Palmesøndag del 183
(David Lynch, USA
Cannes 1999)
En undervurderet facet af David Lynch er, at han er en virkelig god landskabs-filmmager. Fra det industrielle månelandskab i Eraserhead, over de endeløse parcel-græsplæner i Twin Peaks, og til de nærmest psykedeliske lysørkener i Mulhulland Drive og Inland Empire, så skaber han ufatteligt smukke miljøer. Der er bare det, som eksemplerne viser, at det lige så ofte er industrielle by-landskaber som han filmer, og vi forbinder traditionelt landskabsfilm med naturskildringer. For Lynch kommer det nærmest ud på et. Ligesom skellet mellem individ og omgivelser ofte kommer ud på et i hans film, hvilket man klarest ser i de syrede vandringer i Inland Empire. Hans landskaber kommer derfor også ofte til at fungere som karakter-portrætter. Det er ikke ofte i hans film, at landskaber bare er landskaber. Det er generelt ikke ofte i hans film, at noget bare er noget. Det er som regel lige så meget noget andet.
Bare ikke lige i The Straight Story. Den film er egentlig ret langt hen ad vejen én til én. Der er en mand på en traktor, og han snakker med andre mennesker, og skal mødes med sin bror. Det… er egentlig det. Og som altid er Lynch en glimrende landskabs-skildrer, en glimrende person-skildrer, en glimrende historie-fortæller. Alt det træder tydeligt frem. Jeg skal dog være helt ærlig og indrømme, at jeg keder mig en ganske lille smule.
The Straight Story kom i 1999, to år efter Lost Highway, og syv år efter Twin Peaks: Fire Walk With Me. Begge film er i dag kult-successer, men dengang var de flops. Så det var mange år siden, at Lynch havde haft en succes. The Straight Story er, ligesom Wild at Heart, ikke baseret på Lynchs egne idéer. I stedet er det den virkelige historie om Alvin Straight, der i 1994 rejste på en traktor fra Iowa til Wisconsin for at besøge sin bror. Denne gang er manuskriptet heller ikke skrevet af Lynch selv, men af John Roach og Lynchs faste producer-partner Mary Sweeney (der i parantes bemærket nok fortjener mere credit for deres samarbejde). Det er virkelig en simpel historie, vi starter hos Alvin i Iowa, hvor han bor med sin datter og sine helbredsproblemer, og da han så hører at broren har fået et hjerteanfald, så sætter han sig op på sin traktor og tager af sted. Efter en lang rejse, og mange samtaler med andre mennesker, kommer han til brorens hjem, og de sætter sig ned og taler sammen. Stjernehimmel. Slut.
Når nu man ved at det er Lynch, så er det svært ikke at læse surrealisme ind i visse elementer. Filmen åbner f.eks med et langt kran-skud, der driver lige så stille hen imod et vindue, og så hører vi et lille brag. I en tidligere Lynch var der måske sket noget forfærdeligt. Her er Alvin bare faldet, hvilket han selv slår hen som noget komplet uvigtigt. Det er det dog ikke, det er værd at pointere. En af de måder The Straight Story fungerer, det er ved at lade nogle utrolig simple realiteter fremstå absurde og surreelle. Aldring, f.eks., det er sjældent skildret med så megen undren som det er her. Det amerikanske helbredssystem fremstår også som et kafkask helvede, hvor Alvin ikke kan gøre noget som helst, fordi han ved han ikke kan betale, og ikke kan få nogen hjælp til at besøge et sygt familiemedlem, så han må køre på en traktor. Historien i The Straight Story er faktisk nogenlunde ligeså absurd som historien i Wild at Heart, det er bare det, at den er virkelig, og at det er en form for absurditet, som vi har accepteret finder sted.
Der er ting, som er virkelig smukke i The Straight Story. F.eks da vi endelig får fortalt historien om datteren Rose, der er hjerteskærende i sin bureaukratiske hensynsløshed. Eller, filmens højdepunkt, da Alvin begynder at fortælle om krigstraumerne sammen med en anden veteran. Og slutningen, da de to brødre endelig forenes. Den anden bror, Lyle, spilles i øvrigt af Harry Dean Stanton, hvilket får mig til at tænke på Wim Wenders film som Paris, Texas. Det minder næsten mere om en Wim Wenders end det gør en Lynch.
Måske netop fordi det ikke er en typisk Lynch, så omvendte den tidligere tvivlere. Det var den første Lynch-film der fik en positiv anmeldelse fra den indflydelsesrige amerikanske anmelder Robert Ebert, som gav fire stjerner ud af fire og skrev: Because the film was directed by David Lynch, who usually deals in the bizarre (“Wild at Heart,” “Twin Peaks”), we keep waiting for the other shoe to drop–for Alvin’s odyssey to intersect with the Twilight Zone. But it never does. Det var nogenlunde så meget Ebert havde at skrive om Lynch.
Måske fordi The Straight Story er så simpel, så gør den det samtidig også nemmere for tvivlere at finde værdien i de resterende Lynch-film? For i virkeligheden handler The Straight Story, med sin historie om aldring, om forfald, om familieforhold der går i stykker, om det samme som Twin Peaks: Fire Walk With Me: Garmonbozia (pain and sorrow). Der er bare det, at i førnævnte film er det vist dels i Sheryl Lees ansigt, dels som majs-mos, mens det i The Straight Story blot kan aflæses af Richard Farnsworth mimik. Det er ikke så forvirrende. Never the less, styrkerne i The Straight Story er de samme som de altid har været.
Det er svaghederne bare også lidt. Og de er til gengæld omvendt tydeligere for mig, fordi der ikke er den psykedeliske opfindsomhed som Lynch som regel arbejder med. Men – og her skal jeg nok holde tungen lige i munden – Lynch har jo aldrig kunne kaldes nogen avantgardist. Han skaber ikke smukke billeder for billedernes skyld, eksperimenterer ikke med plot og struktur for eksperimentets skyld – som jeg f.eks vil hævde at Pulp Fiction gør det – men fordi han har nogle komplekse ting han vil sige om sorg og smerte, om psyke, om hvordan vores liv er indviklede og består af lag på lag. Det betyder, at der altid er en emotionel kerne i hans værker, som gør at selv den mest eksperimenterende film aldrig bliver uvedkommende. Men det betyder så også, at når indholdet ikke er så sindsoprivende, som jeg ikke synes det er i Wild at Heart eller The Straight Story, så redder formen det ikke. For at sammenligne igen med Tarantino, så er The Straight Story lidt Lynchs udgave af Death Proof – eller snarere vice versa – men hvor Tarantino, da han tog den med ro, fik plads til helt vidunderlige billeder af mobilskærme og regnvejr, så er rolig Lynch en anelse… kedeligt… Bare lige lidt.
Det er stadigvæk godt, det er ikke det. Og som et rigtigt auteur-værk, så tildeles The Straight Story dels flere lag qua samspillet med andre Lynch, og klargør til gengæld ligeledes aspekter af andre værker. Men jeg er altså ikke helt oppe at ringe over det.