What Time Is It There?

Palmesøndag del 174
(你那邊幾點, Nǐ nà biān jǐ diǎn, Tsai Ming-liang, Taiwan
Cannes 2001, Teknisk Grand Prix (Tu Duu-chih, lyd))

Da jeg i teksten om The Hole skrev om Tsai Ming-liangs film, at det ikke var dem alle jeg kunne anbefale som introduktion til slow cinema, så var det meget en film som What Time Is It There? som jeg havde i tankerne. Det er en ret forrygende film, i et mindre fremragende Cannes-år ville den være blandt de bedste (men jeg foretrækker nu Mulholland Drive og Millenium Mambo). Det er også en film der er meget filosofisk anlagt, meget streng i filmsproget, og hvad der nok er sværest at forholde sig til, på mange måder kræver at man er en smule inde i Tsai Ming-liangs filmografi i forvejen. Og måske skal man lige se den et par gange. For der er nogle ret basale plot-mæssige ting som er lidt svært at finde rundt i.

Tag f.eks. åbningsscenen, hvor en gammel mand sidder i et køkken og ryger en cigaret. Det er såmænd det. Det giver lidt mere mening hvis man ved at det er skuespilleren Miao Ten, der spillede faderfiguren i Tsais tidligere film Rebels of the Neon God og The River. Så når man hurtigt finder ud af, at Tsai Ming-liangs sædvanlige hovedperson Hsio-kang, som altid spillet af Lee Kang-sheng, denne gang forsøger at håndtere tabet af sin far, så er det for Tsai-fans nemt at binde de to scener sammen. Jeg skal ærligt indrømme at jeg var forvirret. Men det er i øvrigt også den ene form for tid og sted titlen henviser til, hvad tid er det for den afdøde, ‘dér’, på den anden side, kan man sige? Hsiao-kang er lidt bange for at hans fars ånd stadig er i huset, så han tør ikke stå op og tisse om natten, og hans mor er sikker på at faderen bliver reinkarneret, blandt andet som en fisk. Døden har lidt flænset tid og sted og forvirret de to.

Men det er ikke det eneste tidsmæssige filmen henviser til. Hsiao-kang sælger ure, og han sælger et særligt ur til den unge kvinde Shiang-chyi (spillet af Chen Shiang-chyi, der i øvrigt spillede en ung kvinde som Hsiao-kang havde sex med i The River, men selvom Hsiao-kang lader til at kunne være den samme person som dengang, så lader Chens figur ikke til at være den samme). Hun har behov for et ur med to sæt visere, for hun står for at skulle flytte til Frankrig, og så vil hun gerne kunne se hvad klokken er både i Paris og i Taipei. Hsiao-kang bliver besat af det her med Frankrig, forsøger hele tiden at finde ud af hvad klokken er derovre, stjæler ure, den slags. Globalisering og migration får også karakterernes fornemmelse for tid til at spintre. Ligesom det skaber en enorm ensomhed hos Chen.

Og så er der en tredje form for tid som filmen udforsker, nemlig filmisk tid. Da Hsiao-kang bliver besat af Paris forsøger han at finde en film om Paris, og køber Francois Truffauts Ung Flugt, som vi ser ham se i flere scener. Han stirrer indædt på den unge Antoine Doinel, spillet af legendariske Jean-Pierre Léaud. Og pludselig dukker Léaud op i Chens Paris på en bænk ved siden af den unge kvinde! Og samtidig undersøger filmens langsommelige æstetik endnu mere end sædvanligt filmisk tid. Der er nærmest ingen bevægelse, ingen klipning internt i de forskellige scener. Det er stationært kamera, der observerer ensomme mennesker, i næsten to timer. Og i øvrigt produceret og filmet af franskmænd, henholdvis Bruno Pesery og Benoit Delhomme. Den franske indflydelse hjælper nok også med til at få filmen til at føles mere rendyrket arthouse, den er skabt til den internationale festival-verden, skildrer en hyperglobal virkelighed, hvor en film som The Hole syntes mere i samtale med en taiwanesisk virkelighed.

What Time Is It There? er også lidt der hvor Tsai Ming-liangs filmografi splintrer. Ikke på nogen negativ måde, snarere kubistisk. På en måde føles resten af hans film det næste årti at behandle stumper fra What Time Is It There? Biografen som Hsiao-kang besøger blev behandlet i Tsais næste film Goodbye Dragon Inn (2003) og samme år vendte de to hovedkarakterer tilbage i kortfilmen The Skywalk Is Gone, hvor Shiang-chyi leder efter den bro hvor de to mødte hinanden. Hsiao-kang er imidlertid til audition som pornostjerne, hvilket han arbejder som i The Wayward Cloud, hvor igen Shiang-chyi lader til at medvirke (at de to skuespilleres karakterer havde et kort forhold i The River gør billedet yderligere kompliceret). Og selv Jean-Pierre Leaud vendte tilbage i Visage (2009), hvor han medvirker i en film instrueret af Lee Kang-shengs karakter.

Det medvirker alt sammen til at få What Time Is It There? til at føles som et skifte i Tsai Ming-liangs filmografi, og ikke kun til det bedre. Rent æstetisk er det hans hidtil reneste og mest eksperimenterende film. Det er heller ikke fordi der mangler følelser, sorgen over tabet af faderen / ægtemanden føles meget reelt og ægte (filmen er i øvrigt lavet efter at både Tsai selv samt Lee Kang-sheng mistede deres fædre). Men den er som nævnt svær at finde rundt i, og selvom slutscenen forsøger at binde krølle på det, så forbliver Hsiao-kang og Shang-chyis historier ret afskårne fra hinanden. Den er svær at leve sig ind i, den her film. Men samtidig, så helt objektivt set, som objekt der eksisterer, så er What Time Is It There? virkelig interessant og fyldt med både gode idéer og sjove indfald. Det er dejligt at Tsai fik lavet en hyldest til Antoine Doinel, uden tvivl inspirationskilden til den måde Tsai bruger Hsiao-kang som gennemgribende figur i alle hans film. Og det er måske ikke nogen dyb filmisk idé, men det er vildt sjovt når Hsiao-kang får at vide at et specifikt ur er uødelæggeligt, og vi i næste scene ser ham stå og rytmisk svinge uret ind i en betonpille for at fordrive tiden mens han venter på at der skal dukke en køber op. Det er den her blanding af det umiddelbare og til tider nærmest platte, og så det mere krævende og filosofiske og indforståede, som er helt unik for Tsai. Andre film er mere umiddelbare – The Hole, Goodbye Dragon Inn, I Don’t Want to Sleep Alone – og nogle er måske lidt for fjollede – The Wayward Cloud, Visage – men det er aldrig andet end unikt.