Palmesøndag del 59
(Hirokazu Koreeda, Japan
Cannes 2001)
Der var tre japanske film i konkurrence i Cannes 2001. Det må være noget nær rekord. Dels var der den dobbelte Palme-vinder Shohei Imamura, der deltog for femte gang med hvad der skulle vise sig at blive hans sidste film Warm Water Under a Red Bridge. De to andre navne var unge og fremadstormende: Shinji Aoyama’s Eureka havde året før vundet både FIPRESCI og den Økumeniske pris på festivalen; nu fulgte han op med Desert Moon. Og Hirokazu Koreeda fulgte op på kulthittet Mellem Liv og Død med Distance, en kantet, mørk film om efterladte efter en selvmordskult. Hverken Imamura eller Aoyama har siden fået plads i hovedkonkurrence, men Distance blev Koreedas første af indtil videre seks konkurrencefilm, hvoraf Shoplifters blev belønnet med en Palme. At Koreeda 17 år senere skulle vinde en Guldpalme for den ret feelgood Shoplifters ville nok komme bag på datidens kritikere, for Distance er en skæv, utilgængelig og meget independent film. Men den slags holdt Koreeda hurtigt op med at lave. Desværre.
Koreeda var startet som dokumentar-instruktør, inden han debuterede som fiktionsinstruktør med Maborosi, der delte en pris som Bedste Instruktør på Venedig i 95 (dokumentar-baggrunden var ikke unormal i japansk film på det tidspunkt, også Koreeda’s kollega på de største festivaler, Naomi Kawase, havde dokumentarisk baggrund, og blander da også stadig dokumentar-agtige passager ind i hendes film). Maborosi er også en glimrende film, men med sin fortælling om sorg og selvmord, og sine stemningsfulde billeder fra en lille fiskerby, også en noget mere konventionel kunstfilm end opfølgeren. Mellem Liv og Død, et mesterværk, hvor nyligt afdøde mødes i første del af efterlivet for at udpege det vigtigste minde i deres nu afsluttede liv, måtte nøjes med at have premiere på San Sebastian festival i 98, men var senere en af de første japanske film til at deltage på Sundance festivalen i 1999. Den blev herefter solgt til hele verden, og fik også premiere i Danmark i 2000, en premiere der må have vakt en del opmærksomhed, eftersom Maborosi såmænd derefter kom i biografen i 2002. Det var Koreeda’s gennembrud, hans film fik herefter stabilt premiere på de største festivaler, de to efterfølgende i Cannes.
Distance, den første af de to, er løst baseret på kulten Aum Shinrikyo, der i 1995 udførte et koordineret angreb med sarin-gas i undergrundsbanen i Tokyo. I filmens udgave har en kult udført et angreb på en bys vandforsyning, for derefter at begå kollektivt selvmord. Filmen foregår på 1-års-dagen for angrebet, hvor sørgende familiemedlemmer til kultmedlemmerne rejser hen til den sø hvor kultmedlemmerne levede og døde. Her møder de kultens eneste overlevende, som er vendt tilbage til stedet han flygtede fra kort før angrebet. I løbet af natten mindes de efterladte deres kære, og om morgenen rejser de tilbage til byen igen. Som filmen skrider frem optræder de afdøde derudover i både minder og flashbacks.
Distance har ikke så meget et plot som en præmis. Med sin kontemplative stil er den mere optaget af at bearbejde spørgsmål – Hvad får unge mennesker til at vende verden ryggen? Hvordan håndterer man det uforståelige? – end den er i at fortælle nogen samlet historie. Filmen lever af sin stemning og de smukke billeder, optaget i naturligt lys. Den asiatiske storbynat er som altid forfærdelig oplyst, som også i film af eks. Wong Kar-wai eller Tsai Ming-liang. Til gengæld er natten ved søen forbløffende mørk. Distance minder meget om Koreedas to første, rent indholdsmæssigt minder den om Maborosi, der også omhandlede sorgbearbejdelse efter et selvmord, men æstetisk arbejder den med den skramlede æstetik fra den mesterlige opfølger Mellem Liv og Død. Mange scener i Mellem Liv og Død var lavet med amatørskuespillere, men de havde alligevel aldrig den fornemmelse af improvisation og impulsivitet, som præger flashback-sekvenserne i Distance.
