Palmesøndag 358
(Jacques Doillon, Frankrig
Cannes 2017)
For nylig så jeg en liste over hvilke film der havde klaret sig bedst og dårligst på det såkaldte Screen Daily Jury Grid, som er blevet lavet fra Cannes i årtier. Her giver en række kritikere karakter fra 1 til 4 til samtlige konkurrence film, og så kan man hurtigt se hvilke film der har været størst anmelder-darlings. I 1984 var den absolutte bundskraber ikke overraskende Jacques Doillons La pirate, der også var blevet buhet sønder og sammen til premieren. Efter den skandale skulle der gå 33 år før Doillon blev inviteret tilbage til Cannes, med biopic’en Rodin om den store franske skulptør. Og hvad skete der? Rodin blev såmænd også den absolutte bundskraber hos Screen Daily det år.
Jeg er ikke helt enig, jeg synes der var endnu værre film i konkurrence det år (chokerende nok). Men der er ikke ret meget at komme efter i Rodin, en konventionel og lidt kedelig biopic, der kun på ganske overfladisk vis føjer noget nyt til Doillons ovre, og som heller ikke rigtig formår at sige så forfærdelig meget om Rodin eller kunst generelt.
Rodin begynder i 1880, hvor Auguste Rodin så småt er ved at blive etableret. Han har fået til opgave at lave en stor port baseret på Dantes Komedie – en port han aldrig ville blive færdig med, til et museum der aldrig blev bygget, men posthumt blev den lavet til Rodin-muséet – og har også fået en ny assistent, Camille Claudel, som han er meget fascineret af, og som også har åbenlyst talent. Over de næste to timer glider filmen langsomt frem i tid, Rodin kaster sig over et væld af bestillinger der som oftest ender med at bestillerne bliver dybt skuffede eller provokerede – hans smukt naturalistiske Borgerne i Calais får kritik for ikke at være heroisk nok, hans første forsøg på et Monument til Balzac bliver afvist særligt fordi den franske forfatter er nøgen og har ekstra store testikler – og forholdet til Camille Claudel bliver passioneret og kompliceret, eftersom Rodin stadigvæk er sin første partner Rose Beuret hengiven, og fordi Camille i modsætning til Auguste aldrig bliver anerkendt efter fortjeneste.
Gilles Deleuze karakteriserer i Cinema 2 – The Time-Image post-nouvelle-vague filmene som en ‘cinema of the body‘, optaget af at skildre hvordan en ny tids mennesker lever i samfundet rent kropsligt (som Akerman med husmoderen i Jeanne Dielmann, eller som Eustache med sex og kærlighed som omdrejningspunkt i Moderen og luderen). Doillon skildrede f.eks hvordan børn forsøgte at lære voksenverdenens bevægelser – som i hvordan de legede på loftet i La drôlesse – og Deleuze kalder et andet af hans yndlingsemner for ‘the body caught between two sets’, hvilket jeg i Doillon-sammenhæng forstår som kroppen der skal vælge mellem to elskere i hans mange firserfilm om utroskab. Set på den led giver det rigtig god mening, at en aldrende Doillon ville kaste sig over en film om Rodin, der netop var kendt for at skildre menneskekroppen på en ny måde. Hans kendteste skulpturer som Grubleren eller Kysset forestiller ikke noget fra mytologi eller historie, men forestiller bare kroppe der tænker og elsker. Rodin lavede også en slags ‘sculpture of the body’ kan man mildest talt sige, så de to kunstnere passer sammen.
Men selvom der måske er en eller anden slags sammenhæng mellem Rodin og Doillon, så kommer den ikke til udtryk i nogen særlig form for indsigt i filmen. Det er ikke nogen specielt kropslig film, det er tværtom en film hvor der snakkes rigtig meget kunst og kærlighed, og hvor f.eks Rodin møder den impressionistiske maler Cézanne, og de snakker om publikums manglende opbakning til det nyskabende. Der bliver diskuteret kunstsyn, flere statuer gennemgås i detaljer. Rodin har mange skænderier med Camille og Rose, hvor vi får hans syn på kvinder og kærlighed at høre – omend vi også fornemmer det i den måde han observerer nøgenmodellerne på, så fair nok, her bliver det ikke bare fortalt. Men det er ikke en film, hvor man generelt tænker over den måde kroppene er i rummet på – som man ellers gjorde hos Doillon så sent som i Love Battles fra 2013. Vincent Lindon er stærk som Rodin, han er måske periodens bedste franske skuespiller, men der er pudsigt nok intet af den overrumplende fysikalitet han viste i Markedets lov og Titane. Det er svært at se hvor Doillon vil hen med det hele.
Det er ellers en fornemt lavet film, særligt i kostumer og scenografi, men også fotograferingen kan ofte noget, som f.eks i det aller første meget lange klip, hvor vi følger Rodin rundt i hele hans atelier mens han forsøger at finde flere beskuere til at kommentere på hans Dante-design. Teknisk flot, jeg forstår ikke helt hvad pointen er. Også fordi flere af de følgende scener virker som om de på samme måde gerne ville være long takes, men der bliver ofte klippet lidt mærkværdigt rundt, uden at klipningen egentlig gør så meget andet end at give lidt afveksling.
Rodin bliver også til den slags biopic, hvor der kommer så meget med i fortællingen, at det hele bliver lidt udvasket. Det er som om vi skal se næsten alle de kendteste statuer, ligesom vi skal møde de fleste af elskerinderne. Det bliver til sidst meget en tjekliste, og mens nogle af scenerne er virkelig sjove, som f.eks hvordan han under arbejdet med Balzac-busten bruger både en buttet kusk og en gravid kvinde for at ramme den rigtige tykke mave, så er der andre som bare er irriterende. Særligt et skænderi mellem Rose og Camille virker dybt overflødigt, vi forstår godt det ikke var en skide god situation at Rodin nærmest havde to langvarige forhold på samme tid. Mærkværdigt nok får vi så til gengæld ikke afslutningen på den fortælling, hvordan Camille Claudel aldrig fik plads i den mandsdominerede kunstverden, til sidst blev tvangsindlagt af sin familie, og tilbragte de sidste tredive år af sit liv spærret inde som sindssyg, selvom doktorerne opfordrede familien til at lukke hende ud igen. Det er ellers ofte den del af fortællingen om Auguste og Camille som moderne kunstnere fokuserer på, men her slutter vores tur gennem Rodins liv nogle år før det skete.
33 år gik der altså før Doillon blev inviteret tilbage til Cannes, og det var altså ikke værd at vente på. Jeg vil godt lige understrege, at det altså ikke er normal festival-opførsel, at invitere folk med efter så lange pauser, uden at deres nyeste film er noget særligt, men Cannes har gjort det en del de sidste år. I 2022 var det både Jerzy Skolimowski med Eo 33 år efter sidste forsøg, og det var ganske vidst en stor succes, men Mario Martone var også med med Nostalgia, 27 år efter hans hidtil eneste konkurrence-deltagelse, selvom Nostalgia altså højst kan kaldes fin. Der er simpelthen et ekstra fokus på pæne og ufarlige film af erfarne instruktører i disse år, og det gør det efterhånden ret så kedeligt at se på. Doillon er ikke nogen dårlig instruktør, og han kunne godt have fortjent at være i Cannes indimellem i årene siden 84, især med Ponette i 1996. Men Rodin gjorde intet godt for den festival.