It’s the spring of life, Chris. Sing it. Cherish it. For it will never come again.

Terence Davies er Storbrittaniens bedste nulevende instruktør. Jep. Intet mindre. Ikke socialrealister som Ken Loach og Mike Leigh, ikke postmoderne Peter Greenaway, ikke nye stemmer som Peter Strickland, Andrea Arnold, Joanna Hogg eller Ben Russell. Ingen i UK har lavet film der kan måle sig med de selvbiografiske Distant Voices, Still Lives fra 1988 og The Long Day Closes fra 1992, så det burde ikke være nogen kontroversiel holdning. Alligevel føles det lidt som om det er en hemmelighed der bliver genopdaget i disse år. Måske fordi Terence Davies, efter at have lavet fire film i de tolv år mellem 1988 og 2000, først formåede at færdiggøre en spillefilm i 2011, med blot den udmærkede dokumentar Of Time and the City fra 2008 til at stille sulten. Og måske skyldes det udviklingen i hans filmografi, at de hyperæstetiserede og personlige Distant Voices, Still Lives og The Long Day Closes var så anderledes end romanfilmatiseringerne The Neon Bible fra 1995 og The House of Mirth fra 2000. Som derudover var fejlslagne på hver sin måde, The Neon Bible fordi den ganske enkelt ikke er nogen særlig god film, fanget mellem at ville være introspektiv som de foregående film, og dramatisk fortællende som de senere, mens The House of Mirth nok er en ret forrygende film, men samtidig også noget besynderlig, en amerikansk kostumefilm, der synes at hige efter at prestige, men som med et cast bestående af bl.a. ‘X-files’ stjernen Gillian Anderson og Ghostbuster Dan Aycroyd på ingen måde levede op til de gældende normer for en normal prestige-film – ironisk nok for en film om snærende sociale normer.

Det kan derfor føles som om der var en tyve års pause mellem at Terence Davies lavede en rigtig vellykket Terence Davies-film, men da der gik hul på bylden blev han ved. Først var der The Deep Blue Sea fra 2011, igen en filmatisering, men denne gang foregik filmen i de samme postkrigs fyrrere som Davies’ elskede selvbiografiske film, og det føltes for første gang som om de to spor i hans filmografi blev kombineret. Og selvom Sunset Song, der havde international premiere sidste år, også er en filmatisering, og denne gang foregår i et for Davies ukendt landligt miljø, i starten af 1900-tallet, så føles det stadigvæk som en ‘ægte’ Davies film. Og den rigtig gode nyhed er, at Davies formåede at færdiggøre endnu en film, A Quiet Passion, en biopic om Emily Dickinson, der havde premiere i år på Berlin festivalen, til nærmest ekstatiske anmeldelser visse steder. Det er med andre ord det helt rigtige tidspunkt til en retrospektiv, hvilket Cinemateket og CPH:PIX er gået sammen om at give os. Sunset Song er månedens film i Oktober måned, mens A Quiet Passion vil blive vist under PIX-festivalen, og en retrospektiv vil starte i Cinemateket derefter. Det er en fremragende mulighed for at genopdage en moderne mester, og Sunset Song bør i den forbindelse absolut ikke ignoreres.

Sunset Song udspiller sig som nævnt i et for Terence Davies uvant miljø. Baseret på en af de mest anerkendte skotske romaner, skrevet af Lewis Grassis Gibbon, udgivet i 1932 som første del af trilogien A Scots Quair, er det historien om den unge kvinde Chris Guthrie (Agyness Deyn) og hendes opvækst og kvaler i det nordøstlige Skotland. Til at starte med er hendes familie så stor, at de er nødt til at finde et større hus at bo i. Far, mor, seks børn. Men en efter en forlader familiemedlemmer historien, på den ene eller anden måde, og snart er Chris alene i huset, og parat til selv at danne familie med den søde Ewan (Kevin Guthrie), hvilket heller ikke er let i en verden præget af hårdt arbejde og storpolitiske omvæltninger. Det er en episodisk film, hvori livet er uundgåeligt hårdt, og det gælder om at stå imod og nyde glæderne man har. Den ikke så kendte Agyness Deyn er glimrende i den centrale rolle, mens Peter Mullan (Joe fra Ken Loach’s My Name is Joe, Matt fra Top of the Lake) er ond og skræmmende som den forfærdelige far. Både Jack Greenless og Kevin Guthrie har charme som henholdsvis bror og ægtemand, der dog stadigvæk mangler den indre – kvindelige? – styrke til at stå igennem.

