Palmesøndag del 171
(Лето, Leto, Kirill Serebrennikov, Rusland
Cannes 2018, Cannes Soundtrack Award (Roma Zver & German Osipov))

I’m nowhere near where I dreamt I’d be
I can’t believe what life’s done to me
The Wrens – The house that guilt built

Jeg har nu set Sommer to gange. Første gang så jeg den som en biopic om det russiske rockband Kino og dets frontfigur Victor Tsoi. De er nogle af de største legender i russisk/sovjetisk musikhistorie, og når vi selv herhjemme ser biopics om snart sagt hver eneste danske musikstjerne, så kan det ikke overraske, at russerne laver den samme slags film. Men her anden gang, efter en lidt turbulent og udmattende periode i mit liv, så jeg den i stedet som en film om Tsois kollega og ven Mike Naumenko og dennes band Zoopark. Naumenko var lidt ældre, lidt mere erfaren, hjalp Kino en del i den tidlige periode, som filmen skildrer. Og så var han bare langt fra lige så talentfuld. Og den her følelse, af ikke helt at være god nok, af at blive ældre, af at drømme om hvad der kunne have været. Det fanger filmen helt eminent godt. Også fordi den ikke selv er helt så god som den kunne/burde være, ligesom det meste andet Serebrennikov ikke er det.

Sommer zoomer ind på den helt tidlige periode af historien om Kino, hvor bandet så småt fandt ud af, hvem de var, og skrev sangene til debutalbummet 45. Perioden flere år inden de blev stjerner, inden de blev ikoner, inden lyden blev poleret New Wave, mens indholdet omvendt blev mørkt, inden albummet og sangen Gruppa Krovi blev en ikonisk sang om krigen i Afghanistan – titlen betyder ‘blodtype’ og henviser til at soldaterne altid havde info om deres blodtype på sig, til hvis/når de blev skudt – inden Victor Tsoi gik til filmen med hovedrollen i filmen The Needle om narko-afhængighed, inden bandet havde en cameo i kultfilmen Assa, hvorfra sangen Peremen, eller ‘forandring’, blev en uofficiel ungdomshymne, og inden Tsoi døde i et trafikuheld blot 28 år gammel, kort tid inden Sovjetunionen gik i opløsning.

Sommer foregår i Leningrad – før og nu Sankt Petersborg – i startfirserne, mens Bresjnev stadig sad ved magten, og hele det sovjetiske samfund stagnerede. Men det er mindre vigtigt, for det er sommer, solen skinner, folk er unge og smukke, og bandet skal til at begynde. Ind i miljøet vandrer to unge mennesker med akustiske guitarer og en række gode sange, mindre præget af amerikanske klichéer og tekstmæssigt mere baseret på en art mørk, sovjetisk samisdat-tilstand, fyldt med referencer til druk og nihilistisk livsførsel – de ender med at komme igennem censuren ved at insistere på, de er et satirisk komisk band – og lige så inspireret af post-punk og New Wave, som de er af de gamle klassikere. Snart dukker trommemaskiner og glam-agtige kostumer op i en ret traditionel rockverden. Den karismatiske Victor Tsoi kan nærmest det hele, mens Naumenko må se mere kritisk på sin egen formåen. Og Naumenkos kone Natalia synes også den yngre musiker og sangskriver er enormt interessant, så et lille trekantsdrama udspiller sig der.

Det er et ret minimalt plot, der fortælles med elipser, spring i tid og sted og større fokus på sekvenser end på et samlet narrativ. Rundt om det garneres med f.eks to arketypiske figurer der kaldes ‘punk’ og ‘sceptic’, og som synes at repræsentere to forskellige aspekter af den kunstneriske skabelse. Det er også en ganske elegisk film, hvilket den sort-hvide æstetik fremhæver. Både Tsoi og Naumenko døde unge. Titlen, der på russisk såvel som i de engelsktalende lande lyder Leto, henviser til åbningsnummeret på Tsois posthume Sorte Album, hvis omkvæd lyder ‘Konchitsya Leto’ eller ‘sommeren er snart forbi’. Selvom filmen finder sted i et repressivt diktaturs sidste dage og omhandler en gruppe ekstremt talentfulde mennesker, så begræder den stadig den ukomplicerede ungdom og det urealiserede potentiale.

