Ung & Smuk

Palmesøndag del 16 af 1674
(Jeune & Jolie, François Ozon, Frankrig
Cannes i 2013)

Jeg er ikke ekspert når det kommer til François Ozon, har stadig ikke set alle hans film, men for nemheds skyld deler jeg hans karriere op i fire perioder. Første periode går fra debuten Sitcom og frem til Swimming Pool. Det er en periode med støt stigende success, frem til første deltagelse i Cannes. Anden periode går så fra 5×2 i 2004 og til The Refuge i 2009. Jeg har ingen idé om hvad der indholdsmæssigt kendetegner de fem film fra denne periode, jeg har stadig ikke set en eneste af dem. Det kendetegner dem, at de ikke er blandt Ozon’s kendteste, og i Danmark er perioden kendetegnet ved støt faldende tilskuertal: 28.621 mennesker så Swimming Pool. Halvandet år efter, i 2005, så 4842 5×2. 1151 så Tid til Afsked i 2006, og blot 841 billetter blev der solgt til Angel i 2008. Ingen af de to film Ozon lavede i 2009, Ricky og The Refuge, fik dansk premiere… Men. Måske var der tegn på bedring, The Refuge vandt nemlig Juryens Specialpris på filmfestivalen i San Sebastian.

Da Ozon havde en ny film parat, 2010 i Frankrig, 11 i Danmark, drejede det sig om Potiche – Trofæfruen, som havde Catherine Deneuve og Gerard Depardieu i hovedrollen, og som solgte imponerende 10.743 billetter herhjemme. Det er startskuddet til Ozons tredje periode, der går fra Potiche og til Dobbelt Begær, hvor alle Ozons film kom til Danmark, alle blev vist på store festivaler, og han for alvor fandt en provokerende og dampet stil Comebacket blev også kronet af Cannes, hvor Ozon blev inviteret tilbage i 2013 for Ung & Smuk, ti år efter han var der første gang, og blot fire år efter med Dobbelt Begær. Herefter begyndte en fjerde periode, kendetegnet ved mere seriøse emner og film baseret på romanforlæg. En mindre Ozon’sk periode, måske.

Der er som sagt fem film fra midten af Ozon’s karriere som jeg ikke har set, så jeg kan ikke rigtig snakke præcist om hvordan han har udviklet sig. Jeg ser dog en klar forskel på de fire tidlige film jeg har set, den første periode, og dem fra den tredje. I de tidlige film støder mennesker sammen enkeltvis, ofte på øde og isolerede steder. De otte kvinder i 8 Kvinder udspiller en masse duetter, det samme gør Sarah og Julie i Swimming Pool. I de senere film er fokus blevet bredere, nu skildres ganske mange samfundslag, ofte ganske borgerlige og velansete, i mødet med en truende person, der nægter at følge reglerne. I Potiche – Trofæfruen er det naturligvis ‘trofæfruen’, ‘pyntedukken’, der pludselig nægter at være den dumme og passive husmor. I Min Nye Veninde handler det i høj grad om transkønnede. Ung & Smuk spiller sammen med Selv I De Bedste Hjem som en dilogi, om unge mennesker, der ryster deres omgivelser. I Selv I De Bedste Hjem vender den unge intellektuelt iagttagende mand op og ned på både hans vens familie og hans lærers ditto. I Ung & Smuk er det den unge kvinde Isabelle der chokerer omverdenen, da hun ud af det blå begynder at prostituere sig selv.

Hvorfor hun tager dette valg gør filmen ikke klart. Vi ser hende under den første gang om sommeren med en jævnaldrende tysker, vi ser hende på hoteller med fremmede mænd, vi ser hende senere, efter hun er blevet afsløret, fortælle en psykolog om sine oplevelser. Men vi kommer ikke  nærmere noget svar, vi finder ikke ud af hvad der driver hendes seksualitet. Hun forbliver et enigma. Filmen er bedre til at skildre det kaos der opstår, idet hendes omgivelser finder ud af, at hun går i seng med ældre mænd. Selv hendes mor begynder at bekymre sig på vejne af sin mand, Isabella’s stedfar. Panikken er morsomt skildret. Ligeledes er det sjovt, da Isabella til sidst får en passende kæreste, en jævnaldrende en af slagsen, men så alligevel kommer frem til, at det sgu er for ubehjælpsomt. Her er der en vilje til at gøre op med det pæne og fine, på samme måde som i anden sen Ozon.

Men. Ung & Smuk er alligevel – efter min mening – den dårligste sene Ozon. Der er noget kedsommeligt stereotypt over sammenstillingen med Selv I De Bedste Hjem, hvor den unge mand er farlig på grund af sin intelligens, mens den unge kvinde er farlig på grund af sin seksualitet. Ozon bruger klichéer til at udstille fordomme og vaneopfattelser, men derfor bruger han stadig klichéer. Marine Vacth, i rollen som Isabella, skal ikke meget andet end at være ung og smuk og mystisk, hvilket for så vidt ikke er meget mindre end Ernst Umhauer skal i Selv I De Bedste Hjem, men hans historie består netop i at være skræmmende, mystisk, ubekendt, det er først til sidst vi ser hans hjemmeliv. Isabella ser vi fra start i hendes familie, hendes baggrund, i hendes mest personlige øjeblikke, men alligevel lærer vi hende aldrig at kende, så hendes seksualitet kan forblive tilpas mystisk. Derudover fandt Ozon en ny cinematograf til filmen, Pascal Marti, og hans billeder er simpelthen ikke lige så gode som dem Yorick le Saux skabte i Potiche eller Jerome Almeras i Selv I De Bedste Hjem. Der forsøges med ikonografi, en mørk skyggehånd hen over Isabellas topløse krop i starten, for eksempel, men grundlæggende er billedsproget bare ikke lige så spændende som det var i de to film før.

Hvorfor er det den dårligste sene Ozon der kom til Cannes? Jeg kan komme på to grunde, den ene noget mere positiv end den anden. Man skal gøre sig fortjent til at komme i konkurrencen, og da Ozon havde haft en dårlig periode, så skulle der et par successer til, før han blev inviteret tilbage. Det er ikke helt ualmindeligt, at en instruktør bliver opgraderet til hovedkonkurrence med en film der er dårligere end de foregående, det skete f.eks også for Joachim Trier med Louder Than Bombs. Men der er en anden mulig forklaring, som går på, at Ung & Smuk, med sin seriøse grundtone, og nøgne unge hovedperson, var en mere Cannes-typisk film end især komedien Potiche om den midaldrende dame, der sætter alle de kloge mænd på plads. Det er ikke så heldigt med Ozon og Cannes, at de tre første gange han var med var det med film der ikke rigtigt tilførte så meget nyt til hans filmografi, men til gengæld var fyldt med kvindelig nøgenhed.

Ozon’s bedste kvaliteter i min bog, den herligt syrlige satire, den empatiske evne, legen mellem drøm og virkelighed, og ikke mindst de mange herlige sang-og-dans passager der er i flere af hans film, er lige knap til stede i de film han havde i den mest prominente film-konkurrence overhovedet. Ok, han har lavet ekstremt mange film, det ville være forfærdelig kedeligt hvis han var blevet fast gæst. Og det må være et puslespil at få til at gå op, at få passet en instruktør som Ozon ind i konkurrence i ny og næ. Men hvis man skal se den gode Ozon, så er det ikke Swimming Pool og Ung & Smuk man skal se, men derimod film som Under Sandet, 8 Kvinder og Potiche.

Serien om Francois Ozon fortsætter med Dobbelt Begær

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.