Palmesøndag del 310
(Tout s’est bien passé, Francois Ozon, Frankrig
Cannes 2021)
Der er noget uheldigt ved Alt gik godt, og der var ét helt særligt øjeblik, hvor jeg fik sat fingeren på det ømme punkt. Det er scenen hvor hovedpersonen Emmanuèle er på en art ferie, nede ved havet. Vi ser først ryggen af hende, men så klippes der til et bemærkelsesværdigt billede af hendes ansigt. Nærmest i frøperspektiv, mens hun forknyt stirrer ud i horisonten. Hvad skal det betyde? Vinklen er mærkværdig, hun fylder for meget, ser for stor ud, i forhold til hvor modløs hun føler sig på det tidspunkt. Det er så mærkelig en vinkel, at der klart er tænkt over det fra instruktørens side, men jeg kunne ikke få det til at passe sammen. Indtil pludselig en karakter gik ud på balkonen som kunne skimtes i baggrunden, og kameraet skiftede fokus for at fange den nye person i stedet. Ah. Det var lavet for at lave et teknisk smart skift i fokus. Det er egentlig ret virtuost. Men jeg føler stadig det giver det forkerte indtryk af Emmanuèle sindstilstand.
Det er lidt problemet ved Alt gik godt. Francois Ozon er for god til den her film. Han kan ikke lade være med at vælge overrumplende og virtuose virkemidler, fordi han simpelthen bare er en god instruktør, der kommer på rigtig mange gode idéer. Men når han så ikke rigtig lader til at føle så meget for materialet, ikke rigtig kan finde nogen personlig vinkel på fortællingen, så arbejder det for meget af tiden imod filmen. Det bliver usammenhængende og virker ikke rent emotionelt som det skal.
Francois Ozons filmografi tog et overraskende sving efter Dobbelt begær. Først var der den nærmest dokufiktionelle Gud være lovet, der var langt mere afdæmpet og tålmodig end sædvanligvis hos Ozon, og som tog fat i et betændt politisk problem i det franske samfund, nemlig den katolske kirkes mange sager med pædofili. Det var en overraskende normal fransk auteur-film, lavet helt uden at ville provokere, bare på et brændstof af indædt forargelse. Som jeg skrev efter at have set den i Berlin, så fungerede afdæmpetheden perfekt som modspil til de campere og provokerende film Ozon tidligere havde lavet. Når kvinders seksualitet, og når homoseksualitet, åbenbart blev set som så provokerende i det franske samfund, hvordan faen havde samfundet så så stiltiende accepteret præsternes pædofili? Ozon fulgte op med den ligeledes ret stramme og afdæmpede Sommeren ’85, som var en filmatisering af en art ungdomsroman. Ret så mainstream. Og i mine øjne måske Ozons bedste film. En perfekt afrundet fortælling, fortalt med blik for stemning og tidsbillede, og så med nogle aldeles vidunderlige scener, som f.eks de forskellige dansescener. Jeg var helt overrumplet. Hvad skulle det dog ikke kunne blive til med Ozons nye stil?
Sommeren ’85 var med på Cannes i foråret ’20, den udgave af Cannes hvor der hverken var fysisk festival eller blev uddelt priser. Det var synd og skam for Ozon, for den film kunne potentielt have affødt virkelig god kritik og måske endda en mindre pris. Alt gik godt er langt mindre vellykket. Det er ellers en videreudvikling af de to tidligere film: Ligesom Sommeren ’85 er den baseret på et roman-forlæg – her Emmanuèle Bernheims selvbiografiske bog af samme navn – og ligesom Gud være lovet behandler den et politisk problem: Aktiv dødshjælp. Emmanuèles gamle far får pludselig et anfald, og prognosen er, at han aldrig får sit gamle liv tilbage. Han beslutter sig derfor for at han vil dø, og så må Emmanuèle og søsteren Pascale sørge for at få alt i stand, dels af alle de drænende bureaukratiske småting – såsom at André skal have optaget en afskedsbesked der er tilpas klar i mælet om at han selv har besluttet at dø, så ingen andre får retslige problemer – såvel som at de skal navigere emotionelt rundt mellem en far der ikke vil være hos dem længere, og en hel masse andre forargede pårørende. Det er en ret enkel fortælling, og filmen har noget af den samme afdæmpethed som Gud være lovet. Men i modsætning til den film virker det ikke som om Ozon har ret mange idéer om materialet, så alt det interessante foregår mest i periferien.
Der er interessante ting i den her film, som også har præg af Ozons auteur-præg. Faren var biseksuel, og der er ret subtile pointer om hvordan det har været dengang han var ung. Også for hans kone. Mest af alt er der en virkelig stor ensomhed hos rigtig mange af karaktererne, som Ozon zoomer godt ind på. F.eks er der Andrés værelseskammerat på hospitalet, som egentlig intet har med plottet at gøre, men som får sit eget lille karakterportræt, og som godt nok har sit gode helbred, men ingen pårørende har til at hjælpe ham. Der er også en lidt mærkelig mandlig karakter, som vi først langt ind i filmen endeligt får fastslået må være en tidligere elsker, som har et eller andet uforløst forhold til André. Søstrene virker mest til at tro han vil have penge, og han forstår ikke grænser, men der er noget umanerlig sørgeligt over ham. Ozon fremstiller også de syge så man virkelig kan fornemme at de er syge. Det er ikke som i andre film en skuespiller i en rullestol, der er gjort noget ud af f.eks hvordan André ikke kan lukke sin mund. Han kan aldrig løbe fra det, han får aldrig sin gamle ‘værdighed’ tilbage. Han kunne selvfølgelig have affundet sig med sin nye tilværelse, det havde der også været en værdighed i, men det er ikke det han vil. I de her øjeblikke, med ensomhed, med forfald, så virker filmen ikke bare som en problemfilm om aktiv dødshjælp, men som en unikt Ozon’sk betragtning over de her emner. Det er bare ikke nok.
Mest af alt afslører Alt gik godt, desværre, at Ozon aldrig bliver en af de største. Han er god. Han er en virkelig god instruktør. Men han laver så mange film, at ikke alle er lige inspirerede, og han har heller ikke helt fremragende idéer til dem alle sammen. Han har ikke noget større forkromet projekt, som filmene kan spille ind i, og omvendt er han heller ikke så meget visuel stilist, at hans film bare kan leve af det. Han er et aktiv på filmscenen, det er dejligt at han bliver vist i danske biografer, hans karriere samlet set over de sidste snart 25 år er svært imponerende. Men han er ikke blandt de største. Det går godt. Men ikke mesterligt.