Palmesøndag del 471
(Jim Jarmusch, USA
Cannes 1989, Best Artistic Contribution)
Der er noget særligt ved tallet tre. Hvis man laver en film i tre dele, så er det ligesom lidt finere, end hvis den er i fire eller fem. Gentagne gange lavede Jim Jarmusch film i tre dele, og det kulminerede tredje gang han gjorde det, i Mystery Train. Hans to film før det faldt tydeligvis i tre dele, men her fortæller Jarmusch tre helt forskellige historier, der er mere mystisk forbundne. De finder sted på nogenlunde samme tid, alle tre i Memphis, men det er ikke ét plot som i Down By Law. Det er meget mere strukturalistisk og lidt meta.
Resultatet er en film, der virker som en forgænger for senere indiefilm som f.eks Pulp Fiction. Men lidt vel meget af de typiske Jarmusch-kvaliteter går tabt, også fordi Jarmusch skiftede fra sort/hvid til farve. Mystery Train er meget avanceret. Men billede for billede, replik for replik, er det et tilbageskridt.
Mystery Train består som nævnt af tre dele. I ‘Far from Yokohama’ ankommer de to unge japanske turister Jun (Masatoshi Nagase) og Mitsuko (Youki Kudoh) til Memphis, hovedsagligt for at se steder forbundet til Elvis Presley. De går rundt i byen, får en rundvisning på Sun Records, inden de om natten booker sig ind på Arcade Hotel. De elsker lidt, de skændes lidt, næste morgen tager de afsted igen. Der sker lidt mere i ‘Ghost’, hvor en italiensk kvinde ved navn Luisa (Nicoletta Braschi, der også var med i Down By Law) ret pludseligt har mistet sin mand, som hun skal have fragtet hjem til Italien. Efter at have vandret rundt i Memphis går hun om natten hen til Arcade Hotel, hvor hun deler et værelse med den unge kvinde Dee Dee (Elizabeth Bracco), der netop er gået fra sin engelske kæreste. Om natten ser Luisa et spøgelse af Elvis. Og endelig i ‘Lost in Space’ møder vi Dee Dees ex Johnny (Joe Strummer fra The Clash), der er i gang med at drikke sig episk fuld på en bar, hvorfra to venner forsøger at rede ham. Da de går hen for at købe mere sprut opfører sælgeren sig racistisk, hvorefter Johnny skyder ham, og de tre mænd flygter hen på Arcade Hotel for at gemme sig om natten.
Tre historier, der alle sammen ender på Arcade Hotel. Der er flere ting, der binder fortællingerne sammen. Luisa og Dee kan høre et par have sex, hvilket vi ved er Jun og Mitsuko. Der lyder også et pistolskud tidligt om morgenen i de to første fortællinger, som vi først til sidst lærer hvad er. Der er en radio-bid med Tom Waits som går igen, hvor han introducerer Elvis der synger ‘Blue Moon’. Og i alle tre historier kan man hører et mystisk tog, på hvad der må være samme kronologiske tidspunkt. Det er som sådan meget imponerende flettet sammen.
Men Mystery Train lider lidt af samme problem som så mange andre flette-film: Det er ikke alle historier, som er lige interessante. Der sker nærmest intet i den første del, og det er lidt svært at engagere sig i det unge japanske par, hvis personligheder ikke står særlig skarpt. Anden del er lidt mere dramatisk, men sammenlignet med del tre, med kærestesorger og jobproblemer, samtaler om racisme, og derefter også en skudepisode og flugt fra politiet, så er resten af Mystery Train meget stillestående. Der er fokuseret på at have tre dele, der på finurlig vis hænger sammen, og det gør de også i imponerende grad, men det gør lidt, at de to første dele ikke rigtig kan stå alene for sig selv. Der er ellers masser af plads i fortællingerne, i bedste Jim Jarmusch-stil er der rigtig mange scener med gåture, billeder af Memphis, mystiske samtaler med fremmede, men det er ikke helt på vanligt høje niveau. Og billederne er rigtig skuffende efter særligt Down By Law, for det er igen Robby Müller der har fotograferet, men det mangler fuldstændig den stiliserede effekt som Stranger Than Paradise og Down By Law havde. Det er naturligvis også lettere at stilisere en film i sort/hvid, men Mystery Train finder ikke nogen samlet æstetik.
Da jeg skrev om Pulp Fiction beskrev jeg den som nærmest et plot-eksperiment, i at se hvordan man kunne tage en ‘pulp’, en blød og uformelig masse af plots og samtaler, og få den til at hænge sammen. Det gjorde Tarantino ved filmiske virkemidler og ved genreklichéer, ikke så meget ved plot – hvilket gør filmens gamle tag-line ‘three stories about one story’ dobbelt forkert, eftersom der dels er meget mere end tre historier i, dels ikke er nogen enkelt fortælling det alt sammen går op i. Tarantino og Jarmuschs problem er meget typisk for postmodernismen: Hvordan fortælle historie i en fragmenteret tid uden forkromede ideologiske narrativer? For begges vedkommende er svaret, at stykke sammen af mindre historier, og så på én eller anden måde få det til at hænge sammen. Forskellen er bare, at Tarantino fik det til at hænge sammen, hovedsagligt ved at gøre alt så uforglemmeligt cool, at publikum får det hele med, mens Jarmusch ikke lykkes med det.
For hvad er det, som skal samle Mystery Train? Er det en film om Memphis og amerikansk musik? Alle tre historier handler om immigranter, er det en film om immigration? Handler det om tilfældigheder vs skæbne? Det er meget svært at se, det virker mest af alt bare som en ret tidstypisk måde at fortælle historier på. Ingen klare svar, men små historier, antydninger, plads til at publikum kan tænke selv. Og det er bare ikke rigtig nok den her gang.
Jarmusch fulgte op på Mystery Train med endnu en film stykket sammen af små fortællinger: Night On Earth (1991), der skildrer hele fem taxature en enkelt nat, i Los Angeles, New York, Paris, Rom og Helsinki. Og det er for mig en meget bedre film. Historierne hænger ikke sammen, udover at man kan sige de foregår samme nat, fra solnedgang til daggry. Men hver for sig er historierne gode nok til at man gider at følge med. Jarmusch lavede fra starten ret avancerede og eksperimenterende små historier, men kontrasten mellem de to film viser, at hans styrke i meget høj grad kom af, at de enkelte historier og karakterer var så stærke. Det forsvandt lidt i Mystery Train.
Måske han skulle have det ud af sit system med strukturerne og at binde historier sammen. I sine næste film skiftede han spor. I halvfemserne lavede han mere genre-agtige film, hvilket han er vendt tilbage til at gøre igen og igen, på godt og ondt. Men første gang han gjorde det var resultatet en af hans bedste film.