Jeg skrev dette kort før og efter at New Talent Grand PIX blev uddelt. Jeg ville gerne have lavet en artikel der opsummerede filmene og spekulerede over hvad der ville vinde og hvorfor. Det hører på en eller anden måde med til festivaloplevelsen, at spekulere over priserne frem til uddelingen. Men jeg nåede kun at se 7 ud af 10 film på de 8 dage jeg havde til det. Det er lidt frustrerende, men jeg er ikke sikker på at det logistisk muligt at se alle 10 film før fredag, med mindre man har adgang til pressescreeninger, og det blev jeg ikke tildelt den her gang. Jeg kan så heller ikke finde nogle andre medier der skriver om det, udover Ekkos stjernebarometer, og de uddeler bare stjerner, de skriver ikke noget. Klynk, klynk. Konkurrencen har været fantastisk i år, og den fortjener mere opmærksomhed.
Prisen gik naturligvis også til en af de tre jeg ikke havde set: Thomas Daneskov’s Eliten. Det kommer noget bag på mig. Ikke at en dansk film vandt, det var tydeligt at alle sejl var sat i den retning, med tre film i konkurrencen og et dansk jurymedlem der debuterede med en Morten Korch filmatisering. Men jeg havde troet Bridgend ville have været kompromis-valget, og at Limbo ville have vundet hvis de havde haft kunstnerisk mod. Men det er jo som sagt svært at sige, når man ikke har fået set dem alle sammen. Måske giver det meget god mening, for juryen blev bedt om at uddele prisen til ‘den klare vision og personlige signatur’ og selvom de to andre danske er rigtig stærke film, så er Bridgend lidt en type film vi har set før, og Limbo arbejder rigtig meget i stilen fra Berlin-skolen. Hvis nogen vil argumentere for, at Daneskov’s film er en mere personlig vision, så vil jeg gerne lytte. Indtil jeg selv ser den. Samme problem, med en lidt uoriginal stil, har nok også skadet Until I Lose My Breath, som måske er konkurrencens mest effektfuldt tåkrummende film, men som samtidig også er ret så meget en kopi af et par mere kendte instruktører.
Der er uenighed om hvorvidt det er smart at læse andres anmeldelser før man skriver sin egen, men engang imellem er det heldigt nok at opdage, at en 3-4 andre allerede har skrevet den samme indledning man havde tænkt sig at fyre af. Det er også ret så indlysende: Den her film starter med filme heltindens baghoved, mens hun går i raskt tempo gennem et kaotisk område. Det er så Dardennesk som noget kan være. Og filmen fortsætter med at være nærmest ren kopi af filmene fra de belgiske brødrene Dardenne: Et skud Drengen med Cyklen til to skud Rosetta. På en eller anden måde er det nok uretfærdigt at klandre den for meget for at være uoriginal, for Limbo kørte også rigtig meget berliner-skole stil, og den elskede jeg. Men det er nok bare dybt fascinerende for mig at se de nye billeder man får ved kombien Lolland med berlinske briller, mens det er lidt mere abstrakt anderledes at se Tyrkiet med belgiske briller.
Unge Serap forsøger at holde skindet på næsen i Istanbul. Hun arbejder som runner på en garn-fabrik, og hendes håb er, at kunne spare penge op til et depositum på en lejlighed hun kan dele med sin far. Men faren er egentlig ret ligeglad med hende, og hendes søster og svoger, hos hvem hun bor, inddrager hendes løn som husleje hvis de finder den. Sådan går filmen fremad i rask tempo, frem mod de uundgåelige dilemmaer. En god Dardenne sætter sig altid som en knude i maven, når personerne skubbes ind i situationer med svære valg. Også i Until I Lose My Breath skal Serap tage svære valg, men effekten bliver lidt formindsket fordi historien gør dem mindre hårde. I Rosetta forråder Rosetta den eneste mand der er rar mod hende, så hun kan overtage hans faste arbejde. Også Serap gør noget skidt ved hendes venner, men det kommer efter at de har opført sig skidt ved hende, og en af dem har rent faktisk uforvarende været lige ved at forårsage den samme konsekvens som Serap sender mod hende. Så hendes valg sætter sig ikke helt lige så hårdt i maven. Meningen er lidt, at man skal se en sympatisk karakter blive tvunget af omstændighederne til at træffe dybt usympatiske valg, men det bliver formindsket, og man sidder lidt og nikker og tænker det kunne jeg også godt have fundet på og en enkelt gang det var da også på tide! Og det er ikke rigtig meningen.
Men selv en lidt udtyndet version af Dardenne er helt bestemt værd at se. De laver kun en film hvert tredje år, og jeg kan sagtens bruge nogle kopier ind imellem. Der findes en milliard indie-film i sådan håndholdt pseudo-Malick stil, så kan der også være plads til mere Dardenne. Og det er simpelthen en skide effektfuld stil, som jeg stadig ikke helt kan gennemskue hvordan virker. Der er mange af de scener hvor Serap går målrettet og kameraet filmer hende bagfra, hvor verden hvirvler forbi, og så fanger man lige et glimt af et eller andet, som sætter sig så meget mere fast fordi det forsvinder så hurtigt. Serap’s far forsvinder på en forlystelsespark, og hun finder ham i færd med at prøve sådan en boksemaskine. Kameraet kører kun lige hurtigt forbi ham, idet Serap går forbi, så kigger vi på hendes reaktion. Men der er et glimt af hans smil, et lykkeligt smil, hvor alt andet i verden er glemt. Overfor en fucking boksemaskine mens han har glemt sin egen datter på en bænk et andet sted. Det fungerer. Den her stil fungerer. Den her film fungerer.
Måske burde alle lande have sin egen Dardenne-klon? Med lidt held kunne det være Michael Noer er interesseret i at være det herhjemme, selvom han nu også kan mange andre ting. Men det er en umanerlig effektfuld måde at skildre samfundsproblemer på, at skildre folk i klemme, og dog konstant på farten. Jeg kan dog stadig godt forstå den ikke vandt.