Vores Sidste Tango

German Kral er født i Argentina, men flyttede som ung til Tyskland for at studere film – måske ikke så mærkeligt med det fornavn. Han har instrueret en del dokumentarer om dans og latin-musik, heribland Música Cubana fra 2004 og kortfilmen Tango Berlin fra 1997. Han har erfaring med emnet. Men jeg tror for det meste af publikum, så er det et andet navn på plakaten der trækker. Vores Sidste Tango er produceret af Wim Wenders, og lægger sig fint ind i den samme undersøgelse af dans, bevægelse og rum, som Wenders har foretaget i sene dokumentarer som Pina og Kulturkatedraler. Denne gang handler det om tango-parret Juan Carlos Copes og María Nieves Rego, der mødte hinanden som henholdsvis 17 og 14, og i over halvtreds år dansede sammen, først på skumle dansegulve rundt omkring Buenos Aires, og siden på turné over alt i verden og på Broadway. Samtidig med at de elskede, hadede, blev gift, skilt, og nægtede at tale sammen. Det er en højdramatisk historie, som det dog er svært at få helt fat om, eftersom de to hovedpersoner har ganske forskellige fortællinger om deres liv sammen, og i øvrigt ikke er så voldsomt åbenmundede om de mere private og personlige detaljer. I stedet forsøger filmen, i sine bedste scener, at finde indtil en anden sandhed, en sandhed udtrykt ikke via deres ord, men deres kroppe. En sandhed fundet i dansen.

tango-10

Igennem filmen bliver vigtige øjeblikke genopført af yngre dansere. Samtidig ser vi øvearbejdet med at ramme den helt rigtige stil, og diskussionerne danserne imellem. I et centralt øjeblik bliver blikket rettet hos det smukke unge par, María og Juan plejede at kigge hinanden dybere i øjnene. Og holde hinanden så tæt som det overhovedet var muligt. Da vi får dansen at se ser det ganske rigtigt ud som et par der er direkte på vej i kirken med hinanden. Når tango danses sådan her er det noget af det mest sexede der findes, og filmen malker det med flere bravour-passager, inkl en på brosten som også ses på plakaten, og en lidt mærkelig én hvor pendanten til María vasker tøj og danser rundt i undertøj. Det virker lidt gratuiøst, men omvendt klager jeg ikke. Der er en helt simpel livs-, krops- og bevægeglæde i disse sekvenser.

tango-09

Det bliver mere kompliceret i anden del af filmen. Der er endnu et dansepar til at skildre María og Juan som midaldrende, men det fungerer anderledes. Som med så mange andre kunstnere begyndte der at være et disconnect mellem det private og offentlige liv. Paul Simon og Art Garfunkel var ikke bedste venner for evigt. Bill Cosby var ikke nogen fantastisk familiefar. María og Juan fortsatte med at danse selvom flammen falmede mellem dem. I anden halvdel begynder man at se deres dansescener med andre øjne. María fortæller om et berømt glansnummer, der foregik på et højt bord, og hun fortæller hun altid var rædselsslagen for at falde ned. Klip til en optagelse af dette nummer, kan vi se rædsel i hendes krop, dans, øjne? Hvor meget er ændret fra dengang de både var forelskekede i virkeligheden og i dansen? Hvor meget kan man læse af kroppe, bevægelser, danse, hvor meget kan den slags lyve?

tango-05Wim Wenders havde en ny film på Berlin-festivalen sidste år, et drama om skyld og tilgivelse kaldet Everything Will Be Fine, som af en eller anden grund er i 3D. Det fik elendige anmeldelser,men jeg er nu alligevel ret interesseret i at se det. Wim Wenders er måske færdig som dramaturg, men hans dokumentar-arbejde, Kulturkatedraler, Pina, Jordens Salt og nu den her, har været fascinerende. Han er en af dem der mest konsistent forsøger at undersøge hvad 3D gør ved rum og bevægelse. Jeg ville ønske Vores Sidste Tango havde været i 3D som Pina var det, men begge film er fascinerende undersøgelser af dans og bevægelse, og hvordan personlighed afspejler sig deri. Men det er en del gange mere komplekst i denne film. Virkelighed::genopførsel, sandhed::løgn. Der er ganske simple glæder i denne film, i de mange smukke dansesekvenser, men der er også en del ting at tænke over.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.