Chasuke’s Journey

Jeg har det lidt særligt med japansk film. Som vel de fleste andre filmnørder var japansk film noget af det første verdensfilm jeg så, specifikt naturligvis Akira Kurosawa og i mindre grad J-horror bølgen fra omkring årtusindskiftet. Da jeg for alvor gik i gang med filmnørderiet stod der også japanere i kø, Mizoguchi, Oshima, Ozu, Kitano. Japan er formentlig dét eksotiske filmområde som alle kender. Derfor har jeg også været interesseret i at finde ud af hvad der sker derovre for tiden, men her er jeg stødt ind i en mur. For jeg har sjældent svunget mig ret højt op over de seneste års japanske film. Det sidste mesterværk jeg har set var Kiyoshi Kurosawa’s Tokyo Sonata fra tilbage i 2008. Siden da har jeg kunnet lide nogle Sion Sono film, egentlig været på Takeshi Kitano’s to Yakuza-film Outrage og Outrage Beyond. Men det er som om det ikke er rigtig godt. Jeg tror en ting, som folk nogengange glemmer, er, i hvor høj grad japansk film har været en industri. De film vi hylder som transcendente auteur-film fra halvtredserne? Ja, de var faktisk genre-film, selv Ozu’s moderne dramaer tilhørte genren ‘gendai-geki’, hvilket betyder film der foregår i nutiden, eller ‘shomin-geki’, hvilket så vidt jeg forstår er noget i retning af socialrealisme – men du må ikke hænge mig op på det. Og i dag er det som om der er for meget skabelon over det, jeg har manglet noget rigtig egensindigt. Paradoksalt nok har jeg fundet det i en anden helt igennem genrefilm.

Chasuke’s Journey, den bedste japanske film siden Tokyo Sonata, tilhører en bølge af japanske film, som for mig at se har mest tilfælles med det man i USA kalder YA-film, eller Young Adult film. Film som Twilight – hov, vent, kom tilbage! – eller The Hunger Games – som for øvrigt mindede meget om den japanske film Battle Royale. Kendetegnet her er historier om fortrinsvis unge mennesker, med relaterbare problemer, og en verden med fantastiske elementer. Herhjemme ser vi dem faktisk mest via anime-film – og mere om det når jeg skriver om Brevet til Momo senere denne uge – men det har også været set i festival-film som Kiyoshi Kurosawa’s forfærdelige Real – baseret på romanen A Perfect Day for Plesiosaur, og ja, den slutter med en kamp mod en cgi-dinosaurus – og hans mere heldige Journey to the Shore, som jeg også så i Gøteborg, om en kvinde der rejser rundt med sin afdøde mands spøgelse og hjælper andre afdøde med at finde hvile.

chasuke-still4-creditoffice_kitano

Chasuke’s Journey er også baseret på en roman, og mere end det, så er det faktisk forfatteren som har instrueret: Sabu, som også har arbejdet som skuespiller. Filmen handler om Chasuke, en ung mand der arbejder som te-tjener for dem der sidder oppe i himlen og skriver vores fortællinger ned. Da deres chef – en flyvende hval, så vidt jeg kunne se – kræver mere ‘avantgarde’ fortællinger finder en skribent på et pludseligt plottwist der vil tage livet af den unge yndige Yuri, og Chasuke bliver sendt ned på jorden for at redde hende. Det lykkedes ikke i første omgang, men da den unge mand finder ud af at han har helbredende kræfter med sig ovenfra kan han redde stort set alle.  Men med store kræfter kommer stort ansvar, og diverse Yakuza-grupper begynder at stræbe ham efter livet, ligesom nogle af de himmelske skribenter gør alt for at få ham skrevet ud.

Det lyder fjollet, og det er det vel egentlig også. Filmen har en naturlig rytme, eftersom Chasuke jo kender alle personers forhistorie, hvilket bliver fortalt med flashback og voiceover. Alle personer gemmer på tragiske hemmeligheder, selvom det i visse tilfælde er mere komisk, når deres skæbne tydeligvis er skrevet af fra f.eks. Ghost eller Titanic – det er ikke alle skæbneskrivere som er lige originale. De mange subplots og den evindelige voiceover er gode tegn på at der står en forfatter bag filmen, men heldigvis er det visuelle ikke glemt. Det er først og fremmest her at filmen løfter sig til noget nær det mesterlige. Jeg er stensikker på, at filmen er optaget på celluloid, billederne er simpelthen himmelsk kornet. Derudover er der gjort enormt meget ud af lyssætningen. Flader af grønt, blåt og gult falder ind på billedsiden, og der er mere lensflare end i en film af JJ Abrams. Tjek farvesætningen i klippet ovenover, og lyset i klippet nedenunder. Er det ikke dejligt? Ja gu faen er det cheesy, men det går sgu lige i hjertet herhenne.

Klipningen er også herlig, ofte små klip, fokuseret på detaljer klippet sammen til en helhed. Det gør det hele til tider nærmest Wong Kar-wai’sk, som i halvfemserne bestemt også havde sin cheesy side. Med vingerne koblet på Chasukes ryg minder filmen lidt om hvis Wong lavede en YA-udgave af Wim Wenders Himlen Over Berlin. Lidt samme følelse af en by fyldt med fortabte skikkelser. Bybilledet er i det hele taget fantastisk, Chasuke kommer ned på jorden under en eller anden festival, jeg har ingen idé om hvilken, men måske det giver mening for japanere? Men det betyder konstante optog gennem byen, og dermed at personerne hele tiden bevæger sig på en baggrund af sang og dans. Altså sammen med neon-lys og celluloid-knitren. Der er en verden i den her film, skabt rent filmisk, hvilket man måske ikke altid ser komme når en forfatter laver film.

Det er ikke nogen dyb film. Snarere tvært om, så snart der skal moraler på bordet bliver det lidt teenage lommefilosofisk. Men det er en æstetisk nydelse, i langt højere grad end de glatte prestige-dramaer vi har fået fra japanske instruktører som Hirokazu Koreeda og Naomi Kawase på det seneste. Jeg ved ikke hvor meget plads der er til den i filmkulturen 2016, den er for energisk og fjollet til at nå cinefilisterne, og omvendt er den ikke ‘ekstrem’ nok til at ramme det publikum der labber film i sig fra instruktører som Takashi Miike hvert år på PIX. Men hvis den var blevet givet en chance tror jeg den kunne være blevet en vaskeægte kultfilm. Den har både egensindigheden, og bestemt også kvaliteten. Den bedste japanske film i et halvt årti.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.