Palmesøndag del 110
(L’Amant Double, Francois Ozon, Frankrig
Cannes i 2017)
Francois Ozon laver mange film, og mange typer af film. Han kan lave campede komedier som Potiche, langsom arthouse som Frantz og lavede med Min Nye Veninde endda en af de meget få arthouse-film om transkønnede. De fleste af hans film har dog det til fælles, at de dels ikke er bange for det melodramatiske, dels giver plads til uglesete grupper – fra transkønnede og homoseksuelle til noget så udskammet som ældre kvinder.
Men hvis man ser på de af Ozons film, der er kommet til Cannes, så ser det noget anderledes ud. Swimming Pool, Ung og Smuk og nu Dobbelt Begær. Det er alt sammen erotiske film, med unge kvinder i hovedrollerne. Så når der i indledningen til Dobbelt Begær zoomes ind på en vagina under en gynækologisk undersøgelse, så er det svært ikke at ryste en smule på hovedet. Cannes gonna Cannes.
Førnævnte vagina tilhører Chloé (Marine Vacth, der også havde hovedrollen i Ung og Smuk), en ung kvinde der bliver undersøgt for at finde forklaringen på hendes mavesmerter. Men der lader ikke til at være nogen fysisk forklaring. Derfor begynder Chloé til terapi hos Paul (Jérémie Renier), som hurtigt erklærer hende rask, hvorefter de bliver kærester og flytter sammen. Men Paul har hemmeligheder. De leder Chloé til at opsøge en anden terapeut, Louis, der viser sig at være Pauls enæggede tvilling. Chloé og Louis indleder også en affære, og herfra går det derudaf med det ene campede twist efter det andet.
Dobbelt Begær har helt sikkert filmiske kvaliteter. Det indledende vaginale closeup er typisk Cannes, men leder til et eminent matchcut med Chloés øje. De psykoanalytiske implikationer af at forbinde de to kropsdele burde derudover også være ret åbenlyse. Gennem hele filmen er der glimrende elementer, en fin brug af spejle, små klip om tvillinger, smukke kamerabevægelser, utrolig stilig scenografi. Ozon er en glimrende håndværker, omend han har tendens til at arbejde med ret store armbevægelser. Havde jeg anmeldt filmen da den udkom havde jeg sikkert givet den fire hjerter, for den er fin for hvad den er. Og jeg er glad for der er plads til hvad Dobbelt Begær er, i de danske biografer. Jeg er bare ikke helt sikker på jeg synes, der skal være så meget plads til det i Cannes.
For filmen er altså virkelig også noget vi har set før. Den kan virke nærmest som en variation over firserfilm fra folk som Brian de Palma og David Cronenberg, der igen kunne virke som variationer over Hitchcock. Der er virkelig ikke mange nye idéer i den her film, hverken visuelt eller tematisk. Det hele er bundet sammen i en ret træls eksplicit fortolkning af psykoanalyse, der ville få Slavoj Zizek til at klappe i sine små hænder, men som føles ret så bedaget. Samenlign f.eks. med Lee Chang-dongs Burning, der netop er gået i danske biografer. Den bygger også i høj grad på psykologiserende metaforer, begær og fortrængning, men hos Lee er det så langt mere subtilt. Hele hans film er som en drøm, og som i Freuds drømmetydning kan vi analysere drømmen frem og tilbage, og nyde de lag af betydning der dukker op, det ene mere foruroligende – om os selv lige så vel som om filmen – end det andet. Dobbelt Begær er ret så klinisk. Den er i mindre grad en drøm end en medicinsk analyse. Der er noget galt med Chloé, og det skal vi så finde ud af. Derefter er der egentlig ikke så meget at tænke videre over.
Og så er der det der med, at det altid er den samme type Ozon-film, der kommer til Cannes. Ozon er vitterlig en fascinerende figur i mine øjne, i hans vilje til at favne det mainstream, det melodramatiske, og det queer og campy. Hvor en figur som Bertrand Bonello dyrker en tematik omkring det monstrøse, og konstant skildrer det queer og androgyne som en farlig, samfundsomvæltende kraft, så har Ozon en så imponerende normaliserende tilgang til hans emner. Frantz handler om første verdenskrig, PTSD og pacifisme, men der sniges også lige et tematisk spor om homoseksualitet ind, og den unge franske soldats krop erotiseres på livet løs. Potiche er så hyggelig en film om en ældre kvinde der overtager en fabrik at man helt kan overse hvor unik den fortælling egentlig er. Engang imellem kan det smutte – jeg tror måske tiden allerede er løbet fra Min Nye Veninde, som ellers kun er fra 2014 – men generelt er Ozons godmodige middlebrow normalitet sådan set det mest revolutionerende og enestående ved ham. Så hvorfor er det altid det erotiske og thriller-agtige der kommer til Cannes?
Jeg kan ikke komme mig over idéen om at nogensomhelst har troet det her rent filmisk var blandt det bedste året havde at byde på. Men en film som Dobbelt Begær er med i en konkurrence fordi den byder på noget anderledes. Noget trashy, noget camp, noget sjovt og provokerende. Hvilket sådan set er fint nok, hvis ikke det var fordi Cannes i andre sammenhænge på det voldsomste fornægter nogensinde at ville vælge film ud fra ‘kvoter’. Men hvis man kigger i sidekonkurrencerne 2017, så er der langt stærkere film af folk som Valeska Grisebach (Western) Claire Denis (Luk Solskinnet Ind) og Chloé Zhao (The Rider). Det er svært ikke at tænke, at kvinder bag kameraet bliver udelukket, så der kan være plads til flere nøgne kvinder foran kameraet.