Palmesøndag del 252
( Счастье моё, Schastye moyo, Sergei Loznitsa, Ukraine
Cannes 2010)
Har nu skrevet et kvart tusind tekster til denne serie om Cannes-nominerede film, og efterhånden vil jeg sige der danner sig konturerne af en skæv lille filmhistorie. Personligt har jeg ihf lært meget. Men lige meget hvor meget jeg arbejder på den her serie, så vil det aldrig kunne blive en fyldestgørende fremstilling af filmens Historie med stort H. For Cannes nominerer ikke alle typer af film. Jeg skriver f.eks ikke ret meget om blockbustere, omend det ikke gør mig så meget. Men der er også et seriøst underskud af mange andre slags film, heriblandt dokumentarer.
Det har nogle lidt mærkelige konsekvenser når jeg skal skrive om den store ukrainske dokumentarist Sergei Loznitsa. For han har faktisk været i Cannes hovedhovedkonkurrence hele tre gange. Men det er kun for hans fiktionsfilm. Så hans hovedværker, såsom Maidan, Austerlitz og State Funeral, dem har han haft andre steder. Men hans fire fiktionsfilm har været tre gange i hovedkonkurrence, og én gang i Un Certain Regard.
Hans første fiktion, My Joy fra 2010, er nu også en væsentlig film i karrieren. For her forener han dokumentarisk æstetik, ikke så meget med fiktionens narrative stringens, som med en langt mere konstrueret filmisk form. My Joy er ikke som sådan plotløs, men det er ikke plottet der dominerer. Til gengæld har den en avantgardistisk og stærkt symbolsk opbygning, der nok ikke var gået i en ‘dokumentar’.
Plottet er virkelig simpelt: Lastbilschaufføren Georgij skal køre en last et sted hen. Så han kører af sted, men det er ikke nemt at komme nogle vegne i det moderne Rusland. Først bliver han stoppet ved en politikontrol, men da de to betjente pludselig bliver meget optaget af en køn kvindelig billist tager han sine papirer og kører videre. Senere er der pludselig en kæmpe kø, da der åbenbart et eller andet sted er et trafikuheld. Derfor forsøger Georgij at finde en omvej, men dermed ender han også med at køre rundt uden for lov og ret, og derude blandt røvere, overfaldsmænd og korrupte soldater lurer katastrofen. Og så er det mere end almindeligt svært at finde hjem.
Det er plottet. Men filmen er fortalt helt anderledes, fyldt med digressioner og mærkværdige små scener. Åbningssekvensen er et lig kastet i en grav på en byggeplads. Der er en soldat, der fortæller en mærkelig historie fra tiden lige efter Anden Verdenskrig. Der er endnu en fortælling fra Krigen, hvis forbindelse til resten af historien først bliver åbenbaret meget sent i forløbet. I filmens anden halvdel begynder mange sekvenser først et eller andet mærkeligt sted, for derefter at vende tilbage til Georgij. F.eks følger vi først to soldater, og så efter lidt tid dukker de op ved det hus hvor Georgij er kommet hen til. Så snarere end at følge med plottet lægger vi mere mærke til hvordan det er fortalt. Hvordan det er en stribe af hændelser, anekdoter nærmest, der alle omhandler den mørke underside af det moderne Rusland, og hvordan de alle sammen til sidst vender tilbage til Georgij. Det føles nærmest som om han tiltrækker ulykker i filmens anden halvdel.
