Dheepan

Palmesøndag del 132
(Jacques Audiard, Frankrig
Cannes 2015, Guldpalmen)

Jacques Audiards nyeste film, The Sisters Brothers, havde premiere i denne uge. På plakaten præsenteres instruktøren som manden bag filmene Smagen af Rust og Ben og Profeten. To store og elskede film. Men alligevel, The Sisters Brothers er opfølgeren til en Guldpalme-vinder, ville man ikke normalt tro at det ville være mest tillokkende at nævne den? Jeg mener, Guldpalmer går vel generelt til virkelig gode film, ikke? Jeg har en fornemmelse af, at Dheepan er dalet en del i agtelse, og har virket helt modsat af, hvordan den skulle have virket. Med Guldpalme og det hele kunne den virke som kulminationen på Audiards seneste værker. Men i stedet er det filmen hvor balancen tipper, der består af de gængse styrker og svagheder hos Audiard, men hvor svaghederne endeligt skygger for det gode.

Den tager ellers udgangspunkt i det Audiard er bedst til, outsidernes ikonografi. Dheepan er en af de meget få europæiske storfilm med en immigrant i hovedrollen. Egentlig er Dheepan død, men identiteten overtages af en tamilsk tiger for at flygte til Frankrig. Med sig har han konen Yalini og datteren Illayaal, dvs de er faktisk ikke nogen familie, de har bare slået sig sammen for at kunne benytte andres pas. Men den lille pro forma familie kommer igennem systemet og ankommer til en lille forstad, hvor ‘Dheepan’ får job som altmuligmand. Langsomt bygger de et liv op, og forstillet kærlighed bliver måske til ægte kærlighed og sammenhold. Men den parisiske forstad har også sine problemer, og når volden gør sit indtog må Dheepan vende tilbage til sin voldelige fortid.

Det bedste billede i Dheepan kommer meget tidligt. Der er kraft over åbningsscenerne fra Sri Lanka i kølvandet på tamilernes endegyldige nederlag i den borgerkrig, der havde varet siden 1983. Det er givende konkret funderet i tid og sted – det må finde sted omkring maj 2009, hvor krigen ganske pludseligt blev vundet af central-regeringen – noget som mange immigrant-film ignorerer, hvor karaktererne egentlig ikke er interessante som andet end eksistenser i Europa. Men derefter kommer det billede, som i sig selv kunne bære hele filmen: Dheepan og andre immigranter der vandrer i den europæiske nat, med neon-ører placeret på deres hoveder. Han er blevet gadesælger, forsøger at afsætte ligegyldigt plastik-stads for at tjene bare en lille smule penge. Det billede siger alt om den emaskulering som så mange flygtninge gennemgår når de kommer til Europa, og alt om den plads de får tildelt i det Europæiske økonomiske system. Det er ikonografi af fineste slags, det er hele entréen værd, jeg ville sågar gå så langt som at sige det var prisværdigt, men altså dog alligevel ikke en stor pris, en lille pris, juryens pris, eller noget i den retning.

Det grundlæggende problem er det samme som Audiard ofte har kæmpet med: Han er ikke god til sociale detaljer. Og det er sgu et problem når man prøver til dels at lave en socialt bevidst film om en forstad. Forstadsmiljøet er skildret som en lille western-by, hvilket rent genremæssigt giver god mening, men en gængs forstad er mange gange mere socialt kompleks end som sådan. Audiard giver aldrig nogen forståelse af de sociale mekanismer der kan forklare hvad det er der sker. Det gør han aldrig, men det var ikke det store problem i Profeten‘s fængsel, eller det paradisiske Antibe fra Smagen af Rust og Ben. De var en art særlige steder, hvor vi accepterede andre regler gælder. Det samme gør sig ikke rigtig gældende i Dheepan, her trækker Audiard på social ikonografi, som ikke rigtig hjælper ham. Uden nogen forståelse for hvorfra volden kommer, så ender Dheepans voldelige reaktion blot med at være… voldelig?

Det kan godt være det er mig som er dum, men jeg forstår simpelthen ikke slutningen i den her film. Yalini får et job med at passe på en tidligere gangster-boss, som kommer i skudlinjen da der udbryder bandekrig. Pludselig bliver der skudt ind, og Yalini sidder alene i en lejlighed med to døde gangstere og tør ikke komme ned, så Dheepan må begive sig op for at redde hende. Men… er dem han slår ihjel venner eller fjender af gangster-chefen? Kunne Yalini egentlig ikke bare… gå ned? Det er igen genre-koder og moralske valg, der skal stå i stedet for logistik, Dheepan vælger mørket og stiger op på en art rensende opstigning i et højhus under belejring, men det hele er så diffust at det er umuligt ikke at kommentere på. Det er helt konkret umuligt at finde ud af hvad der foregår. Når Malik i Profeten angriber den ene bande efter den anden, så får vi da i det mindste at vide hvilken gruppe den ene eller den anden tilhører. Der er måske plothuller, men der er da i det mindste et plot. Konklusionen i Dheepan er plotmæssigt meningsløs, det er rendyrket personlig renselse. At det så også er ubehageligt voldeligt, det er hvad det er, men når man ikke forstår hvad i alverden der foregår, så virker personen Dheepan blot som voldsfanatiker, og så bliver det svært at forstå den moralske konklusion.

Her er min konklusion: Audiard er ikke verdens bedste auteur. Han er tydeligvis en god instruktør, for alle han arbejder med gør det godt. Skuespillet er godt, fotograferingen er god, lydsiden er god. Manuskripterne er gode. Han er også en god ikonograf, og skaber billeder der indkapsler idéer stærkere end tusind ord, som man siger. Han har bare ikke den, hvad skal man kalde det, filosofiske klangbund som de måske største instruktører har det. Hans konklusioner er mangelfulde, til tider falder narrativerne fra hinanden. Der hvor han kunne lave noget helt fantastisk, det var hvis han mere direkte blev en genreinstruktør. Så altså, det er dælme heldigt at han netop har lavet en western. Mere af det!

Fotocredit: Camera Film

Næste Gang: Bloggen holder sommerferie. Tak for en god sæson. Til efteråret skal den forhåbentlig bl.a. stå på Gus van Sant, Marguerite Duras og Andrej Tarkovskij.