OUR LITTLE SISTER - Still 1

Søstre

Halvåben havedør, mørk og mystisk stue. Der er ikke vanvittig megen drama i Hirokazu Koreeda’s Søstre, både smuk og stemningsfyldt, men der er dog et par enkelte ophedede samtaler. Og efter den måske mest dramatiske kommer så det mystiske skud; af en typisk japansk skydedør ud til haven, uden nogle mennesker i billedet, et øjebliks pause fra dramaet. Derefter klippes der tilbage til de titulære søstre, siddende ved en anden haveindgang. Det ligner noget kopieret fra den japanske mesterinstruktør Yasujiro Ozu, kendt for sine handlingslette men følelsestunge familiedramaer, der brugte hvad der er blevet kaldt ‘pillow shots’, små klip uden mennesker, uden plot, som tænkepauser i hans dramaer – det mest berømte, af en vase i mesterværket Late Spring fra 1949, bliver diskuteret den dag i dag. Søstre er Koreeda’s Ozu’esqueste film – noget instruktøren selv indrømmer i pressematerialet – og den afslappede, smukke, udramatiske stil klæder instruktøren ualmindelig godt. Søstre bruger ikke de store armbevægelser, men dens detaljerigdom og flot forløste billedside gør at den sætter sig fast lang tid efter.

54-årige Hirokazu Koreeda debuterede for 21 år siden som fiktionsinstruktør med det strengt æstetiske drama Maborosi i 1995. Hans første tre film var kantede, mærkelige indie-film om død og selvmord. Derefter blev han mere blød, begyndte at lave film snarere om familier end om individer. Hans dramatiske formel er at tage en højdramatisk og traumatisk situation, og så nænsomt og indfølt skildre dens efterliv. Hans populære tiltrækningskraft har i høj grad afhængt af hvor tankevækkende den oprindelige situation har været. Fra den fabulerende præmiss i Mellem Liv og Død – efter din død har du tre dage til at vælge det bedste minde fra dit liv –  til de mere personlige og familiære i Nobody Knows – fire børn må passe sig selv efter deres mor forlader dem – og Min Søns Familie – to familier finder ud af deres drenge blev forbyttet ved fødselen. Min Søns Familie blev Koreeda’s største biograf-hit i hjemlandet, vandt Jury-prisen på Cannes-festivalen i 2013, og lader også til at have slået hans navn fast hos det danske biografpublikum. Søstre har en langt mere afdæmpet og kompleks præmis, som måske vil have sværere ved at lokke folk i biografen. Det vil dog være synd, for på sin egen lavmælte måde er det nu en bedre film.

OUR LITTLE SISTER - Still  2

I think the studios tend to prefer adapting successful manga or TV properties, and only a handful of filmmakers are able to really continue to consistently make films from original ideas. This film, we were able to get made with the support of a TV network, and fortunately, it’s been quite a box-office success. It’s my most successful film to date. I think it’s probably bought me five years of getting to make the films I want.

Sådan sagde Koreeda til filmsiden The Dissolve i forbindelse med Min Søns Familie‘s amerikanske udgivelse. Det er lidt ironisk at Koreeda så derefter valgte at følge op på hans største succes med, jep, en manga-filmatisering. Umimachi Diary er en prisvindende manga, der har kørt i Japan siden 2007. I centrum er en gruppe søstre i kystbyen Kamakura. Sachi, Yoshino og Chika bor sammen i et gammelt hus, har boet alene siden faren forlod dem for en anden kvinde, og moren kort efter også tog væk. Da deres far dør rejser de til hans begravelse, hvor de lærer de har en halvsøster, Suzu. Lettere impulsivt inviterer Sachi deres halvsøster til at komme og bo med dem. Og det er såmænd det meste af filmen. Derefter følger vi den lille familie i et år; Suzu begynder i en ny skole, spiller fodbold, møder en dreng. Yoshino drikker lidt for meget, har uheld med fyre, får et nyt job med at hjælpe gældssatte individer, hvilket medfører en del hårde samtaler. Sachi’s forhold til en gift mand har ikke den store fremtid, det har heller ikke Chika’s til en kollega i sportsbutikken hvor hun arbejder. Der bliver plukket blommer, spist fisk, fejret festivaler. Det føles lidt som en åben fortælling, en fortløbende tegneserie snarere end en roman. Det føles levende, nuanceret, afvekslende.

OUR LITTLE SISTER - Still  3

Det giver plads til mere komplekse problemstillinger. Centralt i filmen er kvindernes rolle i Japan. Tre generationer af kvinder – foruden de fire døtre og moren optræder også mormorens søster og en gammel restaurant-ejer som plejede at tage sig af pigerne – har hvert sit syn på kvinders rolle og skæbne. Det bliver ikke sagt med mange ord, men det er klart at det helt tydelige svigt moren har lavet i sin rolle som moder for omverdenen kombineres med et svigt som kone – for ellers ville faren vel ikke have forladt hende? De tre ældste døtre dater alle lettere løst, men mændende virker ikke synderlig meget bevendt – og Sachi må overveje at hun selv gør ved sin elskers kone hvad en anden kvinde gjorde mod hendes mor. Koreeda har tidligere forklaret at han efterhånden lærte en ting: Ikke at forenkle tingene for et vestligt publikums skyld, men i stedet lade det være så partikulært og lokalt forankret som muligt, for publikum skal nok selv finde egne paralleller. Det kan godt være danske kvinder ikke kan genkende problemerne med at finde den rette kimono, eller den antydede skam ved at være single-mor, men problemerne med skiftende kvinderoller i vore dage, kombinationen af stadig at blive ramt af strikse kønsnormer, men så omvendt alligevel ikke kunne finde en gammeldags forsørgermand, den lader sig formentlig let oversætte.

OUR LITTLE SISTER - Still  4

Rent visuelt fortsætter Søstre Koreeda’s samarbejde med Mikiya Takimoto, der også filmede Min Søns Familie. Det er stadig et flydende, letbevægeligt kamera, der til tider glider registrerende op af et kvindeben, til andre tider finder en total-indstilling af en enlig pige mod en skytung himmel. Selvom hvert eneste klip er flot og stilsikkert kan man som i deres tidligere samarbejde til tider godt savne lidt mere spræl. Men passende for den episodiske opbygning rammer man dog undervejs fuldstændig fantastiske passager, som er hele billetten værd. Suzu og Yoshino må løbe for at nå toget en efterårsmorgen, en scene som egentlig ikke har så meget med noget at gøre, men lyset fra den lave sol i den morgentrætte by er fuldstændig overvældende. Der kan godt være lidt vel mange kirsebærstræer i japansk film, men Koreeda formår alligevel at tage stikket hjem med en cykeltur i forårssolen på en kirsebærstræsboulevard. Det er vitterlig i høj grad blot et år i nogle kvinders liv, og at der efter filmen er slut stadig er plots der virker uforløste er blot realistisk snarere end irriterende. Man sidder med den perfekte fornemmelse til en episodisk fortælling: Man sidder og vil have mere.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.