Palmesøndag del 467
(Harry, un ami qui vous veut du bien, Dominik Moll, Frankrig
Cannes 2000)
Dominik Molls Interne affærer: Sag 137 er nomineret til otte César priser i 2026, det næsthøjeste antal. I 2023 vandt hans The Night of the 12th hele seks priser inkl Bedste Film og Bedste Instruktør og Bedste Manuskript. Han er en af de mest værdsatte instruktører i den franske filmindustri. Men herhjemme har de fleste nok mere eller mindre glemt hvem han er.
Men i 2001, da den fik dansk premiere, fik Harry, en ven i nøden fornemme anmeldelser, og blev hyldet for sin træfsikre blanding af realisme og genrefilm med psykologisk dybde og inspiration fra Alfred Hitchcock og Claude Chabrol. Og det er så måske bare ikke lige en blanding, der holder særligt længe.
Familiefaren Michel (Laurent Lucas) er i midttrediverne, og kan da forsørge sin kone og sine tre små døtre på sin lærerløn, ligesom han har købt et stort sommerhus langt oppe i bakkerne. Men han virker også til at være presset i bund. Undervejs i en hård køretur med larmende børn i en varm bil gør den lille familie holdt, og ude på toilettet blever Michel pludselig genkendt. En mand, der siger han hedder Harry (Sergi López, som vi snart kan se i Oliver Laxes Sirāt), og som påstår han gik i skole med Michel. Michel kan overhovedet ikke huske ham, men inviterer ham alligevel på besøg i sommerhuset. Og så får Harry og hans kæreste Prune (Sophie Guillemin) ellers møvet sig ind i Michels liv. Han husker Michels ungdomsdigte, og vil meget gerne hjælpe ham tilbage på sporet som forfatter. Hjælpe ham af med forskellige ‘distraktioner’ som f.eks hans lidt anstrengende forældre…
Fra første gang vi ser Harry virker han som dårligt nyt, og derefter fremstår han bare værre og værre. Det er filmens store bedrift, hvor æren tilfalder både Moll og López. Han er godt skrevet, rig arving, besat af sin egen virilitet – han siger man skal spise en rå æggeblomme hver gang man har haft orgasme, og kommer derefter altid ned i køkkenet ca femten minutter efter ham og Prune er gået i seng – hele tiden lige på grænsen til at man objektivt kan kalde ham for meget, men så alligevel heller ikke. López spiller ham med ekstrem stolt kropsholdning og et tilfreds smil, som hele tiden virker på grænsen til at krakelere. Det er en fascinerende figur.
Men selve plottet er ret forudsigeligt. Det eskalerer langsomt fra at Harry blot er upassende og grænseoverskridende og til at han er noget meget værre, og selvom det måske kommer bag på én hvis man bare forventer et fransk middelklassedrama, så er det ikke noget som vil overraske nogen der har set bare én Chabrol-film. Og selvom Moll instruerer det hele med stor præcision, så er der heller ikke ret mange filmiske valg, som decideret kan kaldes overraskende. Det er meget shot-reverse shot af forskellige samtaler, med noget dyster underlægningsmusik under. Det er ikke fordi jeg tror det decideret er nemt at skrue sådan en film her sammen, det kræver man har fuldstændig kontrol over tonen, når den langsomt skal gå fra realisme til genre, men det er en stil som blev perfektioneret af f.eks Hitchcock for mange årtier siden, så det er også meget konventionelt.
Ved César-uddelingen i 2001 vandt Sergi López for Bedste Skuespiller og Dominik Moll for Bedste Instruktør, og begge dele er ganske velfortjent, for de var ikke op imod de helt store klassikere. Man kunne have troet at Moll, som kun var 39 år på det her tidspunkt, ville få en stor karriere med effektive genre-film, men det skete ikke rigtig. Dels fordi han først fulgte op fem år senere med den ikke særligt succesfulde Lemming – men mere om den senere – men der er bare heller ikke rigtig særligt meget i Harry, en ven i nøden at bygge videre på. Jeg kan godt forstå det var populært i 2000. Det trækker det franske arthouse-middelklasse-drama over i en mere genre-agtig retning, hvilket er noget filmkritikere har sukket efter i alle de år jeg kan huske. Michels problemer er de samme som i tonsvis af andre filmdramaer fra den tid – han er dannet, kunstnerisk talentfuld, middelklasse uden de helt store økonomiske problemer, og alligevel virkelig presset af sine forpligtelser, han kunne sagtens have været med i en Dogme-film – men de bliver så løst af en karakter som dumper ind i hans liv fra en helt anden type af film.
Det er bare ikke rigtig genre-godt. Jeg ville nok foretrække at se f.eks en Luc Besson film, hvis jeg skulle se noget fransk genre. Og det er heller ikke så skævt og personligt som f.eks. en François Ozon, der på samme tid forenede personligt drama og genre i film som Under sandet (2000) og Swimming Pool (2003) men som gjorde det med langt større filmisk flair. Ozon har en auteurs filmografi, hvilket Moll ikke rigtig har, og det skyldes til dels at Moll har lavet langt færre film, men det er ikke kun derfor. Ozon er queer, han har nogle sjovere inspirationskilder, og er ikke bange for at iblande sine film decideret kitsch. Til sammenligning er Harry, en ven i nøden en rigtig pæn film. Det er også en ganske udmærket film, den er ganske effektiv, og figuren Harry er som nævnt en stærk konstruktion, så den er helt klart værd at se. Men den er altså ikke ‘gået over i filmhistorien’, som man nogen gange siger.
Da jeg kiggede nedover listen af vindere til César-prisen i 2001, så stod der pludselig, at Agnès Godard havde vundet for Bedste Cinematografi for Beau Travail, den eneste nominering som Claire Denis’ kæmpe mesterværk lader til at have vundet. Det er så til gengæld en film, der er gået over i filmhistorien, den var nummer 7 på Sight & Sounds seneste liste over de bedste film nogensinde. Og man kan selvfølgelig godt skyde på Dominik Moll, at hans film tog de nomineringer og priser som Denis havde fortjent. Men det er godt nok op af bakke, når Beau Travail kun får én nominering, her gør Molls karriere nok fra og til. Han har bare forsøgt at lave nogle udmærkede film, nogle gange er det lykkedes, flere gange er det ikke. Harry, en ven i nøden er mere eller mindre glemt, og det er ikke den store tragedie.