Twin Peaks: Fire Walk With Me

Palmesøndag del 182
(David Lynch, USA
Cannes 1992)

Der er faktisk ret meget kontinuitet hos David Lynch. Jeg genså hans debut-film Eraserhead for nylig, og til sidst i den film, da hovedpersonen Henry begynder at dissekere sine traumer, så begynder elektriciteten at slå gnister. Lamper blinker, ledninger slår gnister. I Lynchs seneste værk, den tredje sæson af Twin Peaks, der ender vi med at et traume kommer tilbage, Laura Palmer indser et eller andet, skriger, og elektriciteten i hendes barndomshjem går ud. Samme idé, fra start til slut.

Det er selvfølgelig først nu, at det virker så sammenhængende, fordi tredje sæson af Twin Peaks må siges at have ophøjet det værk til det helt store hovedværk hos David Lynch. Usammenhængende, svingende, men samtidig et absurd storværk, lavet af tre omgange, mere ambitiøst end nærmest noget som helst andet en amerikansk filmkunstner har givet sig i kast med i filmhistorien. Og nærmest endnu bedre, så har eksistensen af en tredje sæson af Twin Peaks fået filmen Twin Peaks: Fire Walk With Me til at se helt anderledes ud. Før var det en art vedhæng, lavet efter at serien faldt fra hinanden, og måske ikke rigtig så nødvendig. Nu er det centrum mellem to tv-serier, og ufattelig mange af dens idéer blev behandlet igen i sæson tre. Og hvilket centrum! For det sætter fokus der hvor det burde være. Det giver plads i centrum af Twin Peaks, og dermed i centrum af David Lynchs værk, til hende det hele handler om: Laura Palmer. Hvis tragedie er hele grunden til at resten giver mening.

Det er selvfølgelig langt nemmere at se på afstand. Da Fire Walk With Me havde premiere blev den et stort flop og var set som en gigantisk skuffelse. Sæson to af Twin Peaks var endt med en kæmpe cliffhanger, men Fire Walk With Me gør intet for at udrede den. I stedet springer den tilbage i tid. Og ikke nok med det, den første del af filmen følger to helt nye FBI-agenter, der efterforsker mordet på en anden ung kvinde som ikke er Laura Palmer. Og Chris Isaak som Chester Desmond er altså bare ikke lige så karismatisk som Kyle MacLachlan. Først derefter ser vi de personer vi holder af, men oprulningen af de sidste dage i Laura Palmers liv lider, første gang man ser det, nok lidt under, at vi sådan set ved meste i forvejen. Vi ved hun blev misbrugt af sin far, vi ved hun var sin kæreste utro, vi ved hun hang ud på One Eyed Jack, og at hun til sidst blev myrdet i en jernbanevogn. Der er ikke meget nyt vi lærer, og det vi lærer, sådan noget som ting om Judy og Chalfont og en hel masse skovhuggere, forvirrer mere end det forklarer.

Der er en enkelt måde hvorpå sæson tre har fjernet lidt fra Fire Walk With Me. Ved at inkluderer nye FBI agenter som Chester Desmond og Philip Jeffries (David Bowie) og et andet offer som Teresa Banks, så fik filmen universet i Twin Peaks til at virke meget større. Der er noget cyklisk over det, især fordi FBI-agenterne bliver ved med at forsvinde i forsøget på at løse de her forbrydelser. En større tragedie. Det er forsvundet lidt i sæson 3, hvor Laura Palmer bliver sendt til jorden som et lys der skal bekæmpe ondskaben, og hvor det afsløres at alle de her agenter arbejdede sammen for at bekæmpe Judy / Jowday. Der er noget evigt mytisk over den ondskab der beskrives i Fire Walk With Me, og det bliver en anelse mere konkret i sæson 3.

Men hvor jeg dog elsker hvordan den her film bare buldrer ud over stepperne. Vi ser et tv eksplodere, og straks derefter er Gordon Cole i gang med at råbe, og så ser vi Chester Desmond stå ved en bus med nogle grædende børn, og så er der en kvinde i rødt der danser, etc etc. Det forstærkes af, at Chris Isaak virkelig ikke er nogen god skuespiller, og at Kiefer Sutherland som hans medhjælper lader til ikke helt at vide hvad han laver. Alt er ustabilt i den her sekvens, men samtidig er billederne så ualmindeligt sikkert skruet sammen, at der er en vanvittig energi i det. Halvvejs ubehjælpsomt, halvvejs genialt. Sådan virker god David Lynch ofte.

Der er noget af den samme effekt i fortællingen om Laura Palmer, et gigantisk melodrama, der lidt undermineres af at det nu 100% skal bæres af de unge skuespillere, som aldrig rigtig var de bedste i castet. Det er nærmest lidt skolekomedie agtigt, og det bliver ikke bedre af at Donna Hayward er blevet recastet med Moira Kelly, hvilket aldrig bliver andet end mærkeligt. Men Sheryl Lee spiller så råt som Laura Palmer, det er virkelig imponerende. Hun virker fuldstændig overvældet over den forfærdelige situation hun er i.

David Lynch film svinger ofte mellem det komplekse og det simple, det mærkelige og det ligetil. Der er nærmest ikke noget bedre eksempel end ‘garmonbozia (pain and sorrow)’, der fylder en del i den her film. På den ene side er det virkelig mærkeligt, et vrøvleord og en art kogt majs, som de her væsener spiser. Men omvendt er det jo mega simpelt. Hvis vi tager det på ordet, så er det jo ‘pain and sorrow’, som er blevet til noget helt konkret, og som væsenerne lever af. Og i virkeligheden er ‘pain and sorrow’ vel den mest elegante beskrivelse af ondskab der overhovedet findes, er det ikke?

Det er en stor del af hemmeligheden ved Lynch, at han knytter sine grumme og bizarre elementer til helt konkrete ting som smerte og sorg. Vi mærker det inden i os. Og så breder han det ud til verden, så igen, når en person oplever noget traumatisk, så eksploderer elektriciteten. Der er en flydende overgang mellem individ og omverden. Nogle gange hos Lynch, så bliver det en anelse for psykoanalytisk for mig. Når f.eks der bliver trådt på sædceller i Eraserhead, eller Lost Highway så tydeligvis handler om skyld og fortrængning, så er jeg ikke helt med. Men når det balancerer mellem at være helt vildt komplekst og bizart, og så samtidig handle helt rent og ægte om smerte og sorg, så er det eminent som meget lidt andet.

Og det gør Fire Walk With Me når den er bedst. Den insisterer faktisk på, at Laura Palmers sorg og smerte er hele grunden til at hele historien er værd at fortælle. Hvilket er en eminent og vigtig pointe. Og slutningen, med den afdøde unge kvinde, der sidder i sit efterliv, bliver trøstet af en mærkelig mand med glat hår, og ser en engel, og begynder at græde og smile på samme tid. Den slutning får mig hver gang. Det er noget af det smukkeste i hele verden. Og jeg er så uendeligt glad for, at det er centrum i Twin Peaks og dermed i David Lynchs filmværk. Smukkere centrum har jeg svært ved at forestille mig.