#OscarsSoWrong

I år gik det for alvor amok. Det er ikke første gang at AMPAS (Academy of Motion Pictures Arts and Science) er blevet kritiseret for at nominere for mange hvide, faktisk opstod hashtagget #OscarsSoWhite sidste år. Men hvor der dengang kom ro på op til ceremonien, så udløste det monokrome nomineringsfelt i år først boycot-kampagne, og derefter omfattende regel-ændringer for medlemskab af akademiet. Når det er eksploderet i år, så skyldes det i høj grad, at #OscarsSoWhite er et symptom på et dybere problem.

Det ville jo være sympatisk om man kunne sige, at oscar-akademiet havde indset, at der var et dybere problem med diskrimination i Hollywood, og at det derfor var ekstra vigtigt at gå i gang med at rydde op hvor man kunne. Men i virkeligheden reagerer de nok snarere fordi de seneste år har hevet mystikken af akademi og nominerings-process, hvorfor kritikken af det ensformige nomineringsfelt ikke blot kan affejes med at være meritbaseret. Det har været en længere process, som er værd at se nærmere på.

Hvis vi skal finde rødderne til den nuværende krise, så skal vi ironisk nok tilbage til den seneste store sorte oscar-succes. Da 12 Years a Slave havde premiere på film festivalen i Toronto i 2013 startede Vulture’s anmeldelse således:

‘Suspend the betting, close the books, and notify the engraver: I’ve just seen what will surely be this year’s Best Picture winner, and it’s 12 Years a Slave.’

Igennem hele oscar-sæsonen 13-14 blev den anmeldelse debatteret og forsøgt skudt ned. Selvfølgelig var det helt igennem tåbeligt at udråbe en oscar-vinder allerede i september, førend størstedelen af konkurrenterne var blevet set. Hvis Oscar virkelig handlede om kvalitet, så kunne man da ikke udråbe en vinder så tidligt. Måtte man ikke vente indtil december/januar?

Men Vulture-skribent Kyle Buchanan baserede sin dom på mere end blot kvalitet. For i årene optil 2013 var det blevet klart, at Toronto var det helt rigtige sted at lancere en oscar-kampagne. De to oscar-vindere Slumdog Millionaire og The King’s Speech vandt som 12 Years a Slave både People’s Choice Awards i Toronto og oscaren for Bedste Film, og andre PCA vindere som Precious og Silver Linings Playbook endte med store skuespiller-priser. Det var klart, at der var et boost som handlede om strategi snarere end kvalitet.

Det var overklart. Og det satte for alvor en industri i gang om at gætte oscar-vindere. Vi kender det også herhjemmefra, hvor danske filmsites gætter på nominerede og vindere, og det endda selvom vi får filmene at se endnu senere end i USA, så vi har endnu mindre viden om filmenes kvalitet at basere gættene på. Men alligevel er de bedste gættere uhyggeligt gode til at forudse hvad der vil vinde, og det stiller naturligvis spørgsmålstegn ved, hvordan de kan vide det.

Der er naturligvis alle de såkaldte ‘Guild-priser’ som uddeles i årets løb. Hvis man er mest populær fra skuespillernes fagforening og producenternes fagforening, så er der rent statistisk også ret stor chance for at man er mest populær hos Oscar-akademiet i sin helhed. Men derudover så baserer gætterne sig på ‘buzz’, på interviews, på hvem som laver største kampagner og som lader til at have mest medvind. I en klik-baseret internet kultur-industri er oscar-kapløbet det perfekte emne, det kombinerer kunst med en art sport, med kendisser, og der er altid sladder om hvem som har gjort sig upopulær hos hvem.

Folk har altid gjort sig lystige på oscars bekostning. Men nu var opmærksomheden så meget større, og jo mere der blev skrevet om kapløbet, jo større blev konkurrencen om at skrive det mest spændende. Og så kom for alvor syndefaldet: Frem mod uddelingen 2014 – som altså 12 Years a Slave endte med at vinde – begyndte branchemagasinet The Hollywood Reporter en serie som de kaldte ‘Brutally Honest Oscar Voter Ballot’. I al sin enkelthed var det interviews med dem som stemte, om hvorfor de stemte. Men det bekræftede alle fordomme om akademiet.

Om Amy Adams i American Hustle: ‘Amy Adams was good but not her best, and the device of having her breasts hanging down in every single costume was a little distracting’

Om Bedste Kortfilm: ‘Curfew is the least depressing of five films guaranteed to prevent you from getting laid, as I personally learned.’

Om Selma: ‘The whole film is kind of a left-wing, modern, black rap version — there’s no white people who have any speaking parts who are favorably depicted, when, in fact, there were white people on the scene, beyond a few ministers, who risked their lives and who died supporting the civil rights efforts.’

Kort fortalt, så lød de interviewede ofte som om de var gamle hvide mænd, og at de stemte af ganske hvide mandlige grunde, så at sige.

Oscar-akademiet har altid været omgivet af mystik. Man vidste ikke hvor mange medlemmer der var, hvem de var, og hvorfor de stemte som de gjorde. Men i løbet af de seneste år er det blevet afmystificeret, og bag facaden ser det ikke for godt ud. Det er i høj grad her man skal finde grunden til at #OscarsSoWhite har medført så store forandringer.

Den dybere krise hos Oscar handler om, at de ikke længere troværdigt kan påstå blot at handle om kvalitet. Den øgede opmærksomhed betød øget fokus på alt det som burde være uvedkommende. Og når uddelingerne i forvejen afhænger af en milliard ting som intet har med kvalitet at gøre, hvorfor er det så i orden at alle de nominerede skuespillere er hvide?

Det er ikke blot Akademiet som er i krise-mode, en krise for Oscar er en krise for filmbranchen som sådan. For branchen er oscar-priserne den bedste måde at sælge film som ikke passer til blockbuster-sæsonen. Det er den fineste måde at bevise, at ens film er ‘vigtig’ og ‘seriøs’. Om noget er det formentlig de økonomiske interesser som har skævvredet uddelingerne og gjort dem så forudsigelige at man kunne gætte det i september: Investorer forsøger altid at mindske risiko. Nu står branchen i den ubehagelige situation, at priserne simpelthen er blevet for hvide, hvilket vil sige for kedelige, forudsigelige og ensformige. Og nye prisvindere betyder at pengene skal fordeles mere spredt.

Og hermed er vi nærmest tilbage hvor vi startede, ved en afro-amerikansk film om slave-historie, som har enorm festivalbuzz. På Sundance-festivalen for nylig dukkede pludselig en film op, der virker nærmest grotesk egnet til tiden. Nate Parker’s The Birth of a Nation handler om Nat Turner’s slaveoprør i 1831. Den er skrevet og instrueret af Parker, som også spiller hovedrollen. Den blev solgt for 17 millioner dollars, det med afstand største beløb i Sundance’s historie. Begejstrede anmeldere betoner tyngden, i baggrunden lyder en kritik af at den måske er for forudsigelig og gammeldags. Med andre ord er det en afro-amerikaners passionsprojekt, og en lidt gammeldags fortælling om slaveriet.

Mine damer og herrer: Jeg tror vi har Oscar-vinderen 2017.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *