Palmesøndag del 60
(誰も知らない, Dare mo Shiranai, Hirokazu Koreeda, Japan
Cannes 2004, Bedste Skuespiller (Yuya Yagira))
Kender De det, når en kunstner De har fulgt gennem hans/hendes tidlige fase samler trådene, skærer fedtet fra, rykker en skala op, og laver et værk der virkelig føles som kulminationen af alt hvad der kom før… Men De samtidig indser, at kunstneren selv vist ikke er enig med Dem i, hvad kernen i hans/hendes værk egentlig er… Det sker ofte med bands, der endelig får budgettet til at indfrie deres prog-drømme med album nummer tre, men dermed mister store dele af deres fanskare. Inden for film sker det måske sjældnere og sjældnere; for tiden synes det nærmest som om den eneste karriere-mulighed for instruktører på vej frem er at melde sig til store upersonlige produktioner – ingen forventer at instruktørerne bliver mere personlige når de når stadiet hvor internationale co-produktioner og prestigiøse adapteringer tager over. Men det hænder alligevel man sidder med den fornemmelse.
Tag f.eks Nobody Knows. Hirokazu Koreeda sagde i et interview med JapanTimes, at han havde arbejdet på manuskriptet til Nobody Knows i femten år, hvilket betyder at han må være gået i gang med manuskriptet ikke ret lang tid efter de virkelige hændelser den baserer sig på udspandt sig. I 1988 blev en søskendeflok opdaget i Tokyo i hvad der blev kendt som Sugamo-sagen. Deres mor havde forladt dem 9 måneder forinden, og de havde måttet klare sig selv for meget få penge siden da. Den historie ligger ganske fint i spænd med flere af Koreeda’s tidligere film: Maborosi om en familie efter faren begår selvmord, og Distance om en venneflok efter flere af deres bekendte begår selvmord. Man kunne forvente kulminationen på hans tematik om svigt og sorg, nu med små børn og større følelser. Det føles dog mindre som en kulmination end som en ny retning.
Nobody Knows blev Koreeda’s største produktion, optaget over længst tid og stadig hans film med længst spilletid. Det er også en mere klassisk succesfuld film end hans første mere indie-sære produktioner. Resultatet føles dog alligevel på sær vis… mindre?
Nobody Knows er Koreeda med det helt store vingefang. Formlen for hans film er ofte tragedie + tid, men hvor Mellem Liv og Død udspillede sig i løbet af en uge, og Distance foregik over et enkelt døgn, så følger Nobody Knows de fire børn i centrum i over et år, hvilket især giver sig til kende i den ældste søns udvikling ind i puberteten. Æstetikken er blevet mere sikker, mindre skramlet og lofi som i Distance, med en blanding af intime closeups af de unge børn i deres lejlighed, og longshots når børnene render rundt alene i storbyen uden nogle til at tage sig af dem. Der er endda et nykomponeret soundtrack!
Det var også den hidtil mest imødekommende film i Koreeda’s filmografi. Der er stadig sorg og savn i centrum, tabet af moren og familiens opløsning er det centrale, men som en kæmpe forskel fra tidligere er der rent faktisk en hovedperson, der kan være publikums guide gennem følelsesturen. Den da 14-årige Yuya Yagira vandt faktisk prisen for Bedste Skuespiller i Cannes i 2004, som den yngste nogensinde. Det var ikke til at se komme, Koreeda’s film handlede indtil Nobody Knows i langt højere grad om visualitet end om skuespil og manus. Når man ser tilbage på det er det heller ikke helt overraskende at den mest succesfulde skuespilspræstation i en Koreeda-film kommer fra en barneskuespiller, i hans film er de stærkeste karakterer ofte de mest uskyldige og ligetil, om det er børnene, eller sexdukken der vækkes til live i Air Doll, eller den simple og åbne Yudai fra Min Søns Familie.
I interviewet med JapanTimes siger Koreeda om filmen: ‘I wanted to be more stoic. In fact, I got rid of anything sentimental.’ Det har jeg svært ved at se. Der er masser af sentimentalitet, ikke mindst i det melankolske guitar-score. Der er også lagt en masse symbolik ind i filmen, bl.a. er den ældste søns far pilot, og der kigges længselsfuldt mod overflyvende flyvere samt metroen til lufthavnen. Som med instruktørens tidligere film er det også svært at slippe en følelse af, at Koreeda forsimpler, forsøder den situation han beskriver. Uden at ville afsløre for meget, så blev børnene i virkeligheden opdaget på grund af en grum og tragisk hændelse, som førte til at den ældste søn blev sendt på en institution efter myndighederne blev involveret. Det er tydeligvis omskrevet til en anden hændelse i filmen, og selvom det stadig er tragisk, så er det meget svært at forestille sig at sønnen skulle få den samme slags problemer med loven som han gjorde i virkeligheden. Hvad der i virkeligheden var en forfærdende komplicering af hele situationen, et grumt plottwist, er i filmens udgave blevet et melankolsk klimaks, som dog ligger i tråd med den hidtidige udvikling.
Det ærgelige ved Nobody Knows er en følelse af, at Koreeda vender ryggen til sin egen fortid. Hvor hans film før føltes dokumentariske ved deres intimitet, så er fornemmelsen her mere en blød realisme, valgt som strategi for at sikre følelses-payoff, snarere end at ramme nogen speciel sandhed. Hvis der var en japansk ‘nybølge’ i halvfemserne, så er Nobody Knows den første Koreeda film som ikke er en del af denne. Det handler stadig om tragiske svigt, men hvor de japanske film fra halvfemserne ofte gav en fornemmelse af at fornemmelsen af svigt skulle ses som del af et større opgør med det reaktionære og kriseramte samfund, så føles Nobody Knows, og mange andre senere Koreeda film, mere som om den bekræfter vigtigheden af den institution – familien – den begræder har svigtet. Koreeda var førhen en af de første japanske instruktører der deltog på Sundance festivalen i USA, hans film var ‘indie’ som i independent som i uafhængige, ikke blot i produktionssammenhæng, men også i tematik. Der var en kamp for at blive et uafhængigt individ i centrum af hans tematik, som bliver væk i Nobody Knows. 12-årige Akira er den første Koreeda-helt som er kendetegnet ved hans uskyldige åbenhed, snarere end af vrede og frustration. Det er den første film hvor det føles som om Koreeda flyder med strømmen, snarere end svømmer imod den.