Vi nærmer os oscar-tid, og snart vil biograferne være fulde af amerikanske prestige-film, fyldt med kendte skuespillere der spiller kendte personer, vægtige temaer, og pæne billeder. Hvis det allerede nu lyder anstrengende, så er der en god mulighed for at få en dose af noget helt andet. En julefilm om transkønnede sexarbejdere på gaden i Los Angeles. Optaget på en iPhone. ‘Like Nothing You’ve Seen Before’ lover et citat på plakaten. Men Tangerine skal ikke blot ses fordi den er anderledes, fordi vi ikke ofte ser transkønnede i hovedroller, eller fordi vi sjældent ser film optaget så billigt. Den skal også ses fordi den er en af årets bedste amerikanske film, måske nok egentlig den bedste. Fordi dens billeder er så originalt smukke. Fordi følelserne er så ægte.
Det er juleaftensdag, og Sin-dee er netop kommet ud af fængslet. Hun har store nyheder at fortælle sin veninde Alexandra om hendes kæreste/alfons Chester. Men Alexandra afbryder, hun gætter at de slår op, for alle ved jo at Chester er utro. Hva? Og straks går jagten ind på Chester og den ‘fish’ (slang for cis-kvinde) som han har fjollet rundt med. Og i periferien kører en armensk taxa-chauffør rundt inden han skal hjem og fejre jul med hele familien, men han føler sig mere hjemme på gaden.
Der er ved gud ikke ret meget i plottet, men det behøves heller ikke. Plottet er en undskyldning for at sende personerne på en odyssé rundt i byen. Filmen lever i kraft af den ene fuldstændig fantastiske sekvens efter den anden. F.eks. Sin-dee der bliver bedt om at slappe af, og et kort øjeblik sætter sig på en bænk. Dubstep-musikken afløses af klassisk. Vi ser hende kigge rundt, ser byen omkring hende. Men det er som om hvad der burde være en afslappende scene er langt mere stressende end scenerne omkring, for der er alt for meget uro i billedet. Der er for mange linjer, for mange huse, lygtepæle, reklame-skilte, og, kuppet, en kondensstribe som et sår tværs over himlen. Instruktør Sean Baker klipper frem og tilbage, forfra, bagfra, vi kan kun se halvdelen af Sin-dee’s hoved for bænken. ‘Fuck it’ siger hun til sidst, og render sin vej, mens dubsteppen begynder igen, og, mærkværdigt, stemningen er langt mindre stressende. For nu passer tingene sammen. Her forstår vi alt om personernes tilstand, vi forstår at LA ikke er en by at være normal og afslappet i. Verden er stress. Sig fuck it og løb.
Det samme gør sig i højere grad gældende for Ramzik, den armenske taxa-chauffør. Til at starte med har vi sympati med ham i hans taxa, mens han transporterer den ene tømmermænds-taber efter den anden rundt i byen. Men han har en familie der venter på ham derhjemme. Men så ser vi ham samle en prostitueret op, og efter hun ikke falder i hans smag finder han Alexandra. Du ved du ser en fantastisk film når en af de luneste scener viser en familiefar give en prostitueret kvinde et blowjob i en bilvask. Men hold da fast hvor er det fantastisk filmet, med vandet på ruden, følelsen af at de to er i deres egen lille verden afskærmet fra omverdenens storm. Der er en fornemmelse af miljø, af solidaritet, i filmens transkønnede univers, desuagtet at alle udnytter og bagtaler hinanden. I sidste ende står de sammen mod omverdenens uforstående had.
Når historien om filmmediets digitalisering skal skrives vil LA indtage en hovedrolle. Michael Mann valgte tidligt at bruge digitale kameraer til Collateral for at fange det helt specielle LA nattelys, som ikke kunne fanges på celluloid. David Lynch skabte et digitalt LA-helvede i Inland Empire. Og endnu en foregænger må nævnes: Tv-serien The Shield, måske den forgænger der minder mest om Tangerine, med de håndholdte digitale billeder af Los Angeles’ underside. De små, billige digitale kameraer har også vist sig perfekte til at filme menneskene på samfundets udkant, nomader i Jia Zhangke’s Kina eller Tsai Ming-liang’s Taiwan. Eller Pedro Costa’s emigranter i Lissabon. Så på sin vis er det ikke chokerende at Tangerine fungerer så godt som den gør, det virker logisk at man kunne lave en fantastisk digital film om folk på bunden af samfundet i Los Angeles. Men alligevel er det et lille mirakel. Det er form og indhold som går op i en absurd høj enhed. Sean Baker, min nye amerikanske yndlingsinstruktør, har før lavet film og tv-serier. Hans Starlet er også en ret fantastisk film om en sexarbejder i San Fernando Valley’s pornoindustri, og hendes møde med en gammel firs-årig kvinde. Kamera-arbejdet er mesterligt, men lidt mere konventionelt. Det er i sammensmeltningen med de digitale kameraer, og i energien fra amatørskuespillerne, at Tangerine bliver et kæmpe kunstnerisk gennembrud for instruktøren, og noget nær et mesterværk. Producenterne forsøger at få kørt både Kitana Kiki Rodriguez og Mya Taylor i stilling til oscar-nomineringer, hvilket er første gang transkønnede skuespillere får den slags støtte. Mya Taylor har allerede vundet Gotham prisen for Årets Gennembrud. Det er måske let at afskrive deres præstation, at de blot spiller sig selv. Men hvad så? Jeg har ikke set amerikanske billeder med flere følelser end de sidste glimt vi får af Ramzik, Sin-dee og Alexandra. Transkønnede eller ej, billige kameraer, alt det er fantastisk. Men i sidste ende er det måden skyggerne falder på Ramzik’s ansigt, og de små smil de to kvinder sender til hinanden, som gør Tangerine til så stærk en oplevelse.
