Mother

Palmesøndag del 145
(Мать, Mat, Mark Donskoi, Sovjetunionen
Cannes 1956)

Jeg ville ønske jeg havde mere materiale til de her tekster. Jeg ville ønske jeg kunne finde førstehåndskilder, beskrivelser fra de originale Cannes-festivaler. Som ofte er det ret ligegyldigt, men engang imellem ville jeg ønske jeg havde adgang til den originale reaktion fra datidens journalister. F.eks. med den her film. Jeg forestiller mig det har været en smuk situation, en gammel mester der endelig fik den hyldest han havde fortjent, efter at have været grueligt meget galt igennem. Jeg forestiller mig en lille hård kerne af franske cineaster jublede over igen at se hvordan Mark Donskoi fortolkede forfatteren Maksim Gorkij. Det er desværre ikke nogen god film, men jeg tænker mig alligevel, at det må have været en god aften. Derefter røg Donskoi desværre tilbage i glemslen igen. Han fortjente bedre dengang, og han fortjener bedre i dag. Han fortjener at få sin plads i historien tilbage. Mother er dog ikke en film der kan genopdages og hyldes på ny.

Mark Donskoi blev født i Rusland omkring århundredeskiftet (kilderne er lidt uklare) og deltog allerede i den russiske borgerkrig på bolsjevikkernes side. Han begyndte at arbejde i filmindustrien i tyverne, og instruerede i 1938-1940 den trilogi han nok stadig er mest kendt for: Min Barndom, Mellem Fremmede og Læreår, baseret på tre bind af Maksim Gorkijs erindringer. Den trilogi er en lidt hemmelig klassiker i filmhistorien, hvor der ellers ikke sker så vildt meget i Sovjetunionen efter de montage-baserede stumfilm forsvinder, og Stalin strammer grebet om filmindustrien, med udrensninger i hobetal til følge. Men i sin samtid var Gorkij-trilogien elsket for sin naturalistiske tone og løst episodiske opbygning. Den var en kæmpe inspiration for de italienske neorealister efter krigen, og alene af den grund bliver Donskoi ofte studeret og refereret til. Men også under Anden Verdenskrig lavede han helt centrale film: Regnbuen om russiske partisaner fik vestlig distribution, og Franklin Roosevelt sendte et jublende telegram til instruktøren. The Unvanquished fra 1945 er måske den første filmiske fremstilling af tyskernes jødeudryddelser, med en skildring af Babi Yar massakrerne i 1941. Men i Stalin-tiden var der ikke langt fra at være en helt til at blive set som en forræder, og selvom Donskoi havde et fortræffeligt cv – han havde også selv meldt sig som partisan da tyskerne angreb, men blev dog sendt væk for i stedet at lave film – så var han også af jødisk herkomst, og årene efter krigen var præget af voldsom anti-semitisme. Donskoi døde ikke, blev ikke sendt i fangelejr, men han blev fyret fra det studie han ellers arbejdede ved.

Stalin døde i 1953. Årene derefter var en lille oase af håb, inden den sovjetiske invasion af Budapest i 1956 knuste det meste igen. Filmisk fortsatte håbet lidt endnu, hvor film som Mikhail Kalatozovs Palme-vinder Tranerne Flyver Forbi (Cannes 1958), Grigori Chukrais Historien om en Soldat (Cannes 1960) og ikke mindst naturligvis Andrej Tarkovskijs debut Ivans Barndom (Guldløvevinder 1962) formåede at skildre krige og personer lidt mere frit og poetisk. Egentlig ikke ulig det som Donskoj havde været i stand til med en film som Regnbuen. Så ja, jeg ved ikke hvordan modtagelsen var i Cannes i 1956, men jeg drømmer om at det har været følelsesfyldt.

Maksim Gorkijs roman Moderen præsenterer også en mere følsom socialisme. Skrevet ret kort tid efter den mislykkede revolution i 1905, baseret på virkelige hændelser i perioden kort forinden. Det er historien om den stoiske moder, der ikke helt forstår alle de komplicerede forbudte bøger hendes søn læser i smug, men som naturligt forstår principperne bag socialismen: Empati, sammenhold, kampen mod uretfærdighed. Da hendes søn kommer i problemer med zarens politi begynder hun at hjælpe hans gruppe, først ved at distribuere løbesedler mens han er varetægtsfængslet, for at sløre det er ham der står bag, derefter ved at fortsætte arbejdet efter han er blevet endegyldigt anholdt og eksileret efter en dramatisk 1. Maj -demonstration. Romanen og Donskojs udgave forsøger at lokalisere den bolsjevitiske kommunisme i den russiske folkesjæl, snarere end i kloge lærebøger, hvilket giver Donskoj god plads til at fokusere på de ting han er særskilt god til: Portrætter, lyrik, og billeder af det russiske folk og landskab.

Moderen er blevet filmatiseret tre gange, Donskojs udgave er nummer to, og Glib Panfilovs udgave, der var i Cannes i 1990, er nummer tre. Men den første udgave af Vsevolod Pudovkin er en af montage-filmens helt store klassikere. Det er meget sjovt hvordan de tre intruktører tackler bogen forskelligt. Hos Pudovkin bliver dramaet virkelig foldet ud, han ændrer det f.eks. så det i første omgang er moderens naivisme der får hendes søn sendt i fængsel, og i den klimatiske scene dør overraskende mange mennesker i forhold til bogens ganske ublodige slutning. Donskoj slapper til gengæld virkelig meget af med dramaturgien, for i stedet f.eks. at have en lang karneval-scene, samt fokusere meget på moderens psykologi. Ganske kort i romanen skildres først hendes mand, faderfiguren, der er fordrukken og voldelig, og som hurtigt dør. Hos Donskoj er der mange flashbacks til hans truende figur, ganske korte scener holdt i en nærmest tysk ekspressionistisk stil, i forvrængede værelser med gardiner blæsende ind i rummet. Af de tre versioner er det nok den mest trofaste overfor Gorkijs fortælling, og for hans hovedkarakter. Ikke overraskende, når Donskoj tidligere havde lavet tre film om Gorkij selv, og vidst i øvrigt var hans nære ven.

Men filmen fungerer alligevel ikke helt. Den er løs og episodisk, men det passer ikke rigtig til bogens meget melodramatiske stil. De emotionelle højdepunkter fungerer ikke rigtigt, og så bliver filmen lidt lang og ligegyldig i det. Og så er det filmiske ikke så stærkt som det var femten-tyve år tidligere. Jeg kan ikke helt finde alle oplysninger jeg gerne ville, men jeg tror Mother var en billigere produktion end hvad Donskoj fik lov til at lave før, og det kan man godt mærke, der er altid en lidt skramlet fornemmelse over det. Og lidt umoderne føles det. Det er desværre ikke en gammel mester der genopstår, det er en sympatisk men også lidt middelmådig produktion fra en kunstner der fik sin karriere torpederet da den ellers var på sit højeste. Jeg gad virkelig godt have været der, den dag i 1956. Det må have været bittersødt. Men i glimt kan man mærke poesien, i glimt kommer det tilbage igen. Det er i sidste ende det jeg sidder tilbage med.