25_an

Månen Over Kirsebærtræerne

Egentlig havde jeg tænkt mig at grine lidt af den danske titel. Naomi Kawase’s nye film hedder An på original-sproget, navnet på en slags bønnepasta der indgår i en snack der hedder dorayaki, som sælges i den butik der er filmens centrale location. På wikipedia står den engelske titel stadigvæk som Sweet Red Bean Paste, selvom den hed Sweet Bean da den blev udsendt derovre. Så en oversættelse såsom Månen Over Kirsebærtræerne lød morsomt meget som en lidt kliché-fyldt japanisering af filmens tema: Hvem i Danmark elsker ikke kirsebærtræer? Men stor var min overraskelse da det viste sig, at filmens danske titel er ualmindeligt rammende. Der er de smukkeste billeder af kirsebærtræer, og mange af dem. Og når månen står op over dem åbenbares en stor del af tematikken. Det er én af de bedste originale titel-oversættelser jeg kan huske. Og den overraskelse er ret sigende for mit forhold til filmen, som har fået middelmådige anmeldelser over det meste af verden, og er opfølger til Kawase’s ganske ringe Still the Water. Men. Med Månen Over Kirsebærtræerne genfinder Kawase sit visuelle mesterskab, der gjorde hende til fast deltager i Cannes dengang hun lavede kantede eksperimenterende film. De var som regel for mærkelige til vestlig distribution, men denne gang arbejder hun med en langt blødere og imødekommende ramme. Resultatet er den smukkeste japanske film vi har fået til landet meget længe. En af de smukkeste film i danske biografer meget længe, punktum.

Naomi Kawase lavede sin første kortfilm som 19-årig i 1988, og blev med Suzaku fra 1997 den yngste vinder af Camera d’Or i Cannes nogensinde. Hun fik siden fast plads i konkurrence, og har deltaget med Shara i 2003; The Mourning Forest i 2007, hvor hun vandt andenpræmien, Jury Grand Prix; Hanezu i 2011; og Still the Water i 2014. Som de japanske titler måske tyder på, så har hun aldrig haft vestlig distribution før, ikke engang da hun vandt Grand Prix i 2007, hvilket ellers er nærmest uhørt. Hendes stil er utroligt personlig: Optaget på blanding af 35 mm med 16 og endda 8 mm celluloid, hvilket giver et skramlet, amatør-agtigt look. Alle hendes film indtil Still the Water foregik i Nara-præfekturatet i det sydlige Japan, hvor hun også er vokset op, og de fleste af hendes historier baserede sig på hendes eget liv. De var fyldt med mørke og mærkelige detaljer: Shara er måske skildret fra et dødt barns synsvinkel, Kawase spiller selv den gravide mor, og filmens højdepunkt er en lang dokumentarisk passage af et religiøst optog. Det er noget nær et mesterværk. Hanezu er et trekantsdrama som måske, måske ikke genspejler en kærlighedsmyte fra den japanske fortid, og muligvis er den fortalt i flashback fra dødsriget. Hun er en aquired taste, men der er altid noget at komme efter. Derfor var Still the Water fra 2014 så meget desto mere chokerende. Måske var det ikke så overraskende at Kawase kunne lave en dårlig film, hendes film bevæger sig med vilje altid på kanten ligesom eks. Lars von Trier, men at hun kunne lave denne type dårlige film var forbløffende. Optaget digitalt i det sydjapanske øhav, fuldstændig glat, uden modhager, uden følelser, uden energi. I betragtning af hvor mange billeder af sol og palmer der var, hvordan kunne den så være så kold? Kawase udtalte selv at hun mente det var et mesterværk, så anmelderne hev glædestrålende knivene frem. Den film blev slagtet, fuldstændigt. Og det havde den ærlig talt også fortjent. Som efterveer blev Månen Over Kirsebærtræerne i 2015 kun vist i Un Certain Regard, og man kan have på fornemmelsen, at anmelderne ikke havde tilgivet hende fra året før.