Det er meget formen, som er det særlige ved My Joy. Loznitsa havde egentlig allerede opbygget fundamentet til sin videre karriere i de ganske mange dokumentarer han havde lavet indtil da. Han havde lavet arkivfilmene Revue og Blockade, der klippede materiale sammen om henholdsvis Sovjetunionen i halvtredserne og tresserne og om belejringen af Leningrad. Han havde også lavet abstrakte og metaforiske portrætter som Artel om isfiskere der ihærdigt forsøger at få hul på isen og Landscape, et særskilt vigtigt værk, der det meste af tiden består af lange cirkulære kameraklip fra en buskø. Landscape er, sammen med kortfilmen The Train Stop om ventesalen på en togstation, blandt det tematisk vigtigste Loznitsa har lavet. Hans film handler nemlig i meget høj grad enten om folk der venter eller om ting der går i ring, og med sine cirkulære klip af folk der venter er Landscape den simpleste forening af de to ting man kan forestille sig.
Hvorfor fokuserer Loznitsa på det her? Ja, det er jo i høj grad spekulation, men jeg synes mange af hans film bærer præg af, at de handler om et folk, der har mistet sin historiske retning. Der er noget ‘end of history’ over dem, en fornemmelse af at der intet større narrativ er i hans verdener længere. Og så bliver det alle for sig selv, og så bliver det lovløst og anarkistisk. Det er lidt ironisk, for Loznitsa har samtidig udviklet sig til en af de største skildrere af Østeuropæisk Historie med stort H, men de fiktive og tematiske elementer i hans virke synes at pege på en a-historisk meningsløshed i den verden han skildrer. Det betyder ikke at det er ligegyldigt, der er mange andre vigtige ting i hans verden, først og fremmest de uendelige traumer som hans karakterer bliver påført, men der er ikke nogen ‘mening’ der kan opveje traumerne. Det ses f.eks i historien om soldaten der vender hjem fra Krigen: Efter at have været med Den Røde Hær hele vejen til Berlin, efter at have befriet verden fra nazismen, så bliver han afpresset og bestjålet på en togstation af landsmænd og soldaterkammerater. Verden er stadigvæk noget lort.
My Joy vakte et stort påstyr i Rusland, hvor den blev beskyldt for at være anti-russisk af nationalister. Den er også blevet kaldt en af de vigtigste film om Putin-tiden. Men den store ironi ved filmen er, at den sådan set overhovedet ikke er anti-Putin. Den skildrer anarki, mismod og lovløshed, hvilket i høj grad er grobunden for en stærk leder med et nationalistisk narrativt projekt. Ikke at Loznitsa er pro-Putin, for det er det vist ret tydeligt at han så absolut ikke er (hans Donbass er et hårrejsende portræt af Putins håndlangere i Østukraine), men i modsætning til f.eks Zvyagintsevs anti-korruptionsfilm som Leviathan og Loveless, hvis genvordigheder ret tydeligt kan føres tilbage til landets ledelse, så er mørket i My Joy langt mere kaotisk og uformeligt. Til sidst i filmen dukker der endda en politioverordnet fra Moskva op, og forsøger at bruge sin position og sine penge til at få sin vilje, men det hjælper heller intet som helst. I den udkant han befinder sig i er det nogle andre der har magten, Moskvas magt er for svag til at hjælpe ham, så derfor skal han kanøfles. Man får næsten sympati med en person der ellers virker som en korrupt lakaj. Men også kun næsten. Han er ret tydeligt en del af problemet.
Det er en af de fineste ting ved Loznitsa, at han ikke skærer problemerne ud i pap i sine dokumentarer. Han præsenterer bare situationer, det være sig historiske hændelser eller nutidige ting som f.eks turisters besøg i en gammel kz-lejr. En af grundene til det fungerer så stærkt er dog også, at han taler lidt tydeligere i hans narrative film, så der danner sig efterhånden visse pointer og visse mønstre i hans filmografi. Som sådan er My Joy virkelig en vigtig film for forståelsen af Loznitsa. Hans filmografi er til sammen et af de to vigtigste kunstneriske værker om den post-sovjetiske virkelighed (det andet er naturligvis Svetlana Aleksijevitjs fembindsværk om Homo Sovjeticus), og selvom jeg personligt foretrækker hans dokumentarfilm, så er der alligevel en æstetisk frisathed i My Joy.