Palmesøndag del 450
(Karim Aïnouz, Brasilien
Cannes 2024)
Karim Aïnouz er glad for strande. Hans film Praia do Futuro (2014) er opkaldt efter en strand i Fortaleza, og også hans The Silver Cliff (2011) åbner med en strandscene – som vi senere opdager intet har med selve plottet at gøre. Selv i debuten Madame Satã (2002), som ellers foregår i slumkvarterer og fængsler, kommer den smukkeste scene da hovedpersonen tager med sin lille familie på tur til stranden. Vand, sand, leg med hinanden, det er som om stranden med dens blanding af natur, varme og ikke mindst afklædthed rammer noget ret centralt for Aïnouz’ kunst.
Men det var lidt længe siden, at der var en rigtig god strandscene i en Aïnouz-film. Firebrand (2023) foregik i et koldt og skovpræget England, og selvom Søstrene Gusmãos usynlige liv (2019) på mange måder var en god film, så havde den som roman-filmatisering ikke den samme plads til idiosynkratiske Aïnouz-ting som plotløse strandscener. Læg dertil også de mange fine og vægtige dokumentar-film, som Aïnouz har lavet på det seneste som Zentralflughafen THF (2018) og Nardjes A. (2020) om pro-demokratiske aktivister i Algeriet, og Aïnouz filmografi var blevet imponerende, men også seriøs og meget anderledes end den var til at starte med.
Så det er enormt rart, når Motel Destino, Aïnouz anden Cannes-konkurrent, åbner med to unge smukke mænd på en strand. Og selvom også de her scener kun lige akkurat kan siges at have noget med hovedplottet i filmen at gøre, så er de i sig selv smukke og vellavede, og fungerer også som anslag til Aïnouz’ frieste og mest underholdende film i årevis, med fokus på farver, lyde, sol og sex.
De to mænd er brødre. Heraldo (Iago Xavier) arbejder sammen med sin bror Jorge for en lokal mafia-mama, og de får til opgave at likvidere en forretningsmand med mange bodyguards. Aftenen før drager Heraldo dog ud at danse, og han møder en smuk ung kvinde som gerne vil tilbringe natten sammen med ham, og så finder de et billigt motel sammen, hvor de kan knalde og ryge og knalde lidt mere. Og næste morgen har kvinden stjålet alle Heraldos ting, og det tager tid at få lavet en plan med motellet for hvordan de skal få deres penge, og da Heraldo endelig kommer tilbage på sporet, så er hans bror allerede blevet slået ihjel af forretningsmandens bodyguards, og Heraldo må gå under jorden. Han render tilbage til motellet, hvor han får et job med at rengøre værelser efter brug. Og de her værelser bruges altså kun til én ting, så snart er lydsiden fuld af stønnen fra værelserne, ligesom Heraldo har indledt en dødsensfarlig affære med den ene af motellets ejere Dayana (Nataly Rocha), hvis mand Elias (Fábio Assunção) tydeligvis også er interesseret i den smukke unge mand, og som lader til at være mere voldelig end man først skulle tro.
Man kan godt kalde filmen for en ‘erotisk thriller’, omend thriller-elementer er ret så underspillet. Heraldo virker ikke reelt i fare på sex-motellet, omend han nogengange er nødt til at gemme sig fordi hans fjender også bruger stedet til at knalde. Det oprindelige plot med forretningsmanden bliver også afrundet på overraskende vis ret tidligt i filmen. Filmen fungerer i mindre grad ved hjælp af et spændende plot, end fordi Aïnouz og de andre filmfolk – heriblandt særligt fotograf Hélène Louvart, der også har fotograferet fremragende for folk som Alice Rohrwacher, Scarlett Johansson og Maggie Gyllenhaal, samt det store lydhold, hvis job med at skabe lydsidens symfoni af sexlyde må have været ret specielt – skaber en stemning på Motel Destino, hvor kødets lyster overgår alt andet, og hvor kødets forfald aldrig virker ret langt væk.
Mest imponerende, og noget man tydeligt kan se ud af både top-billede og trailer, er brugen af farver. Motel Destino er badet i neonlys og klare farver, både på motellet, men også i verden udenom. Det er tillokkende, det er uvirkeligt, det er et eventyr. I virkeligheden er Motel Destino en fortælling om en meget fattig mand uden ret mange muligheder i livet, der møder en lidt ældre kvinde der sidder fast i et dårligt ægteskab og ikke meget bedre job, i et samfund hvor ingen andre end kriminelle lader til at tjene ret mange penge. Men Aïnouz’ film er så langt fra socialrealisme, som man kan forestille sig. I stedet fokuserer han på alt det som alligevel er der, ikke mindst ungdom og kropslighed. Og så det tillokkende neonlys, der som et orgie af reklamelys synes at love himmerige for bare en enkelt nat.
Det var også temaet i Aïnouz’ film O Céu de Suely (2006), hvis titel så vidt jeg kan regne ud betyder ‘I himmelen med Suely’, og som handlede om en ung kvinde, der begyndte at kalde sig Suely, og at sælge lotteribilletter hvor gevinsten var en nat i himlen med hende selv. Den film kulminerede også med en akavet sex-scene på et motel, hvorefter Suely havde penge nok til at forsøge at rejse væk. I Motel Destino sidder vi fast på motellet, håbet om at kunne rejse væk er meget svagt, og i stedet bliver der danset og luret og igangsat farlige affærer.
Motel Destino er en meget nem film at se. Den er flot, og effektiv, og fyldt med sex og nøgenhed og et par spændende scener. Men den er også lidt letbenet. Det er ikke noget overraskende plot, der er ikke store følelser i det, og det er heller ikke så skævt og nærmest allegorisk som en anden neon-kunstner som Nicolas Winding Refns film gerne bliver det. Det blev ikke nogen stor succes, og det forstår jeg egentlig godt. Men derfor kan jeg nu alligevel meget godt lide den.
Motel Destino er en film med en særlig Aïnouz’sk æstetik, og bygger videre på et særligt Aïnouz’sk tematisk kompleks. Jeg ved ikke helt om Aïnouz har fortjent at være fast genganger i Cannes, men det er der så mange andre Cannes-gengangere som heller ikke har. Han har over mange meget forskellige film opbygget noget, som er værd at dykke ned i.