Palmesøndag del 69
(Terence Davies, UK
Cannes 1992)
“Life also cooperates in the work of destruction.“
Terence Davies’ film skildrer prøvelser og den styrke det kræver at stå dem igennem. Hans film er fyldt med voldelige fædre, social udstødelse, krig og ptsd. De er også fyldt med sang, dans og glæde, men netop ofte som eksempler på hvordan man klarer sig igennem en tærende hverdag. Hans mesterværk The Long Day Closes er dog en smule anderledes. Ligesom Davies’ foregående film, debuten Distant Voices, Still Lives er The Long Day Closes en eksperimenterende kollage-film baseret på instruktørens egen barndom i Liverpool, men hvor Distant Voices, Still Lives fik dramatisk tæft af Pete Posthlethwaite’s dæmoniske faderfigur, så foregår The Long Day Closes senere i livet, hvor faderen er død, hvor krigen er overstået, hvor livet så småt er vendt tilbage. På sin vis er det en ret god periode i hovedpersonen Bud’s liv. Men han er alligevel mere og mere ked af det. For den gode periode er ved at gå på hæld, Bud er ved at blive voksen, og det er mere og mere tydeligt han ikke vil passe ind i det liv hans omgivelser giver plads til. Som hans lærer siger i ovenstående citat, fra et foredrag om erosion, så er det nogle gange blot livet selv der destruerer.
Davies lavede sin mest eksperimenterende film med The Long Day Closes. Der er nærmest ikke noget plot, i stedet er der fragmenter fra hverdag og fest. Der er sjældent ret meget dialog, i stedet er der musik og sang og klip fra gamle film som The Magnificent Ambersons på lydsporet. Helt elementært synes tid og sted at være fragmenteret, så det er svært at se hvad der er drøm og hvad der er virkelighed. Når unge Bud sidder i sit klasselokale, og pludselig ser et skib sejle forbi, så er det nok en drøm. Men hvad med når han kigger ud af sit vindue og ser sin bror blinke tilbage? Er der ikke for meget skov bag broren til at kunne være et sted Bud kan se fra sit vindue, og kigger de ikke forbi hinanden hvis Bud skal forestille at sidde på første sal? Jeg ved det helt ærligt ikke i det her tilfælde. Når ikke rum bliver klippet mærkeligt sammen, så gør tid. Filmen starter med et klip fra en mørk, regnvåd, forladt Kensington Street, som vi senere skal lære Bud og hans familie bor på. Kameraet glider ind i et tomt hus, fokuserer til sidst på en trappe. Og klip, så sidder Bud på den trappe, dengang hvor der stadig var tæppe på trappen og tapet på væggen, og drengen drømmer sig væk.
Det er svært helt simpelt at orientere sig i filmen, at finde ud af hvem der er hvem og hvor vi er, og hvad det hele skal til for. Men det er også en svær film, fordi den er dramatisk vag. Det gør den måske til en smal film, men vagheden er også nødvendig, for det er en subtil følelse filmen forsøger at fremmane. Bud er ikke som de andre. Han er efternøleren i familien, og får stadigvæk ikke lov til at være med når de cykler på tur eller tager på bar. Selvom brorens kæreste synes Bud er hyggelig, så vil broren meget gerne have han lader dem være alene. Først og fremmest holder Bud af sin mor. Men Bud er også ved at blive voksen, det er alle enige om, og snart skal han være ligesom sine søskende. Men det er han ikke. Filmkritikeren Armond White, der ved Gud ikke har ret i ret meget, kaldte The Long Day Closes for ‘the greatest gay film ever made’, og der er tegn på at det er derfor Bud føler sig anderledes.
Først og fremmest kalder hans skolekammerater ham for ‘poofter’ og ‘fruit’, og de tæver ham når de kan komme til det. Bud drømmer om hænder der griber ham inde fra væggen, og råber til sin mor ‘It was a man! It was a man!’ For at få adgang til biografen er han stadig nød til at spørge voksne mænd om de vil være hans ledsager, en ikke helt ufarlig strategi, synes da især hans omgivelser. Bud er bare anderledes, bedst tilpas med sin mor og søster, med andre sange end de andre mænd, og han virker ikke tilpas med parforholdene som hans søskende bevæger sig ud i. Og det er vel her det for alvor vil komme til at gøre ondt. For Bud er blot 11, og ingen forventer han skal interessere sig for piger endnu. Endnu er han ikke for alvor anderledes. Men det kommer. I wonder what 1956 will bring siger hans mor, og KLIP til billeder af Jesus der får hamret søm i hænderne. En religiøs drøm, javist, men også et vink om at Bud’s fremtid lover lidelser. For så meget som han end elsker sin gade, sin biograf, sin familie, så er det ikke et sted som har det så godt med det fremmede. Pludselig står en sort mand i familiens hus, han er gået forkert, og Bud skriger forskrækket, mens broren bander og svovler at han skal se at skrubbe af. Bud bliver holdt og passet på af sin familie, overfor noget han ikke forstår. Os tilskuere ser det i dag som racisme. Men det er også den samme angst for fremmede, som måske snart vil udstøde Bud fra fællesskabet. Den samme angst han selv har. Det er de komplekse følelser, som gør The Long Day Closes så stærk, fornemmelsen af, at tabet er uundgåeligt, at kræfterne bag tabet også findes i taberen selv. Men samtidig er der en smule lys i mørket.
