Victoria

Hvad får man ud af at optage en film i ét klip? Siden Aristoteles’ Poetik har et ideal for teatret været enhed i rum, tid og plot, men siden DW Griffith for 100 år siden krydsklippede mellem borgerkrigens slagmarker og de bekymrede efterladte derhjemme har filmisk montage vist, at en montage-baseret filmkunst kan række ud over disse regler. Så hvorfor ikke klippe i 140 min lang film som Victoria? Det virkelig interessante ved den nye film er, at effekten fra det filmiske eksperiment faktisk ikke ligger i at gøre filmen mere realistisk og åndeløst spændende, men mere effektivt allegorisk.

Victoria (Laia Costa) er en ung spansk kvinde, der er flyttet alene til Berlin, hvor hun arbejder på en café og ikke kender ret mange. En bytur, ud på den tid hvor nat bliver til morgen, møder hun de fire unge mænd Sonne (Frederick Lau), Boxer (Franz Rogowski), Blinker (Burak Yigit) og Fuss (Max Mauff), der efter sigende er ude for at fejre Fuss’ fødselsdag. Men de har også andre ting de skal den morgen, og da fødselsdagsbarnet drikker for meget til at deltage bliver Victoria overtalt til at træde til i stedet. Og så går det naturligvis ned af bakke derfra…

key_5_victoria_copyright-monkeyboy

Det er et ret typisk plot, og filmen har mest fået omtale på grund af måden den er lavet på, optaget i et enkelt klip over 140 min. Hvilket er en imponerende præstation af alle involverede, bare af ganske simple fysiske årsager. Wow at skuespillerne stadig har energi efter to timer til de afsluttende hårde scener, og wow at kameraet kan fragtes rundt i to timer, ganske enkelt. Men hvor man måske skulle tro de manglende klip også ville fremme indlevelsen i filmen, så skadede den nærmere i mine øjne. Især på to områder: For det første bliver Berlin pludselig en ret så lille by, når alle lokationer skal ligge tæt nok på hinanden til at personerne kan komme fra a til b til c uden at spilde for megen tid. Især en scene hvor de flirtende Victoria og Sonne cykler i forvejen til et sted at hænge ud, og cykelturen synes at tage 20 sekunder, er lidt fjollet. For det andet, så er der en enkelt speciel effekt i filmen, hvor vi opdager at Victoria er uddannet pianist, og hun spiller Franz Liszt’s Mephisto-vals for os. Og her er det enddog meget tydeligt, at det bestemt ikke er Laia Costa som spiller. Her er nogle billeder af hendes flagrende fingre, som i en normal film ville have været klippet væk. Det er detaljer, men det skader indlevelsen frem for at fremme den.

key_6_victoria_copyright-monkeyboy

I stedet for kamera-stilen var det da også mere tematikken som satte sig fast hos mig. Det ramte også lige plet. Victoria er som nævnt uddannet pianist, dvs hun er droppet ud af konservatoriet, da det viste sig at talentet simpelthen ikke rakte til drømmen om at blive koncertpianist. Nu sidder hun i sluttyverne, med en drøm der ikke blev til noget, og skal revurdere hele sit liv. Jeg blev 29 år i forgårs. Jeg kan ret godt relatere… Det er her filmen løfter sig, hvor hele filmens klip bliver til en allegori over tyverne. Først er der rushet fra klubben og fra mødet med de nye spændende personer, glæden ved at være ung, ved at være voksen, ved at kunne træffe egne valg, også selvom de måske ikke er så smarte (Victoria fortæller at hun har levet som en gammel dame siden hun var lille, og brugt al sin tid på at øve klaver, så livet er Berlin er første gang hun rigtig fester). Og uomgåeligt begynder valgene at have konsekvenser. Nogle af konsekvenserne er successer og adrenalin – filmens jubelscener er generelt fantastiske omend altid kortfattede – men langsomt begynder bordet at fange. Pludselig sidder man fast med lukkede døre overalt omkring sig, og ved ikke helt hvordan i alverden man endte der. Hvornår er det Victoria træffer de skæbnesvangre valg der får hende indblandet i alt det her? Er det da hun siger ja til at hjælpe de tre fyre, uden at vide hvad det går ud på, men fuldt vidende om at det ikke er noget rigtig godt? Eller er det allerede da hun bliver tiltrukket af at hænge ud med dem, især fordi de bliver smidt ud fra den klub hun er på? Ligger det meget tidligere, da hun dropper ud af konservatoriet, eller måske da hun vælger at satse på konservatoriet frem for at læse jura eller noget? Eller var der muligheder senere i forløbet for en lykkeligere slutning, hvis de havde kørt til venstre i stedet for højre, havde løbet hurtigere eller noget? Uden at afsløre hvad filmen ender med, men den starter som sagt i skumringen, så to timer efter er solen for alvor stået op, og billederne virker langt klarere end de var til at starte med. Vi bevæger os fra mørke til lys, fra intens uvished til sober klarhed, i ét klip. Ét åndedræt, nærmest. Ét udsagn. Det bliver derfor et mere samlet udsagn, uden for mange forvirrende underudsagn. Det bliver en allegori over ungdommens tragiske afsluttethed.

key_1_victoria_copyright-monkeyboy

Victoria er en af de mest spændende undersøgelser af hvad der sker, når man optaget en film i ét klip, og på den vis en af årets vigtigste film. I det meste af filmhistorien var det en ret teoretisk idé, i og med at et kamera kun kunne indeholde så og så meget filmrulle, nok til 11 minutter så vidt jeg husker. Det er først med de digitale kameraer at det virkede ladesiggørligt, men det første store eksempel, Alexander Sokurov’s The Russian Ark, valgte at bryde sammenhængen i tid ved at lade filmen være en bevægelse gennem hundreder års russisk historie. En mulig forgænger til Victoria kunne være Rebet, Alfred Hitchcock’s film hvor de nødvendige klip var maskeret af at lade kameraet køre bag en ryg eller en stol, hvorfor fortællingen fremstod som samlet i tid. Den handlede også om unge kriminelle, der bliver fanget af konsekvenserne. Derudover fik filmen mig til at tænke på en anden long-take film jeg så under DOX, A Girl of Her Age af Márcio Laranjeira. Lidt overfladisk fordi begge film har scener hvor unge kvinder sætter håret op mens de danser, hvilket i begge tilfælde slog mig som nogle af de smukkeste bevægelser jeg længe har set. Men også fordi i begge film synes de lange klip at være motiveret teknisk, af at det simpelthen er lettere at optage scener eller film én gang for alle, hvis altså man har energien til at kunne udføre det rent fysisk, hvorfor filmsproget kommer til at være udtryk for ungdommelig energi. Og så også fordi også Victoria kunne siges at være en ‘girl of her age’. Slut-tyverne. Post-finanskrise. Og som vi siger på dansk ‘en pige af sin tid’. Specifikt 140 minutter, en tidlig morgen i Berlin.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.