Hvad gør en Davies-film til en Davies-film? Der er de overfladiske ting, hvor Davies gentager sig selv. Peter Mullan’s dæmoniske faderfigur minder om Pete Postlethwaite’s ligeså i den selvbiografiske Distant Voices, Still Lives – onde fædre er tydeligvis et personligt emne for instruktøren – og måden hvorpå tid og aldring til sidst fratager begge fædre deres magt går også igen. Det bør ikke være en spoiler at faderen bliver gammel, og som i hans tidligere film formår Mullan og Davies at give et monster humaniteten tilbage når skrøbeligheden sætter ind. Ligeså er det også typisk for Davies med den megen fokus på sang og dans – som denne gang træder helt ind i titlen. Om det er fader Guthrie der synger Spanish Ladies med sine venner, eller Chris der tryllebinder gæsterne til sit bryllup, så har musikken også denne gang rollen som fællesskabsskaber, som trøst og vidnesbyrd. Chris synger livets sang, landets sang, ligesom hun lever den.

Men fornemmelsen af at sidde i Davies’ trygge hænder skyldes naturligvis mere æstetik og cinematografi. Sunset Song skrider fortrinsvis kronologisk fremad, i modsætning til mange af Davies’ tidligere, men det føles alligevel som om tid og rum bliver manipuleret. For det første lader ca 80% af filmens plot til helt tilfældigt at foregå ligeomkring høsttid hvor kornet står gult og modent, Davies synes næsten så glad for september som navnebror Terence Malick er for solnedgang. Det hjælper på fornemmelsen af at være tabt i tid, som også understreges af en elliptisk klippeteknik. Kameraet elsker det store hus filmen foregår i, men det virker også til tider som om visse rum af huset ligger uden for filmens fortællefelt. F.eks. er der en sekvens, hvor en gruppe mænd sidder i stuen, der klippes til Chris der går hen mod et værelse, hvor den samme gruppe mænd står. Der er intet mystisk ved det, de har blot bevæget sig, men det føles destabiliserende. Sunset Song er en af de mest ‘normale’ film Davies har lavet, og vil derfor måske blive afskrevet af mange fans. Men tværtom er det imponerende hvor stemningsfyldt Davies kan lave sit epos med så små midler.

Der er så mange billeder i denne film jeg ikke kan slippe. Landskabsbilleder fra det store skotske landskab. Bønderne stillet op om den syngende Chris som i et gammelt maleri. Gamle svage far Guthrie, svag, sølle og impotent men stadig ond og rasende. Men mest af alt kan jeg ikke slippe kornet. Eftersom filmen foregår i 1910’erne må Sunset Song efterhånden skildre Første Verdenskrig, og den sidste halve time er hård kost. Det indledes med et mystisk klip, hvor landsbyboerne kommer strømmende ned gennem en kornmark på vej mod kirke, nærmest som spøgelser mod det frodige landskab – hvilket mange af de unge mænd naturligvis snart vil blive til. Henimod slutningen har vi et andet kort klip, der mimer de mange kornbilleder, men denne gang fra det belgiske mudder, over støvler, pigtråd, granathuller. Hvor kornet altid er vendt tilbage til Chris’ liv, uanset hvad hun måtte stå igennem, så er her et bevis for at det kan udraderes af stærkere kræfter. Det er et gru-fyldt klip, et modsvar til hvad der indtil da har været en livets metafor. Da jeg kom ud af salens mørke var blæsten pludselig lidt værre, bladende lidt rødere, himlen lidt mørkere. Det er det triste ved at se Sunset Song. Men på den anden side er det glædesfyldt at se en mester genvinde formen, og selvom Sunset Song ikke er helt så god som The Deep Blue Sea, for ikke at tale om de gamle kæmpemesterværker, så er det stadigvæk en visuelt dragende og følelsesmæssigt stærk film.