Min Nye Veninde (Francois Ozon)

Når du tager ind og ser Min Nye Veninde, så hver særlig opmærksom under det lange flashback i starten. Den gamle veninde, Laura, er død, 27 år gammel, og mens filmens centrale person, Claire, holder begravelses-tale oprulles deres liv sammen. Den nye veninde, Virginia, er Laura’s dublet, og filmen genbesøger næsten samtlige scener fra flashbacket senere i filmen med de to. Der vil være to tennis-scener, to scener med hår-børstning, to natklubsscener, to scener hvor to personer går over en bro over en bæk. Selv den fantastiske åbningsscene, hvor en kvinde nænsomt klædes ud i brudetøj mens Brudekoret fra Lohengrin spiller i baggrunden, indtil øjnene lukkes og vi indser at det er Laura’s lig, der bliver klædt på til begravelsen, bliver genspillet senere i filmen. Jeg havde oprindelig tænkt, at der foregik i ‘queering’ af åbningssekvensen i resten af filmen, men det er faktisk ikke helt rigtigt. Trods alt foregår alle åbningsscenerne mellem to kvinder, mens en del af resten af filmen foregår mellem Claire og Gilles, hendes ganske normale husbond. Men det gør det måske blot endnu mere queer, at Ozon behandler også hetero-normative Gilles som en brik i hans spil med køn og seksualitet?

Det er svært at tale om den her film uden at spoile for meget, for intet af hele historien bliver forklaret af filmens trailer, som antyder et stort twist, som altså ankommer umanerlig tideligt inde i filmens historie. Det er da også blevet afsløret ofte af andre anmeldere, så her kommer det: Den nye veninde, Virginia, er Laura’s mand, David, i dametøj. Først klæder han sig ud for bedre at kunne agere mor til deres nyfødte baby, men senere begynder han at finde sig til rette som trans-kvinde. Claire er først forarget, kalder David pervers, men efterfølgende begynder hun at hænge mere og mere ud med Virginia, som indtager rollen som erstatning for Laura. Hun bliver på den måde Laura’s dobbeltgænger, og det er naturligvis derfor at scenerne fra indledningen gentages. Som i Vertigo må en ny person omformes for at indtage rollen som den afdøde kvinde, men i vore moderne dage kan også mænd blive tilpasset rollen som en død kvindes dobbeltgænger. Processen i Vertigo er så simpel som den er eksemplarisk for en forældet kønstankegang: Judy’s identitet må elimineres for at leve op til Scottie’s begær efter afdøde Madeleine. Her er det langt mere komplekst: David identitetsskift er dels udtryk for Claire’s begær efter Laura, så allerede dér er der en queering af historien. Men den er samtidig udtryk for det modsatte, for David’s reclaiming af hans egen identitet som trans-kvinde. Det er to forskellige historier, og der er en spænding mellem dem, som driver en stor del af plottet.

Ozon hilser på og bearbejder ofte gamle film, både den brede, som med 8 Kvinder, hvor de fleste kostumer er taget fra 50’ernes berømte skuespillerinder, og den lidt mere smalle, som når Catherine Deneuve i Potiche indsættes i en strejke ganske lig den fra Godard’s Tout va Bien, men i stedet for marxisme, maoisme, eller anden halvfjerdserteori, redder dagen med kvindelig snusfurnuft. I Min Nye Veninde queeres filmhistorien, selvfølgelig først og fremmest Vertigo, men i en scene hvor David bogstavelig talt genfødes som kvinde benyttes også ikonografien fra Dreyer’s udødelige Ordet, dog med bibelen erstattet af kitchet fransk schlager-pop. I det hele taget er der en sofistikeret leg med kønsrollerne. Claire optræder også det meste af filmen igennem i tøj, der indtil halvtreds år siden ville være blevet set som mandetøj. Når hun iklæder sig kjole er det så særligt, at hendes mand kommenterer på det. Det er en fin lille pointe, at Claire kan klæde sig ud i ‘mandetøj’ og efterhånden er det accepteret (selvom hendes mand lader til at nyde de aftener hvor hun gør noget ud af sig selv, ie. specifikt hende selv som kvinde), men vil David gå i dametøj er det stadigvæk transgressivt. Der er så klart et hierarki, hvor det at stræbe mod at ligne en mand kan accepteres, men at ville ligne en kvinde må være ‘perverst’. Det er hårdt arbejde, siger de.

Når Min Nye Veninde trods legesygen og fortællelysten alligevel ikke helt er på højde med nyere triumfer som Potiche eller Selv I De Bedste Hjem skyldes det i høj grad billederne. Pascal Marti er tilbage som fotograf efter Ung og Smuk, og hans billeder er stadigvæk mindre spændende. Ozon kan bruge steder ganske suverænt, entré i 8 Kvinder, svømmepøl i Swimming Pool, fabrik i Potiche og gymnasie i Selv De Bedste Hjem. Min Nye Veninde foregår i store forstadsvillaer, centrale scener endda i et land-palæ, men rummene udnyttes aldrig. Heller ikke musikken, som så ofte med Ozon af Philippe Rombi, imponerer voldsomt, undtagen når Ozon benytter eksisterende sange. Katy Perry, Nicole Croisille, Mozart. De to hovedkarakterer er nogle voldsomt svære roller for skuespillerne, for hele pointen er at de brænder inde med en uafklaret utilfredshed med deres kønsidentitet. Det er svært at spille noget som er uopfattet for personerne selv, og det betyder skuespillet virker lidt vagt til at begynde med. Anaïs Demoustier som Claire lider under det hele filmen igennem, da hendes karakter-ark er ganske subtilt. Romain Duris som David/Virginia, derimod, virker måske nok noget underdrejet i de første scener, men i scenen hvor han første gang viser sig offenligt som kvinde, en scene afviklet i et stormagasin med Katy Perry’s ‘Hot N Cold’* på lydsporet, eksploderer hans ansigt i et lykkeligt smil, der lyser hele lærredet op, og understrejer hvor underdrejet resten af hans skuespil har været. Det er overvældende skønt iscenesat. Også scenerne fra den panseksuelle natklub ‘Amazone’, hvor bøsser, lesbiske, trans-kønnede, og drag-queens, fester i en stor konfliktløs herlighed, er skildret med følelser, her smiler selv Claire en smule. Det er her vi første gang hører ‘Une Femme Avec Toi’, en kvinde sammen med dig, og reaktionen i Virginia’s ansigt hver gang omkvædet gentages fortæller så meget om flydende identitet og accept fra både sig selv og omverdenen. Det er et filmisk coup.

* Også en omvendt brug af Katy Perry’s sang. Egentlig en lang sviner til en mand der skifter mening, et angreb på hans mangel på konsistens. Men her brugt som euforisk temasang for et menneske med flydende kønsidentitet.

Ozon fortsætter med fjerde film på fem år det comeback han fik med Potiche, efter nogle år uden dansk distribution. Temaet er også i høj grad det samme: Det kaos der opstår når et normativt samfund møder nogen der nægter at følge normerne: Den kloge trofækone i Potiche, den skarptskuende intellektuelle unge mand i Selv I De Bedste Hjem, den seksuelt aktive unge kvinde i Ung & Smuk, og altså nu både dobbeltgængeren og den transkønnede. Filmen har ikke den spydige humor fra de to første film, men er trods alt ikke så tung i det som den tredje. Det er en herlig gang godhjertet queering af filmhistoriske klenodier. Samt en rørende historie om to menneskers forsøg på at finde sig selv og hinanden.

Hvis du vil læse mere om François Ozon kan du læse kronopers tekster om Swimming Pool og Ung & Smuk.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.