19_an

Men det er synd, for næsten alt hvad der gik galt i Still the Water lykkedes her. Først og fremmest, så er det igen optaget på celluloid, hvilket gør en forbløffende stor forskel. Kawase er muligvis den største skyggespiller i verdensfilm for tiden, og brugen af naturligt lys er eminent nok engang. Månen Over Kirsebærtræerne er mere en stemningsfilm end nogen plotbaseret ditto, så billedsproget bliver meget vigtigt. Sentaro (Masatoshi Nagase, i vesten sikkert mest kendt fra Jim Jarmusch’s Mystery Train) arbejder i en lille biks med at lave dorayaki, to del kage med sød bønnepasta imellem. Hans kager er udmærkede, men bønnepastaen er købt engros. Den gamle dame Tokue (Kirin Kiki, der er fast skuespiller i Hirokazu Kore-eda’s film som Min Søns Familie) ansøger om en stilling som medhjælper, og hendes bønneopskrift viser sig at være præcis hvad forretningen har brug for. Men begge mennesker har en fortid, der gør dem utilpassede i det japanske samfund, og helt ganske lavmælt må de forholde sig til det, når pludselig de får mulighed for karriere og menneskeligt sammenhold. Det er ikke meget plot. Og en del af det bliver mere antydet end forklaret. Så filmen skal i stedet leve af stemningen, af skyggerne, af kirsebærtræerne, af ansigterne. Og det kan den heldigvis også!

16_an

Tag træerne, f.eks. Alle ELSKER blomstrende kirsebærtræer, også i København, og de er da naturligvis også på filmens plakat, og det er på den tid filmen starter. Men ganske kort inde i filmen falder blomsterne af træerne. Klip af nøgne træer, mod overskyethed, i regnvejr, er dog heldigvis lige så mesterligt stemningsfulde, omend en ganske anden stemning. Og så springer bladene ud, det bliver sommer, så efterår, så vinter, og så forår igen. Hvert skift i træernes udseende registreres smukt og følelsesfyldt. Eller tag skuespillet. Nogle vil påstå Kirin Kiki overspiller som den gamle kloge men forvirrede dame. Men det er snarere Tokue, karakteren, som lidt er en skuespiller i forhold til omverdenen. Kawase fanger ofte hendes spil lidt skævt i billedet, og fornemmelsen er af en skuespiller som ikke kender sit publikum, som ikke helt ved hvad hun laver. Det giver en ekstra melankoli, som fint udløses da vi finder historien om hendes fortid. Eller lad os snakke lidt om bønnerne. Filmens bedste scene er den meget lange bønne-tilberedelses-scene, en nærmest dokumentarisk passage om madlavning, fint fanget i det lille skyggefyldte køkken i biksen. Gardinerne er naturligvis for, eftersom butikken først åbner når maden er klar, og den lidt anspændte, forvirrede energi, mellem de to kokke, der stadig ser hinanden lidt an, virker så meget desto stærkere når de bevæger sig ind og ud af mørket. En anden dokumentarisk passage skildrer bønnerne på marken, optaget på hvad der ligner 16 eller 8 millimeter, endnu en visuelt fremragende passage, der falder som et friskt pust i filmen.

01_an

Naomi Kawase bliver nok aldrig alles kop thé. Hun er egensindig, insisterende på sine egne synspunkter, hun lader shintoisme gennemsyre filmsproget og forklarer det med voiceover. Hendes film er også helt ærligt svingende. Månen Over Kirsebærtræerne er den mest sikkert håndterede af hendes film, nydeligt modereret, og de mærkelige dokumentariske passager fint indfanget i filmens fortælling. Det er ikke hendes bedste (jeg sværger altså til Shara) men sikkert det bedste sted at starte. Ligesom andre japanske auteurs der slog igennem på samme tid, som Hirokazu Kore-eda og Kiyoshi Kurosawa, bliver hun blødere og mere publikumsvenlig i disse år. Månen Over Kirsebærtræerne er i mine øjne det bedste der er kommet ud af den bevægelse, og ja, det betyder også at den er (ganske meget) bedre end Min Søns Familie. Kawase modererer sentimentaliteten med mørket, hun giver os de kirsebærblomster vi længes efter, men fortsætter når blomsterne falder af. Der er en unik skygge-stemme i filmen, som måske ikke taler til alle, men hvis man kan lide den, så finder man ikke meget bedre i de danske biografer dette forår.

Læs Mere:
Naomi Kawase’s Still the Water
En anden japansk ny-klassiker: Chasuke’s Journey

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.