la-loi-du-marcheì

Markedets Lov

Der er et ordspil i Markedets Lov, som jeg ikke er 100% sikker på virker lige så godt på dansk som på fransk. Le Loi de Marché. At filmen handler om kapitalisme, udnyttelse og dehumanisering virker klart nok på begge sprog, men at filmens titel også henviser til at filmens hovedperson, den midaldrende langtidsledige Thierry Taugourdeau (Vincent Lindon), i filmens anden halvdel bliver vagt, og altså dermed loven, i et supermarked, det er måske ikke helt så indlysende som på originalsproget. På engelsk hedder filmen for øvrigt blot The Measure of Man. Originaltitlen er ellers ret så perfekt, eftersom den dels forklarer de to situationer i filmen – Thierry trynes af markedet -> Thierry bliver vagtmand – og ridser hans grundlæggende dilemma op. For gør han nu ikke det samme som dem der gjorde hans liv som arbejdsløs så svært? Og er han tilfreds med det? Og undskyld hvis det virker som om jeg nu har spoilet det meste af filmen, men at han får arbejde som markedsmand er nu spoilet af plakaten. Og derudover er filmen ikke så meget en plot-film, som en situations-film. Filmen lever af at spille hver situation i sin helhed, og lade hver en følelse skylle hen over Vincent Lindons ansigt.

Hvad er fremragende skuespil? Ofte til priskategorier kan det virke som om folk belønnes for at spille mest snarere end bedst. Historiske personer, så vi rigtig kan se hvor meget skuespillerne laver om på sig selv. Roller med rigtig megen råben og skrigen og vrælen. Eller noget med at æde et bøffel-hjerte råt, det må da vise dedikation! I mine øjne er det store skuespil dog snarere når en skuespiller formår, ved hjælp af krop, mimik og stemme, med hjælp fra kamera og klipning og verden omkring dem, at skabe uforglemmelige menneske-billeder, der bliver siddende i kroppen lang tid efter. Markedets Lov er fyldt af den slags billeder. Vincent Lindon leverer en af årets bedste skuespilspræstationer, og vandt fortjent Bedste Skuespiller i Cannes, en César såvel som en Lumiere i Frankrig for Bedste Mandlige Hovedrolle, men blev snydt til European Film Awards af Michael Caine for rollen som komponisten Fred Ballinger i en anden film fra Cannes, Paolo Sorrentino’s Youth (og her synes jeg nu at Cannes-juryen havde fat i den lange ende, men nå ja). Han er til stede i samtlige scener i filmen, og selv i dem der ikke direkte handler om ham, dem som handler om de folk han selv må udøve lov overfor, bruger man som publikum det meste af tiden på at prøve at finde tegn på hvad han mener, i hans mimik, i hans stemme, ja, ofte i hans ryg.

A044

Det er som sagt situationer snarere end plot. F.eks. får vi aldrig at vide hvordan Thierry får sit job som vagt. Vi ser ham til andre jobsamtaler, vi ser ham til kritik på jobcentret, og pludselig er han i gang med at binde sit slips. Det er heller ikke væsentligt. Filmen består af lange scener, ofte taget i meget få indstillinger, med en enkelt situation. En ydmygende jobsamtale over skype. En diskussion med en potentiel køber af en campingvogn, som vil have Thierry og konen til at gå længere ned i pris. Aftensmad med konen og deres søn, som lader til at have cerebral parese, eller spastisk lammelse. Udover Lindon er det fortrinsvis amatørskuespillere. Der er en dejlig tålmodighed over disse scener, hvor man ofte ikke aner om man skal grine eller græde. Når f.eks. Thierry får kritik af sine medstuderende på jobcenteret, hvor alt hegles igennem, mens han høfligt må sidde og gøre gode miner. Eller når ægteparret er til øvetime i rockdans, et klip der holdes imponerende længe, mens danselæreren forsøger at lære Thierry den rigtige måde at træde frem og tilbage på, hvor jeg ikke var helt sikker på hvor glad den gamle fabriksarbejder var for at holde så tæt om en anden mand. Men igen: Lindon holder interessen fanget hele tiden. Der klippes ofte pludseligt ud af de mange situationer, på tidspunkter hvor det stadig føles uforløst, og i stedet er der små korte sekvenser med Thierry, ofte i skygge, ofte med ryggen til, ofte lidt foroverbøjet. Senere er der også overvågningsbilleder fra supermarkedets kornede videoskærme. Vi trænes bestemt til at holde øje med detaljer i denne film, sikkert også en grund til at skuespillet står så klart frem.

la_loi_du_marché_01

Jeg tror festival-juryer elsker denne type film, film der måske ikke er de helt store overvældende mesterværker, men som har så uovertrufne delelementer. De skal finde Bedste Skuespiller, Bedste Skuespillerinde, Bedste Manus. Instruktør Stéphane Brizé er en glimrende instruktør af socialrealistiske dramaer, der dog ikke har f.eks. Dardenne-brødrenes visuelle opfindsomhed, og heller ikke har de auteuristiske armbevægelser hos en landsmand som Jacques Audiard (hvilket i mine øjne er en udmærket ting). Markedets Lov er en lille og rolig film, der giver plads til indlevelse, men den gentager også sine visuelle strategier ganske meget – en del scener føles f.eks. filmet fra samme vinkel – så de måske havde føltes udtømt hvis filmen var længere end 90 min. Brizé’s store bedrift i hans karriere kommer i samarbejdet med Lindon, som også havde hovedrollen i instruktørens to seneste, Mademoiselle Chambon og A Few Hours of Spring. Også her får Lindon lov til at lade sin naturlige afmælte charme skinne igennem. Det er en pudsig evne. Ifølge wikipedia var Lindon’s forfader fransk premierminister, og han har datet bl.a. Prinsesse Caroline af Monaco før i tiden. Men også i film af Claire Denis, som Vendredi Soir og Svinene, har han en allemands kvalitet. Samarbejdet mellem Brizé og Lindon er dog højdepunktet af begges karrierer, en ligeså perfekt kobling som Scorcese og Leonardo DiCaprio eller Tobias Lindholm og Pilou Asbæk. Markedets Lov er med sin enkle stil den bedste udnyttelse af Lindons evner. Brizé og Lindon skaber Thierry Taugourdeau, og lader os se hvordan han reagerer på livet. Det er et sjældent vellykket eksempel på, hvad al filmisk realisme burde skildre: Et menneskeliv.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.