Palmesøndag del 357
(Jacques Doillon, Frankrig
Cannes 1984)
La pirate var den helt store skandale på Cannes i 1984. Kritikerne buede fra start til slut, og den efterfølgende pressekonference blev anspændt og akavet. Filmen blev forsvaret af bl.a. den store franske kritiker Serge Daney, der skrev: ‘People can think whatever they want about The Pirate, but first, they do need to think.’ (fra den vidunderlige blog ‘Serge Daney in English’). Daney påpegede også, at Robert Bressons L’Argent var blevet buet året før, og nu fremstod som en klassiker.
Samme skæbne er dog ikke overgået La pirate. Den har ikke fået et bedre ry. Jeg er ikke sikker den overhovedet har et ry, som det meste af Doillons værker fra firserne virker den som om den er gået helt i glemmebogen. Og jeg kan selv heller overhovedet ikke lide den. Doillon fandt i firserne en ny tematik, en ny grundfortælling, som han dyrkede i en række film, og rendyrkede i La pirate til det blev nærmest metafysisk. Men det var aldrig nogensinde godt, hans firserfilm er generelt ret dårlige, og La pirate er måske den værste af dem alle sammen.
Doillons nye grundfortælling begyndte nok med La femme qui pleure, fra 1979, samme år som La drôlesse. Det handler om mennesker, der pludselig tvinges til at tage konfrontationen i deres anspændte forhold til deres nærmeste. I La femme qui pleure begynder Jacques kone pludselig at græde en dag han vender hjem fra et besøg hos hans elskerinde, og pludselig kan de ikke fortsætte deres ægteskab som før. La fille prodigue fra 1981 blev den første af filmene, hvor konfrontationen opstår fordi mennesker pludselig bliver genforenet, her fordi den unge kvinde Anne vender hjem til sine forældre, hvor farens vaklen mellem kone og elskerinde har skabt et forkvaklet familieliv. Samme konflikt opstår i La puritaine, hvor en ung kvinde opsøger sin far på et teater, og skriger op om sex i fjollet lang tid. Jeg har en mistanke om at der ligger noget selvbiografisk for Jacques Doillon over det her tema med utroskab, døtre og fædre, og brudte familier, måske især fordi den mandlige hovedperson i La femme qui pleure hedder Jacques, og spilles af Jacques Doillon selv. Og parrets datter Lola spiller af Lola Doillon, som Jacques fik med Noëlle Boisson i 1975. Men det er selvfølgelig gætværk.
Doillon forklarede dog ifølge Daney også selv, at La pirate var lavet med ‘a sort of (personal) necessity’. Plottet minder så også om de andre film. Alma (Jane Birkin) er gift med Andrew (Andrew Birkin, som, jep, er Janes bror, og jep, filmen bliver lidt creepy når man ved det) men en nat opsøges hun af hendes tidligere elsker Carole (Maruschka Detmers, som var 22 år da filmen blev lavet, så hvis de skal forestille af være gamle elskere, så er det også lidt creepy). Alma og Carole stikker af og finder et hotelværelse sammen, men Andrew er lige i hælene på dem, og ligeledes følger en vagabond-agtig type (Philippe Léotard) og en ung pige (Laure Marsac) efter dem, uden at det helt forklares hvorfor. Det bliver en lang nat, hvor karaktererne render rundt efter hinanden, indtil de om morgenen alle sammen tager med den samme færge, hvor skænderierne fortsætter. Fik jeg fortalt at den lille pige har en pistol med sig? Nå, men det har hun, og det gør ikke filmen bedre.
Jane Birkin spillede også hovedrollen i La fille prodigue, og udtalte senere om oplevelsen: ‘It was the first time that someone making so-called intellectual films thought of me. Jacques Doillon wasn’t interested in seeing me with my clothes off. He told me: ‘I don’t want you to unbutton your shirt, I want to know what’s happening in your head, and I want you to have a nervous breakdown.” Det er en lidt ironisk udtalelse, for Doillon og Birkin dannede derefter par i 11 år, og fik datteren Lou i 1982, så kunne vel nok alligevel godt overtages til at knappe hendes skjorte op nogle gange. Og i La pirate er Birkin og Detmer også nøgne i store dele af filmen, så det bliver nærmest fjollet. Det er ikke nogen særlig indsigtsfyldt beskrivelse af et lesbisk forhold, de krammer hinanden og Birkin græder en hel masse. Det er mest det. Det virker ret sleazy på den måde som mange franske arthouse-film kan være det, måske særligt i firserne.
Men det er egentlig ikke det centrale trekantsdrama, som er det værste. Det som gør La pirate til en særskilt dårlig film i denne bølge af dårlige Doillon-film er de to andre karakterer. Hvad i alverden vagabonden og den lille pige laver i den her film er svært at sige, men jeg kan ikke komme med nogle positive forklaringer. De virker som allegoriske figurer, som uskylden overfor kynismen. Bortset fra at den uskyldige lille pige virker mere voksen end sin alder og har en pistol, mens vagabonden virker næsten håbefuld i sin kynisme: Han har set det hele før, og ved at det ikke behøver at gå helt galt. Men den her slags trekantsdrama havde overhovedet ikke brug for allegoriske figurer, eller et græsk kor, eller hvad man ellers skal kalde det. Det er i forvejen et drama som er ufattelig løst tegnet op, hvor vi ikke ved noget om Alma og Caroles tidligere forhold, eller hvordan ægteskabet med Andrew har været, og derfor ikke er så vanvittigt investeret i det. De to andre figurer gør det endnu mere abstrakt, hvilket gør det endnu værre.
Det er en særlig form for auteurisme som Daney og Doillon dyrkede her. Hvor filmene skal forstås i deres sammenhæng inden for instruktørens ouvre, hvor tematikkerne fungerer fordi de varieres og gentages. Det gjorde f.eks Rohmer til en af tidens største franske instruktører, selvom han mange gange lavede den samme film, og f.eks i hans Seks Moralske Fortællinger fortalte præcis samme plot seks gange. Men Rohmer gjorde det ved at skabe fremragende karakterer, og fylde filmene ud med vidunderlige detaljer. Doillon arbejdede i firserne med at tage særlige dele af menneskelivet, forholdet mellem fædre og døtre, utroskab, sex og begær, og så gøre det helt abstrakt, og så gentage det, og så ikke gøre noget bedre med det. Det ville være træls og kedeligt, også selvom om Doillons tanker om sex og køn på det her tidspunkt ikke var virkelig irriterende og kedsommelige. Men det er gammeldags fremstillinger af særligt kvinder, det er selvretfærdige og aggressive mænd. Og man kommer aldrig bagom eller får det sat til debat, for tværtom er det som om filmene med deres mytologisering og abstraktion af disse forhold får dem til at virke naturlige og evige. Hvilket de ikke er.
Det bliver meget meget nemt at stå af, og som kritikerne ved verdenspremieren bare bue hele tiden. Der er kvaliteter ved La pirate, særligt er jeg ret vild med at den foregår en enkelt nat og den efterfølgende morgen, så det langsomt bliver lysere og lysere, og karaktererne virker mere og mere trætte og udmattede. Men derudover er det ikke bare en forfejlet film. Hele Doillons anden periode virker forfejlet. I slutningen af firserne begyndte han da også at lave andre slags film igen. Nogle af dem vendte tilbage til stilen fra La drôlesse, med små børn i kriser. Andre gange lavede han noget helt anderledes. Enkelte gange er de abstrakte forhold mellem mænd og kvinder vendt tilbage, som i Love Battles (2013), hvor en unavngiven mand og en unavngiven kvinde mødes, og lige dele brydes og har sex, så grænsen mellem de to bliver flydende. Det er en meget lang tredje periode af Doillons filmografi, hvor han mest af alt bare er… fin. Men det er stadigvæk meget bedre end hans anden periode, hvor han mest er mega irriterende.