Palmesøndag del 356
(Jacques Doillon, Frankrig
Cannes 1979, Prix du jeune cinéma)
Jacques Doillon tilhører den ‘glemte generation’ i fransk film. De filmskabere, der kom efter Nouvelle Vague, og som reelt aldrig fik plads til at etablere sig i en filmverden domineret af Godard, Truffaut, Chabrol, etc. Den franske instruktør Phillippe Garrel, der selv debuterede i 1968 blot 20 år gammel, lavede i 1989 tv-filmen Les ministères de l’art hvor han portrætterede en række af disse navne: Foruden Doillon navne som Benoît Jacquot, André Téchiné, Jean Eustache, men også belgiske Chantal Akerman, og endnu yngre Leos Carax, der nu nok ses som tilhørende en anden firsergeneration.
Den gruppe af instruktører har bestemt lavet gode film, særligt da hvis man medregner geniale Akerman. Men foruden hende, der som belgier normalt ikke medregnes fransk film, Eustache, hvis Moderen og luderen bestemt er en klassiker, og til dels Garrel selv, så er deres film ikke hverken skelsættende eller nyskabende. Heller ikke Doillon, hvis La drôlesse er en fin og interessant film, ganske særegen. Men jeg forstår godt at det har været overset, for det er simpelthen ikke noget, der skriger om at blive set i stedet for nybølge-klassikerne.
Der er særligt én nouvelle vague instruktør, som må nævnes sammen med Doillon, og det er Francois Truffaut. Det var Truffaut, der blev Doillons første vigtige kritiker-støtte efter solodebuten Les Doigts dans la tête i 1974, og det var direkte Truffaut der foreslog Doillon som instruktør til gennembrudsfilmen Un sac de billes. Der er noget af den samme vilde energi i Doillons børneskildringer, som også i Truffaut-film som Ung flugt. Det passede enormt godt til Un sac de billes, en fortælling om to unge jødiske drenge, der på egen hånd må flygte gennem Sydfrankrig. Når f.eks titlens ‘sac de billes’, pose med marmorkugler, viser sig at være den pris den ene dreng får for at sælge sin gule jødestjerne til en jævnaldrende dreng, så slås det mest givtige Doillon-tema an: Hvordan børn ikke forstår og følger gængse samfundsregler, og hvordan de dermed udfordrer samfundets regler, om det er et diktaturs formaninger, eller almene normer, som de får os til at se i et nyt lys. Et meget almindeligt tema, se f.eks også Loachs Kes, men Doillon tager tematikken meget langt ud, hvor den bliver virkelig hård, til tider nærmest provokerende. Sådan var det især i Doillons første Cannes-film, La drôlesse fra 1979, der er lige på kanten til at handle om pædofili.
Mado er en ung pige på 11 år, der har et forfærdeligt hjemmeliv, og heller ikke føler sig godt tilpas i skolen. Francois er en ung mand, der lader til at have en eller anden form for mentalt handicap. En dag antaster han først Mados mor, og senerehen bortfører han den unge pige, tiltvinger sig et kys, og tager hende med op på et loft på en gård hvor han bor. Han fortæller hende at det er farligt udenfor, henter mad til hende, men hvad han egentlig videre har tænkt sig er uklart. Efterhånden begynder de to at danne et tættere forhold end vi har set nogen som helst andre steder i filmen, men det holder aldrig op med at være ubehageligt, og føles som noget der potentielt kan give særligt Mado dybe traumer. Og måske også ødelægge Francois’ liv.
Jacques Doillon har lavet over tyve film, og jeg har langt fra set dem alle sammen, men af dem jeg har set, så har de bedste alle sammen handlet om det samme som La drôlesse: Børn, der konfronteres med noget alt for voksent. Holocaust i Un sac de billes. Ponette (1996), hvor en fireårig pige nægter at acceptere, at hendes mor er død – en film der sensationelt vandt fire-årige Victoire Thivisol en Volpi Cup for Bedste Skuespillerinde i Venedig. Petits frères (1999), hvor en ung pige leder efter sin hund, og snart kommer rundt i alle de værste afkroge af det kvarter hun bor i. Han har et uomtvisteligt talent for at instruere børn, og bruger det talent til at lave ofte ret så voksne film. Men here’s the thing: Jeg har kunnet se rigtig mange af de her film på MUBI, på Netflix, selv Filmstriben viste Ponette, og selvom Doillon er særskilt dygtig til det her, så findes der absurd mange gode film rundt omkring i verden, og Doillon er simpelthen ikke særlig nok til at være så nem at se i Danmark. Når folk siger post-nouvelle vague instruktørerne er oversete, så er det virkelig relativt. De er måske oversete i forhold til andre franske instruktører, men de er sgutte oversete i forhold til f.eks alle kinesiske film fra før 1985…
La drôlesse er en rigtig flot film, hvor de dybgrønne farver i det franske landskab står tydeligt frem. Den er velkomponeret, der er flot tålmodighed i kameraarbejdet, og slutbilledet af Mado og Francois er ret uforglemmeligt. Men så er det heller ikke vildere. Det er ikke ligefrem Godard eller Rivette eller Akerman, det er ret konventionel arthouse filmkunst. Der hvor jeg har et problem med Doillon, Jacquot, Téchiné, det er når de bliver henregnet til den eksperimenterende strømning i fransk film, med folk som Bresson, Godard, i vore dage Denis, Bonello, etc. Der kan jeg bedre lide sådan en som Bertrand Tavernier, der debuterede i Cannes året efter Doillon. Tavernier kan være lige så skæv som Doillon når han gider, men han erklærede sig selvbevidst som traditionalist, lavede endda film sammen med det gamle manuskript-makkerpar kaldet ‘aurenchebost’, der havde skrevet manus til nogle af de største franske film i fyrrerne og halvtredserne. Det var helt ærligt næsten det mest provokerende man kunne gøre i fransk film i halvfjerdserne, efter Godard, Truffaut, og 1968.
Når forholdet mellem Mado og Francois begynder at køre af sporet, så skyldes det i høj grad, at Mado begynder at se de to som den familie hun aldrig har været i, og hun vil derfor gerne have at Francois skal gøre hende gravid. Det virker ikke som om hun ved hvad det indebærer, men Francois, der til at starte med virker som en sexforbryder, bliver slået helt ud af idéen, måske endda fordi han frygter han rent faktisk kunne forgribe sig på hende. Og fair nok, det er en modig plotudvikling. La drôlesse er overhovedet ikke nogen dårlig film, der er mere ligegyldige franske film i Cannes hvert år. Men det er ikke nogen skelsættende film, det er ikke en videreførsel af energien fra tresserne. Det er en film der virker nogenlunde udbredt og anset i forhold til hvor god den er. Men den er bestemt værd at se, ligesom det stort set altid var det, når Doillon lavede film med børn.