Ovenover er en af filmens bedste scener. Musikken er ‘Tammy’ med Debbie Reynolds, fra filmen Tammy and the Bachelor, en af de film som Bud sagtens kan have set i 1957 (ifølge wikipedia er sangen også brugt i både Kundskabens Træ og The Big Lebowski) Det er en sang om en hemmelig forelskelse i en ung mand, så måske Bud også på den måde kan relatere. Men hvilken fantastisk måde er scenen ikke også klippet sammen på. Unge Bud hængende over afgrunden. Kirkegængere og skolebørn gennes igennem deres øvelser, i kirken følger de endda en lille klokke på komisk vis. To klip fra film understreger pointerne. I kirken høres et lille klip fra Kind Hearts and Coronets (1949), om hvordan D’Ascoyne familien har ladet idioten om at være præst. I skolen høres et klip fra Private’s Progress (1956) en mindre kendt film som jeg ikke har set, men wikipedia fortæller mig at den handler om en ung mand der klarer sig dårligt i hæren, og jeg skyder på klippet er fra den sektion. Klippene understreger idiotien og kadaverdisciplinen i både skole og kirke. ‘Tammy’ har også været brugt som del af sample-bandet The Avalanches sang ‘A Different Feeling’ fra Since I Left You, og The Long Day Closes kan med fordel ses som en sample-film, hvor brudstykker, af film, af musik, af minder, stilles op og klippes sammen i lange musiske passager. Men hvordan skal klippet fra biografen så forstås, sammenstillet med de andre disciplinære rum? Publikum sidder jo præcis lige så stille i salen som de gør i kirken eller klasseværelset. Og bliver de ikke også indoktrineret? Jo. Det skaber yderligere komplekse følelser, at få ting er konsekvent gode og dårlige i denne film. Skolen er et helvede, hvor eleverne tæves for et godt ord, og tvinges til at kunne ting udenad. Men der er citater fra undervisningen, som Bud husker og kan bruge på egen vis. Hans lærer har f.eks. forklaret ham om hans lommelygte: ‘If you shine the torch up into the night sky, the light goes on forever.’ Læg mærke til den kæmpe lysstråle i klippet fra biografen, lyset fra projektoren, filmlyset som stråler for evigt, frem og tilbage i tid og rum, ganske upåagtet. Det er det lys som The Long Day Closes hylder, og består af. Det er nok ikke tilfældigt at filmen slutter med endnu en samtale om nattehimlens lys, hvordan det stammer fra fortiden, som lærerne har fortalt. Og så synges Arthur Sullivan’s ‘The Long Day Closes’, mens dunkle skyer langsomt kvæler månens lys.
Go to the dreamless bed
Where grief reposes;
Thy book of toil is read,
The long day closes.
Det er en ked sang. Men den modsiges af resten af filmen, som om noget er én lang drøm. Den lange dag er slut. Men lyset fra den findes stadig. På samme måde som The Long Day Closes også stadig stråler, selvom den var slutningen på én del, og den mest populære og kunstnerisk stærkeste del, af Terence Davies’ karriere. Udover dokumentaren Of Time and the City fra 2008 kom Davies aldrig igen til at lave en film, der ikke var baseret på litterære kilder. Aldrig igen blev han så eksperimenterende. Men det giver meget god mening. Efter at have lavet én af de ultimative men eksperimenterende hyldester til den almindeligt dramatiske film, og ikke blot den kunstneriske som The Magnificent Ambersons eller Kind Hearts and Coronets, men også den populære som Private Progress eller Tammy and the Bachelors, så er det nok meget logisk at Davies forsøgte at lave sine egne eksempler på denne genre. Som jeg påpegede i anmeldelsen af Sunset Song, så tog det ham nok 20 år at finde helt ud af hvordan den slags film skulle laves. Men det er gået meget godt siden The Deep Blue Sea. Og af den slags film som Davies lavede tidligere, så er det alligevel meget svært at overgå The Long Day Closes og Distant Voices, Still Lives. Så hvorfor forsøge?