Filmen er fyldt med små musikalske mellemspil, dels selvfølgelig med sange fra Zoopark og Kino, men handlingen stopper også gentagne gange for at give plads til små fabulerende scener, hvor karakterer synger kendte vestlige sange som f.eks. Talking Heads’ Psycho Killer eller Iggy Pops The Passenger. Første gang var jeg imødekommende, tænkte det måske kun var tåkrummende fordi jeg blev lidt overrasket. Men nope, det er for cute, fortænkt, det fungerer stort set ikke. Kun en enkelt sekvens er virkelig god, nemlig med Mott the Hooples All the Young Dudes, der er skrevet af David Bowie. Teksten går ‘All the young dudes / Carry the news / Bugaloo dudes / Carry the news’ Det er lidt filmens tema. De her ‘young dudes’, Naumenko, Tsoi, alle deres bandmates og hele miljøet omkring, har ‘the news’, i det mindste for en tid.

Sådan så jeg det i hvert fald første gang. Men nu kan jeg ikke se at Naumenko har the news længere, han virker for gammel, for sat, lader til godt selv at være klar over det. I en af de smukke episoder jeg først fangede pointen af anden gang ser man Naumenko kigge på den parade af vestlige pladecovers han har hængt op på sin væg, og vi ser ham og vennerne genskabe dem én efter én. Det er ret finurligt. Men også sørgeligt. For det er hvad han har drømt om. Men det skete aldrig nogensinde. Zoopark kom aldrig rigtig ud over stepperne. Og en del af det skyldes bestemt uheldige omstændigheder, at censuren var for hård, at koncerterne blev undertrykt af systemet, at der simpelthen ikke var plads til at være rigtig vild, og at Zoopark derfor er fanget i en ret tam røvballe-stil, som tiden er løbet fra. Og Naumenko ved det godt. Det blev meget langt fra det han havde drømt om.

Og måske det samme kan siges om Serebrennikov? Han er oprindelig teaterinstruktør og har måske nok stadig haft sine største successer inden for den kunstart. Jeg må indrømme, jeg finder hans film en smule haltende. Film som Betrayal, en indviklet fortælling om bedrag og utroskab, og The Student, om en ung fanatisk kristen mand der begynder at gøre oprør mod sin klasselærer, er en smule præget af fortænkte karakterer og stilistiske træk, der mere gør opmærksom på sig selv end tilføjer filmene noget afgørende nyt. Han blev meget kendt lige omkring Sommer, men det var mest fordi han var blevet sendt i husarrest af Putins regime, på grund af ret utroværdige anklager om fusk. Som Naumenko og Tsoi er han undertrykt af styret. Men melankolien kommer ikke bare fra indespærringen og volden, der er også en anelse æstetisk armod over Sommer og de tidligere film, som bare ikke er personlige nok, er lidt gammeldags, lidt forsigtige, lidt for glatte og kedelige.

Historien er fyldt med den slags kunstnere, som Naumenko, som Serebrennikov. Som ikke er genier, som kun kan blive rigtig gode hvis omstændighederne er til det. The Wrens skabte det mesterlige album The Meadowlands ud fra den frustration, over at blive gammel, over at omstændighederne bare ikke er der til den karriere man vil have. Sommer har, når den er bedst, især i skildringen af Naumenko, noget af det samme. Den var nok i Cannes pga Serebrennikovs status som dissident. Men det er heldigt nok, det er Serebrennikovs bedste. Og for at være lidt grov, så er middelmådighed sjældent ramt så rent som her, i al sin frustrerende lige-ved-og-næsten + glimt-af-storhed + for-meget-tomgang hed. Og det har også værdi.