Klanen

Selvom Pablo Trapero’s intense Klanen er et ekspansivt familieportræt af virkelighedens Puccio-familie fra Argentina, og også fungerer som et historisk 80’er-portræt af det argentinske samfund efter diktaturet, så vender det altid tilbage til det helt unikke i centrum: De fire kidnapninger, hvoraf tre resulterede i ofrenes død, som Arquimedes Puccio og hans sammensvorne udførte i årene 82-85. Filmens kapitelinddeling er f.eks. bestemt af de fire kidnapninger, der således strukturerer hele filmen. Men der sker noget mærkeligt i slutningen af hvert kapitel, skærmen bliver sløret, ofte på et ganske nervepirrende sted, som om en karakter får et angstanfald, og der klippes til en traumatisk og skræmmende sekvens, hvor familien angribes, trues og rives rundt af politiet. Rent filmisk er det stillet op som var dette overfald den traumatiske begivenhed der fik familien til at køre af sporet men… det er et flashforward, ikke et flashback, og skildrer politiets endelige optrevling af deres kidnapnings-ring. Som var psykologisk årsag og virkning vendt rundt er det et meget desorienterende filmisk greb. Men mon ikke meningen er at få publikum til at fortsætte den bevægelse i deres egne hoveder, og at se Puccio-klanens forbrydelser som voldeligt traume der kan hjælpe med at forklare det argentinske diktatur og dets mange ‘forsvindinger’, selvom de fleste af disse faldt i perioden forud for filmen selv.

Forbrydelserne i Klanen væves ind og ud af et historisk tæppe, som det kan være svært for udenforstående at sætte sig ind i. Lidt kontekst: Den argentinske junta kom til magten i 1976 og begyndte at ‘forsvinde’ modstandere i hvad der siden er kaldt ‘den beskidte krig’. Regimet mistede dog en stor del af sin legimitet efter det pinlige nederlag i Falklandskrigen, hvor de argentinske troppe overgav sig blot otte dage før Puccio’ernes første bortførsel. Filmens ganske logiske postulat er, at Puccio oprindeligt udførte bortførelser for regimet, og da de legitimerede bortførsler blev stoppet, så fortsatte han ufortrødent på egen hånd. Demokratiet blev genindført i 1983, hvilket også ses i Klanen, hvor Arquimedes besøger en tidligere kollega i fængslet, som advarer ham om at blive ved, men forbrydelserne fortsætter. Der er endda på et tidspunkt et advarende telefonopkald til familien, der klart indikerer at stærke kræfter har vidst hvad der foregik, og endda holdt hånden over ham. Puccio’erne bliver et metonym for alle regimets forbrydelser.

A131C001_141121_R6MU.[1897616-1

Og far Puccio bliver et metonym for patriarkalsk, hierarkisk magt generelt. Guillermo Francella er i hjemlandet mest kendt som komiker, herhjemme mere kendt for hans rolle i oscarvinderen Øjenenes Hemmelighed, men heller ikke den rolle kan forberede nogen på den psykopati og det mørke der stråler ud af hans øjne i denne film. Det er en fremragende præstation. Hans magt går først og fremmest udover sønnen Alex (Pedro Lazani), hvis status som lokal stjerne der har været på det argentinske rugby-landshold, udnyttes til at vinde ofrenes fortrolighed. Alex er filmens moralske centrum, hans kamp mellem det moralsk rigtige og den loyalitet han føler han skylder familien er det følelsesmæssige holdepunkt, mens Arquimedes tydeligvis er en følelsesløs psykopat. Deres hjem er i tre etager: En butik i stuen er ansigtet udadtil, men i kælderen gemmes rædselsslagne ofre, og i et af filmens bedste billeder ser vi Arquimedes stirre ud af vinduet på første sal, ondskaben inkarneret som husets overjeg.

B043R3CI

Det er ikke overraskende at Pablo Trapero ville være så glimrende til at udtrække de politiske paralleller af historien, for han har længe været en af Argentina’s mest politiske filmskabere. Herhjemme har blot Carancho fra 2010 været Månedens Film i Cinemateket året efter, men han har længe været fast mand i Cannes, med El Bonaerense – om politikorruption – og White Elephant – om politiske præster i et slumkvarter – i Un Certain Regard og Leonera – om et kvindefængsel – i hovedkonkurrence i 2008. Hans styrke har altid været miljøskildringer, men langsomt har hans filmsprog også fået mere flash og stil, med især lange anspændte trackingshots der minder om dem Alfonso Cuaron bruger i film som Children of Men og GravityKlanen er et kvantespring i begge dele, dels som skildring af en hel historisk epoke, men samtidig også i sit filmsprog, der eksploderer ud af hans hidtidige realisme og swagger ned ad gaden til lyden af bl.a. The Kinks, som var det en anden Scorcese-film og Puccio-klanen en gang Goodfellas. Men Trapero er dog ikke Scorcese, og Klanen kan ikke helt holde attituden hele vejen igennem. Der er nogle rent tekniske ting som ikke helt fungerer, hvor lydmixet f.eks. synes mere forvirrende end det burde være, hvilket virker som et tegn på hvor dyrt og teknisk krævende det helt reelt er at lave en amerikansk storfilm a la Scorcese. Rent tematisk bliver det også et problem at filmsproget er så ekstremt selvsikkert og karismatisk, mens hovedpersonerne er enten rene psykopater – Arquimedes – eller fyldt med tvivl og angst – Alex. Det er som om filmen ikke kan finde ud af hvad den vil sige, om den skildrer en families trang til at udleve deres magt over andre på et helt elementært dyrisk plan – som det f.eks. kommer til fokus i en scene hvor der klippes mellem likvideringen af et offer og Alex der har sex i sin bil – eller om den skildrer forbrydelsen som noget Arquimedes lader gå udover sine børn. Handler den om ondskab generelt, eller om en speciel argentinsk patologi?

still4_klanen

Klanen er produceret af Pedro Almodovar’s produktionsselskab El Deseo. Det er selskabets anden argentinske storsucces efter Wild Tales fra 2014. Da Klanen havde premiere i hjemlandet sidste efterår brød den rekorden for største biografsalg, og da den kom på Venedig Film Festival derefter vandt Pablo Trapero en sølvbjørn. Det er måske den vigtigste argentinske film i årevis. Men udled ikke herfra at Klanen sætter gang i en ny argentinsk bølge, snarere er den det populære højdepunkt i en argentinsk renæssance der har stået på i årtier, med navne som Lisandro Alonso, Lucretia Martel og Mattias Pineiro i første geled. Det er her jeg har det blot en lille smule tvedelt over for Klanen. Filmen har ikke den metaforisk politiske styrke fra en film som Martel’s The Headless Woman, eller den æstetiske kraft i Alonso’s undersøgelser af voldens væsen Los Muertos og Jauja. Ej heller har Trapero det historiske overblik som chilenske Pablo Larrain, hvis Pinochet-trilogi synes at have influeret Trapero en del. Klanen er dømt til succes, fordi den ganske enkelt er intens og medrivende kunstfilm, med stof til eftertanke. Men lad dens succes lede publikum dybere ned i latinamerikansk film, og især af den historiske slags, for kontinentet synes nærmest at have gang i et filmisk opgør med fortiden, og det resulterer i et af de mest blomstrende områder af verdensfilmen. Klanen er et godt eksempel. Men ikke det bedste.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *