Brevet til Momo

Brevet til Momo er udsendt af Angel Film som del af deres såkaldte ‘rabalder bio’, et program af kvalitets børnefilm fra hele verden. Jeg klapper i mine hænder over konceptet, altid godt at se noget godt og anderledes målrettet de yngste. Men jeg tillader mig dog at skrive en anmeldelse rettet mod et helt andet type publikum, nemlig den almindelige filmfan. For anime som Brevet til Momo er ikke kun for børn. Og på sin vis er det faktisk en type film vi ellers ikke ser i de danske biografer: Den ikke-europæiske mainstream-film.

Når vi snakker mainstream, så snakker vi først og fremmest danske og amerikanske film. Vi ser måske en svensk/norsk komedie i ny og næ, og måske et fransk feel-good drama. Men når det kommer til verden uden for Europa, så ser vi dem næsten aldrig. De film vi får herfra, det er som regel festival-film, og festival-genren har sine egne regler. Og ret ofte får vi film derfra som har været belønnet på festivaler i Frankrig eller Italien, og som bliver set og talt om i New York og København, men som reelt set ikke bliver set i Thailand eller Phillippinerne. Når det kommer til den slags film, som er populære der hvor filmene kommer fra, så ser vi dem ikke rigtigt. Vi ser ikke Bollywood-film, er holdt op med at se Hong Kong action, og de kinesiske episke dramaer kommer heller sjældent herover. Jeg tror faktisk næsten at anime er den eneste populær-genre, som regelmæssigt kommer til landet. For enhver med interesse i filmen, ikke blot som kunstart, men som medie, så er de nærmest lidt must-see.

c0336-t1_0018-kopi

Brevet til Momo er en sjælden type anime i de danske biografer, idet den intet har at gøre med Hayao Miyazaki’s legendariske Studio Ghibli – Chihiro og Heksene, Brevet til Marnie – som ellers står for det meste anime der bliver bragt til landet. I stedet er filmen instrueret af Hiroyuki Okiura og produceret af Production I.G., som nok er mest kendte for Ghost in the Shell filmene, samt for at have lavet anime-afsnittene i Quentin Tarantino’s Kill Bill. Og nå ja, så stod de også for Pokémon-filmene. De har en mere rå stil, hvor Miyazaki’s billeder er blødere og rundere. Filmen handler som f.eks. Min Nabo Totoro om en ung piges møde med noget sært og overnaturligt, men i stedet for Totoro, som faktisk først brød igennem som plysset merchandise-figur, så drejer det sig her om tre mærkværdige væsener, den ene stor og voldsom, den anden med en nærmest næb-agtig mund, og den tredje lille og med en stor slasket tunge.

c0642-t1_0009-kopi

De tre væsener, som kun unge Momo kan se, er såkaldte Yokai-ånder, som er kommet ned fra himlen. Hvorfor de er kommet skal jeg ikke afsløre, men det er ret ubelejligt at de laver så megen ravage, for Momo er netop flyttet med sin mor fra storbyen og ned til en lille ø i det sydjapanske øhav. Her skal de starte et nyt liv, efter Momo’s fars pludselige død. Meget mere er der såmænd ikke i filmen, som langt hen ad vejen er episodisk og i et roligt tempo. Meget af det drejer sig om de tre ånders umættelige appetit, og Momo’s forsøg på at få dem til at holde op med at stjæle. Først hen ad vejen begynder de mørke og sorgfulde toner virkelig at tage over. Japanske tegnefilm handler forbløffende ofte om sygdom og død, se også førnævnte Totoro og Marnie, men det er nu også et tema der går igen i mange af deres live-action film, som f.eks. Kiyoshi Kurosawa’s Journey to the Shore, en afdæmpet spøgelseshistorie, hvor en afdød ægtemand vender tilbage for at få sin enkes hjælp med at give andre spøgelser fred. Det overnaturlige er en ganske naturlig del af japansk kultur.

c0732-t2_0051-kopi

Det er herligt at se en film, som lever i sin kultur, og som ikke giver ved dørene. Men omvendt kan jeg da godt frygte, at det bliver lidt for indspist for et børnepublikum, som ikke har den fjerneste idé om hvad en ‘yokai-ånd’ er for noget. Det bliver forklaret i brede træk til Momo, men præcis hvordan det hænger sammen med hvilken gud som har sendt dem ned på jorden, og hvilke kræfter de har, og hvorfor, det er måske svært at forstå. Og hvad mere er, så præsenteres scenerne til tider i en ret parodisk facon, f.eks. i en lang scene hvor ånderne skal danse en speciel dans for at sende en meddelelse, og ser vildt sjove ud med stjålne hatte og kjoler på, og der går jeg f.eks. ud fra det er sjovere hvis man kender til religiøse danse som parodieres. Men omvendt: tidens skabere af film til børn er så vant til at kaste referencer ind i deres kreationer for at ramme et tænkt voksent publikum, det man kunne kalde Shrek-syndromet, så måske er det ikke så unormalt for kernepublikummet. Måske er det mere de voksne som vil sidde og klø sig i håret. Sådan er det jo med små børn, vi siger altid at de er ukritiske forbrugere, så måske er det netop som små man skal hive dem med til mærkelige japanske fortællinger. Det er når de bliver tween- og teenagere at det bliver mærkeligt. Sådan lidt ligesom man skal sørge for de får smagt skaldyr, og lyttet til Mahler, inden de når kræsenheds-alderen.

c0555-t3_0080-kopi

Brevet til Momo er en smuk og sørgmodig film. Flot tegnet, med mange digitale effekter, især i et par scener i torden-vejr. Og det lidt upolerede look i forhold til Ghibli-filmene er egentlig også klædeligt. Der er også virkelig blevet lagt et stort arbejde i synkroniseringen, kan man mærke, det kan ikke være nemt når folk taler så anderledes – f.eks. bliver Momo flere gange kaldt ‘Momo-skat’, formentlig fordi man i Japan gerne putter endelser efter folks navne (mest kendt som i -san). Den holder, både for børn, og for folk der er interesserede i verdensfilm som sådan.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.