Palmesøndag del 169
(南方车站的聚会, Nanfang Chezhan De Juhui, Diao Yinan, Kina
Cannes 2019)

31. december 2018 havde en film premiere i Kina, der blev hypet som en virkelig romantisk date-film at se nytårsaften. Det var Bi Gan’s Long Day’s Journey Into Night, som i virkeligheden er en drømmende og kompleks kunstlet neo-noir, der slutter med et 59 minutters long-take i 3D. Og så kysser de til sidst, så helt forkert er det ikke at kalde det en date-film. Men ret forkert. Den tjente 41 millioner dollars, hvoraf de 38 kom i forsalg før folk fik den at se. Derefter gik hashtagget ‘kan ikke forstå Long Day’s Journey Into Night’ viralt i Kina, og den blev begravet med negative bruger-anmeldelser.

Jeg kom til at tænke på den historie da jeg så The Wild Goose Lake, en anden semi-romantisk neo(n)-noir, der også er ekstremt selvbevidst kunstnerisk, på en måde hvor det går ret meget ud over publikumstækken. Det er som om det er en lille trend i kinesisk film, det med at trække rigtig meget på populære film, lave film som ligner populære film. Men som så samtidig ikke er det, på en ekstremt selvbevidst måde. De er mere beregnet et fransk festival-publikum, end det lokale box-office. Det er meget flot at se på. Men føles også lidt som en blindgyde.

The Wild Goose Lake begynder med en mand og en kvinde i regnvejr. Han er på flugt. Zhou Zenong, som han hedder, er en small time gangster, der bliver fanget i en small time gangster-krig, der dog pludselig eskalerer, da han på grund af massivt regnvejr, og nogenlunde lige massivt blodtab, bliver forvirret, og kommer til at skyde en politimand. Han må flygte, og der udbydes en dusør på 300.000 yuan til den som fanger ham. Zenong har opgivet at slippe væk, men han tænker at få sin kone til at forråde ham, så hun kan få dusøren. Og så starter et kompliceret spil mellem Zenong, hans kone, den prostituerede Liu Aiai der forsøger at hjælpe dem, politiet, og gangster-rivalerne.

Men The Wild Goose Lake er en af de film, hvor det vigtige ikke så meget er hvad der sker, men hvordan det sker. Dens plot er hovedsagligt klichéer og troper – femme fatale, manden på flugt, forræderen, den dedikerede politimand – og ingen af dens personer løfter sig sådan for alvor fra skabelonen. Hvilket de heller ikke rigtigt skal. Det er alt sammen redskaber til at fortælle en anden historie. Problemet er så bare, at den fortælling Diao Yinan har lyst til at fortælle heller ikke rigtig ser ud til at handle om andet end genre-koder… Det ender med at blive en ret så meta-agtig film. Det har lidt været et problem i moderne kinesisk film. Den største kinesiske instruktør Jia Zhangke indvarslede genre-drejet med A Touch of Sin fra 2013. Fire voldelige historier, der ofte var filmet med blik på genretricksne. Men pointen med den film var at fortælle historier om Kina, plotsne var hentet på den kinesiske twitter-agtige side Weibo. Den endte dog med at blive stoppet af censuren, som ikke syntes den slags historier behøvede at blive fortalt. Så jeg kan godt forstå at film som Long Day’s Journey Into Night og The Wild Goose Lake snørrer sig sammen i meta-kommentarer om krimi-troper og noir-situationer, snarere end at forsøge at sige noget om kriminalitet i Kina. Jeg synes personligt ikke det er så voldsomt interessant.

Det skal dog ikke underkendes, at der er scener i The Wild Goose Lake som er aldeles fremragende. Et af filmens store clous er netop hvor anonyme de fleste af dens personer er. I en flugtsituation gør det netop, at man aldrig ved hvem der er hvor, på hvad side, hvad deres bevæggrunde er. I filmens bedste scener bevæger flygtningene sig rundt mellem grupper af mennesker, og kan ikke hitte ud af hvem der er venlige gangstere, fjendtlige gangstere, eller politimænd. Den aller aller bedste scene foregår til en art udendørs disco-fest, hvor folk også har knæklys på skoene. Det er visuelt forrygende, og skaber en tematik om hvordan hele plottet er en art avanceret dødedans.

Det minder mig lidt om Hong Kong-instruktøren Johnnie To, der også i film som Breaking News og Election havde held til at lave intense genre-film, hvor det mere føltes som organisationer der kæmpede mod hinanden end enkelte personer. Men på en eller anden måde kan jeg ikke lade være med samtidig at føle, at de to instruktører her er hinandens modpoler. Johnnie To arbejdede sig op gennem Hong Kong systemet, dannede sit eget produktionsselskab. Han er en mester til long takes og overraskende genre-bud, men han gør det af effektivitets-grunde, fordi et veltilrettelagt longtake kan være en kost-effektiv måde at skabe spænding på, og fordi publikum elsker genrer og kan lide at blive overrasket. Med The Wild Goose Lake virker det derimod som om Diao fisker efter arthouse-ros for sine valg, hvilket er lidt synd. Det var heller ikke tilfældet i Diaos foregående, den ret forrygende Guldbjørne-vinder Black Coal, Thin Ice.

Endnu et eksempel: En kæmpe stor grund til at Hong Kong en overgang var så gigantisk en filmnation – sammen med Taiwan – var at der i hele Østasien er en gigantisk kinesisk-sproget diaspora. Så selvom filmene måske ikke blev vist i fastlands-Kina, så var der et gigantisk potentielt publikum til dem i mange andre lande. Her er The Wild Goose Lake endnu mere grotesk, for den er filmet på den lokale Wuhan-dialekt, hvilket betyder den skal undertekstes selv i hjemlandet… Og det lyder måske som prisværdig dedikation til autencitet, men samtidig er ingen af skuespillerne fra Wuhan, men er stjerner fra nær og fjern. Så det er lidt ligesom hvis Onkel bestemt var på sønderjysk, men at det var Trine Dyrholm og Esben Smed der forsøgte sig med at lære dialekten. Det er virkelig ikke en film der er lavet til hjemmepublikummet…

Det er synd og skam. For det var netop den stærke opbakning fra hjemmepublikummet, der betød der i så lang tid kom en lind strøm af fantastiske film fra bl.a. Hong Kong. Og det er nærmest komplet dødt nu. Kina overtog styret med området i 1997, og som vi har kunnet se det seneste stykke tid, så går det mildest talt ikke gnidningsløst for sig. De store Hong Kong instruktører er også nærmest gået i hi, Johnnie To forsøgte at lave et par film på fastlandet, men har ellers sænket produktiviteten massivt. Og de mainstream-film som Kinas store studier pumper ud er ikke seje genre-stykker, men gigantiske effekt-film som The Wandering Earth, som ikke rigtigt er hverken værre eller bedre end en Avengers-film. Det er en filmhistorisk tragedie – oveni alle de andre måder det er en tragedie på. Og en film som The Wild Goose Lake bringer minder om guldalderen, og er i sig selv en god film, men den minder også om at guldalderen er slut, og illustrerer også hvorfor det bare ikke rigtigt fungerer. Og selvom den er god, så kan den heller ikke æstetisk måle sig med film som A Touch of Sin eller Long Day’s Journey Into Night. Så det bliver en lidt ærgerlig mellemting.