James White (Christopher Abbott) har meget han skal nå. Han skal finde et job, måske en kæreste, han skal passe på sin kræftsyge mor Gail (Cynthia Nixon). Og så skal han vel også komme sig over sin døde far. Igennem hele filmen følger kameraet ham tæt forfra mens han piler frem og tilbage, filmens emblematiske billeder er Abbott i forgrunden, ansigtet gemt i hætten af hans hættetrøje, mens han bevæger sig igennem et diset, uklart New York. På sin vis minder filmen faktisk ret meget om en anden af dagens premierer: Sauls Søn. Men en stor forskel ses i James White‘s åbningsscene, en scene med White på en natklub, på dansegulvet, på toilettet, til sidst ud i en taxa. For det er ifølge instruktøren Josh Mond optaget i ét klip, ganske som første klip med Saul, men her har filmskaberne valgt at klippe det i smadder, gøre det fragmenteret, sværere at forstå. James White har meget han skal nå, men han har også svært ved at navigere. Den kombi gør James White til et egensindigt spin på en kendt formel.
Det er en formel jeg kalder for ‘pile-film’, og som blev perfekteret af Dardenne-brødrene i deres social-realistiske portrætter af Belgiens arbejderkvarterer, hvor personerne piler frem og tilbage efter en vej ud. Kameraet tæt på hovedpersonen, og så bevæge sig igennem dennes omgivelser. Men i en Dardenne-film har hovedpersonen gerne et klart mål, f.eks. vil Rosetta desperat finde sig et job. James White er derimod ikke socialrealisme, det er et portræt af en ung, hip New Yorker livsstil med druk, stoffer og nætter på hotelværelser. James løber ikke hen mod noget, han løber væk fra noget, først og fremmest ansvaret over for moren, og det giver stilen en helt anden energi end vi er vant til. Filmen er inddelt i flere dele, opdelt efter hvilke måneder vi er i, og jeg tænkte i løbet af visningen at der lod til at være variationer i det visuelle sprog alt efter hvilke stoffer James var på. Det meste af tiden er det hektisk, en blanding af for meget sprut og sikkert også noget coke. I del to, hvor James er på ferie i Mexico, skiftes der over til en syret, afslappet stil, som var filmen et trip. Derefter vender vi tilbage til druk-stil, men også med scener der kan synes præget af Gail’s tilstand grundet hendes stærke kræft-medicinering. Verdenen bliver forvirrende, på samme måde som Gail bliver forvirret, og James må navigere hvor få ting giver mening længere, hvor hans mor har svært ved at huske hvad, hvor og hvem, og hvor hospitals-verdenen mest er et kafkask bureaukrati.
Det er en umanerlig vellavet film. Abbott og især Nixon gør det fremragende i hovedrollerne, og rapperen Kid Cudi er stærk i en birolle som James’ bedste ven. Det er Mond’s debutfilm, men han er ikke et helt ukendt navn. Sammen med vennerne Antonio Campos (Afterschool, Simon Killer) og Sean Durkin (Martha Marcy May Marlene, som vandt Bodil for bedste amerikanske film i 2013) har han produktionsfirmaet Borderline film, og de tre samarbejder om at producere, skrive og instruere med hinanden. De har en stil, fortrinsvis psykologiske portrætter af ustabile karakterer i mærkelige situationer, om det er dunkle Simon i eksil i Paris, eller Martha’s forsøg på at komme til hægterne efter at have været fanget i en kult. De har også en villighed til at skildre dette filmisk, hvilket er et stort plus i min bog. De må regnes blandt de mest interessante yngre amerikanske instruktører. Især i en oscar-tid er det altid godt at blive mindet om, at der findes bedre og mere interessante film derovre fra.
Amerikanerne opfandt begrebet ‘indie-film’, for eftersom det land er besat af penge giver det vel også mening at fokusere på når film efter sigende er fri for penge-interesser. James White er nomineret til tre priser ved Independent Spirits Award som uddeles i overmorgen, lørdag d. 27 februar, herunder Bedste Debut, Bedste Mandlige Hovedrolle og Bedste Kvindelige Birolle. Denne fokus på en ‘ånd’ i amerikansk film er lidt noget pjat – der er et rimelig stort overlap mellem Independent Spirit og brancheakademiets Oscar-priser, og hvad mening giver det så? – men jeg sidder ofte lidt med en fornemmelse af, at amerikansk film er federe jo færre penge der er brugt på dem. Måske fordi de er så professionelle, fordi vi kender de bedste håndværkeres stil så godt, så det bliver mest overraskende når der ikke er råd til at gøre som man plejer? Ud fra den skala er James White ikke helt lige så unik som den seneste fantastiske amerikanske film vi fik at se, Sean Bakers iPhone-optagede mikro-film Tangerine, men hvis man er gået død i oscar-kavalkaden af ‘væsentlige’ problemer og store mænd med store personligheder, så er filmen et effektivt alternativ, om en slacker, en addict, en slagsbror, der kæmper for at komme på fode. Modet er lige det større hos skuespillerne. Den visuelle stil er lige den del mere gennemarbejdet. Filmen er helt ærligt bare lige den del bedre.
Læs Mere?
Om ‘pile-film’ og Dardenne-brødrenes To dage, En Nat
Om den tyrkiske pile-film Until I Lose My Breath
Om indie-mesterværket Tangerine