Æstetikken i Distance går efter indlevelse. Når karaktererne vandrer i skoven vandrer kameraet med. Til tider optræder flashbacks fragmenterede, lydløse, som var det mindeglimt fra personernes hoveder. Det naturlige lys, og improvisationerne, fordrer nærvær, som opstår hændelserne mens vi ser dem. På sjælden vis, og desværre efter min mening for sidste gang i lang tid hos Koreeda, føles filmen personlig. Koreeda var allerede tæt på de fyrre da han gjorde filmen, og sådan set meget ældre end filmens unge hovedpersoner, men det føles alligevel som et generationsportræt med noget på spil. Filmen føles rastløs, søgende, som om den selv er i tvivl om hvad den vil sige, men hjertens gerne vil finde ud af det. Emnet var også ganske typisk for japanske film for den tid. Aoyami’s gennembrud fra året før, Eureka, er en næsten fire timer lang sort-hvid film om tre unge mennesker der forsøger at bearbejde en traumatisk kaprings-oplevelse. I Naomi Kawase’s Suzaku fra 97 kommer traumet ind i filmen halvejs inde, mens det i Shara fra 2003 præsenteres i indledningen. En fornemmelse af tab, af svigt, af traume, gennemsyrede japansk film i disse år. Shinji Aoyama’s ‘Nouvelle Vaugue Manifest’ fra 97, der for nyligt blev optrykt i LOLA Magazine, kredser om idéen om ‘anti-film’, film hvis stil er imod den dominerende æstetik, film der dermed afspejler ‘individet’, som unik filmisk karakter, et i sig selv kontroversielt projekt i det konservative Japan, hvor nationalisme og kejserdyrkelse stadig spiller store roller. Der er to faser i Koreeda’s filmografi. Hans ‘individuelle’ fase, hvor kampen står mellem individet og ‘den Anden’, i filmisk forstand mellem kunsten og det uforståelige. Og hans ‘familie’ fase, der i stedet handler om sammenhold og interpersonel dynamik. Distance er den sidste film i første fase.
Og selvom Distance er en stærk film, så er den ikke så stærk som Mellem Liv og Død, og man kan forestille sig at Koreeda selv har været klar over dette. Filmen føles bare lidt som noget man har set før, især i japansk film. Historie-mæssigt er det en kombination af Maborosi og Mellem Liv og Død, men især den sidste var langt mere sofistikeret og lagfyldt i sin behandling af sorg og savn. Surrealismen fra den foregående film begynder også at mangle – selvom den ses i glimt, f.eks. i en scene med en didgeridoo – og tonen bliver derfor noget mere ensporet. Og så begynder der at mangle et vist mod hos instruktøren i hans behandling af emnet. At kulten ikke blot var en selvmordskult, men forsøgte at lave et terrorangreb, springes der relativt let henover. Aum Shinrikyo slog dusinvis af mennesker ihjel, et afværget terrorangreb siges at have haft potentialet til at dræbe tusinder. Kritikere af kulten forsvandt sporløst, og folk der forsøgte at forlade den blev tortureret til døde. Distance handler dybest set om unge der gør vold mod sig selv af to omgange: Ved at indtræde i et kultisk fællesskab, og ved at tage deres eget liv. Det er den dobbelte anti-individualisme som filmen forsøger at afdække. Hvad den aldrig tager hånd om er den anti-individualistiske kraft kulten spredte ud i samfundet. Man kan egentlig aldrig kritisere en film for ikke at være noget den ikke har lyst til at være, men en mere ligetil filmatisering af kultangrebene havde været grummere og mere kompleks. Uviljen mod at tage fat dér hvor det gør rigtig ondt er i sidste ende noget af det som holder Hirokazu Koreeda fra at være blandt de aller bedste instruktører. Der mangler det sidste mod.
Fire store japanske instruktører debuterede som Cannes-konkurrenter over fire år: Aoyama i 2000, Koreeda i 2001, Naomi Kawase og Kiyoshi Kurosawa i 2003. Og så gik det i stå. Masahiro Kobayashi var med i 2005, men har ikke gjort noget stort væsen af sig siden da. I de næste ti år fik blot en enkelt japansk instruktør en film i konkurrence, som ikke havde prøvet det før, og det var ekstrem-instruktøren Takashi Miike, med Hara-Kiri: Death of a Samurai fra 2011. Så hvad faen skete der? Cannes er inde i en ekstrem reaktionær periode for tiden, så der er generelt ikke mange nye navne der får lov at være med. Men alligevel? At se japanske film fra slut-90’erne/start-00’erne er at se en filmkultur i opblomstring, en generation af navne med lyst til at tackle traumer og problemer i deres hjemland. Og med interesse i æstetiske eksperimenter. Men uden at skulle være alt for hård ved Koreeda, som har lavet stærke film som Nobody Knows og Still Walking og den nye Søstre siden hen, så er Distance sidste gang hans film føltes som et eksperimenterende udsagn fra en søgende kunstner.