point er propaganda på en lidt pudsig måde. Den skildrer slaget ved Stalingrad, vendepunktet i Anden Verdenskrig, hvor det sovjetiske folks opofrelse satte en stopper for den tyske hærs fremgang, indtil en modoffensiv gjorde det af med den tyske sjette armé. Det er ret centralt i den sovjetiske folkesjæl, idéen om folkets opofrelse for fædrelandet. Men der er også den lurende mistanke, om Stalin ofrede civile unødigt, og om de kunne have været reddet hvis ledelsen af hæren havde været mere kompetent. Det er her propaganda-elementet kommer ind, for The Turning Point, der havde arbejdstitlen General of the Army, handler ikke så meget om folket, men om ledelsen, generalerne, der bliver skildret som konstant i kontrol. Deres knusende strategiske overblik holder styr på forsvaret, indtil tyskerne er gået så meget i fælden, at en modoffensiv så let som ingenting kan gøre det af med dem. Det hele var meningen! Der var ingen der døde uden grund, næ nej, det var ledelsens plan fra starten.

Der er helt klart ting som fungerer, ja, jeg vil endda sige at der er ting i The Turning Point som er ret unikt stærke. Skildringen af det begyndende forsvar er noget jeg nærmest aldrig har set før, civilbefolkningen der bekymrede graver sig ned, stabler barrikader, venter. Generalens kone er én af dem, vist nok en sygeplejerske, og da han kommer forbi med et billede af deres barn, så er hun ked af at se ham. Underforstået nok fordi hun så tænker at de begge skal dø. Fornemmelsen af at de alle skal dø, at de skal forsvare til sidste mand, og at de bare på en eller anden måde kan håbe at de ikke dør forgæves, den tror jeg i virkeligheden aldrig jeg har set før på den her måde. Hvilket selvfølgelig også skyldes, at vi sjældent ser krigsfilm fra sovjethærens vinkel. Østeuropa selv holder også nærmest mere af den personlige vinkel, ofte fra partisanerne. Den officielle historie er næsten for smertefuld.

Det meste af filmen foregår dog ikke på slagmarken, men i små rum, hvor generalerne analyserer og lægger planer. Det er mere spændende end det lyder, og Ermler bruger ofte effektive tricks for at gøre det endnu mere spændende. Den centrale general er stålsat, kalkulerende, men stadig plaget. Hans kone dør også. Han holder planerne hemmelige for de underordnede, hvilket virker en anelse unødvendigt, men det skaber da bestemt ekstra drama. En sjov detalje var, at bordet som det store kort over slaget ligger på, er for lille, så da en underordnet analyserer situationen, så kan han ikke se at der ligger en kæmpe sovjetisk hær på lur og venter på at slå til. Den del af kortet er faldet ned af bordet. Og da endelig det er tid til at slå til, så må de af komplicerede årsager sørge for at indlede et bombardement præcis en halv time inden tyskerne slår til, for ellers går det simpelthen ikke op, og det kræver jo helt præcis timing, hvilket medfører åndeløs spænding mens minutterne tikker forbi på uret. Og så til sidst, så ruller tanks ind, orkesteret sætter i – der har ellers ikke været meget musik, men det går ret meget amok til sidst, der kommer også kor på – sovjetiske soldater med tunge underkæber kigger stålfaste ud i horisonten, og til sidst ser vi endda billeder fra Kreml hvor den store leder bor, og hvor der eksploderer fyrværkeri mod nattehimlen. Det er triumferende. Det er også ret banalt.

Ermler er blevet en ret obskur instruktør, og The Turning Point er ikke længere en af de film som folk gider at se. Dertil er den paradoksalt nok for vellykket som propaganda, den er for glat, og derfor for uinteressant. Folk ser stadigvæk Fragments of an Empire, hvis skildring af den russiske borgerkrig er reelt hårdrejsende, og så er der en sidste film, der på ironisk vis har slået Ermlers navn fast: Facing the Judgment of History fra 1965. Det er endnu mere en propaganda-film, men den er netop ikke vellykket som propaganda. Jeg vil bare lade den ukrainske instruktør Sergej Loznitsa, der også ved et eller andet om propaganda, forklare det:

“The intention of the filmmaker was to denounce the white émigré movement and to give one of its leaders a chance to publically confess his sins and to admit his mistakes. However, when the film was released in 1965, the charisma, the impeccable manners, and the exquisite Russian language of the protagonist charmed the Soviet spectators to such an extent that the documentary became a box-office hit. Soviet people were queuing up to marvel at a real Russian aristocrat, the likes of which had been completely eradicated in the USSR by the 1960s. The film became such a success with audiences that the authorities decided to ban it”

Den hændelse klæber til Ermler. Der blev for ti år siden lavet en dokumentar om ham, der hedder Fridrikh Ermler Facing the Judgment of Time. Propagandisten, der ville stille folk til ansvar, blev selv stillet til ansvar. Det er ret fascinerende. Mange stærke film er tænkt som propaganda-film, men er stærke fordi publikum får andet ud af det, end filmskaberne havde tiltænkt. Sådan er det også med Ermler, det er lidt det som holder hans filmografi i live. Han var virkelig stalinist, og den del af det er ligegyldig, både politisk og æstetisk. Men når han er bedst, så fanger han stadigvæk reel angst i hans skildring af angsten for facismen, reel stolthed i hans skildring af proletarisk klassestolthed, af patriotisk stolthed. Ting som det ikke altid lykkes at få filtreret gennem et stalinistisk filter. Det gør det dog lidt for meget i The Turning Point. Den vandt nok en Stalin-pris, men kan ikke rigtig klare Historiens dom.