Eureka

Palmesøndag del 209
(ユリイカ, Yurîka, Shinji Aoyama, Japan
Cannes 2000, Fipresci Pris & Økumenisk Pris)

Noget af det interessante ved at skrive den her serie om Cannes-film er at kigge på de film og de instruktører, der aldrig rigtig fik deres plads i historien. ‘The road not taken’, som jeg har set det beskrevet. I halvfemserne skete der en hel masse i undergrunden af japansk film, og en række nye instruktører piblede frem. Når man kigger på Cannes de sidste årtier, så er gengangerne uden tvivl Naomi Kawase og Hirokazu Kore-eda, førstnævnte har vundet en Grand Prix og sidstnævnte vandt jo så Guldpalmen i 2018! Men i start-nullerne, når man kiggede på den nye bølge, så kunne man sagtens skyde på at andre ville blive de store navne. Shinji Aoyama, f.eks, var ekstremt produktiv, fik stor respekt med debuten Helpless i 1996, og var også indflydelsesrig som teoretiker. Hans Nouvelle Vague Manifesto satte ord på den nye bølge i 1997, og heri spåede han i øvrigt selv at Kiyoshi Kurosawas Cure nok ville stå som 90’ernes japanske mesterværk. Det tror jeg ikke det gør, jeg tror snarere film som Kore-edas Mellem liv og død eller Takeshi Kitanos to mesterværker Sonatine og Hana-bi er dem som man husker. Men dengang var der mange andre veje at tage.

Kulminationen kom i 2000 med Eureka, der vandt begge de store uafhængige priser i Cannes, både kritiker-prisen FIPRESCI og den lidt mærkelige humanistiske Økumeniske pris. Den blev dog forbigået af juryen. Men den øjeblikkeligt iøjnefaldende storfilm syntes at indvarsle en ny stor auteur. Det var bare ikke hvad der skete. Aoyama forsvandt lidt igen. Og Eureka blev stående som en enlig svale. En umanerlig god en af slagsen, dog.

Eureka handler om traume-bearbejdelse, ligesom mange samtidige japanske film i øvrigt. I filmens første sekvens ser vi passagerer stige på en bus og køre rundt i et smukt landskab. Men så rammer katastrofen, en kaprer stiger på, og da politiet får slået ham ihjel er der kun tre overlevende. Buschaufføren Makoto og de to søskende Kozue og Naoki. To år efter er de stadig martrede af massakren, Makoto er begyndt at drive rundt, og de to børn nægter at tale og er stoppet i skolen. Da deres far dør i en bilulykke – måske, måske ikke et selvmord – begynder Makoto at tage sig af dem. Og kort efter kommer deres fætter Akihiko forbi, og de fire danner en lille familie. Men volden vil ikke lade dem være, en morder begynder at dræbe unge kvinder i området, og den lokale politimand Shigeo har Makoto som hovedmistænkt. Omkring to timer inde i filmen drager de fire ud på et roadtrip i en autocamper, og de sidste halvanden time kører de rundt i Japan og leder efter forløsning.

Jep. To timer plus halvanden time. Eureka er tre en halv time lang. Som jeg sagde, øjeblikkeligt iøjnefaldende. Og læg så dertil, at filmen er holdt i sepia-toner næsten hele vejen igennem. Og at den jo så også, når man ser bort fra den voldelige åbningssekvens, er mere eller mindre plotløs. Det kan vel ikke være overraskende, at filmen blev set som et tegn på en stor instruktør.

Men det var faktisk lidt af en afvigelse fra Aoyama, der ellers hidtil havde lavet meget små film. Men så til gengæld også mange af dem. Han debuterede som nævnt med Helpless i 1996, og jeg tæller herefter hele seks andre film frem til Eureka i 2000, herunder An Obsession, der er en genindspilning af Akira Kurosawas Stray Dog, og horror-slasher filmen Embalming. Det er rigtig meget med vold, rigtig meget med genrer, rigtig meget med yakuza’er og rodløs ungdom og meningsløshed. Den slags fyldte meget i Japan i de år, hvor meningsløse mord begyndte at fylde i medierne, kulminerende i terror-kulten Aum Shinrikyo, der i 1995 angreb Tokyo-metrostationer med giftgas, en hændelse Aoyama har sagt inspirerede Eureka – ligesom det i øvrigt også inspirerede Kore-edas Distance fra 2001. Men Eureka gør noget helt andet med volden end Aoyama plejede, den skildrer volden bare i de første tyve minutter, bare som fortid, og spørger derefter: Hvordan kommer vi videre? Hvilket vel også er et meget logisk næste skridt, når man har lavet virkelig mange film om vold.

Noget af det som gør en instruktør til auteur er at man skal kunne beherske at arbejde med gentagelser og samlinger. Man må ikke lave samme film hver gang, men det skal heller ikke være komplet anonymt, man skal kunne mærke instruktøren. Det forsøger Aoyama virkelig at beherske med Eureka, der i så høj grad føles som et næste skridt for bølgen, for Japan. Derudover, så siger Akihiko på et tidspunkt at han selv var ude for en voldelig hændelse ‘fire år tidligere’, hvilket ville passe sammen med Helpless, hvori der også er en karakter der hedder Akihiko, spillet af samme skuespiller. Den forbindelse blev understreget syv år senere i filmen Sad Vacation, hvor flere karakterer som Naoki, Akihiko og Shigeo vendte tilbage i en fortælling om hovedpersonen fra Helpless, Kenji, hvormed de tre film kom til at udgøre en trilogi som instruktøren kaldte Kitakyushu Sagaen.

Der er bare noget lidt ironisk her. For hvis Aoyama altså kan siges at være rigtig rigtig auteristisk når det kommer til handling og tematik, så havde han selv, i manifestet fra 97, slået fast at auteurisme og Nouvelle Vague altså ikke handlede om plottet men om det ‘filmiske arbejde’, dvs filmens stil. Og her fremstår den sepia-sorthvide og langsommelige Eureka altså stadigvæk som en enlig svale i instruktørens filmografi. Der er nærmest intet som rigtig synes at spille sammen med det. Sad Vacation lever i stedet på en skramlet low-fi indie æstetik, ligesom meget andet af instruktørens værker gør det. I det seneste årti er han blevet en del mere glat i æstetikken, efterhånden som han er begyndt at arbejde mere med digitale billeder. Jeg kan ikke finde meget af stilheden, langsommeligheden, ensformigheden, i de andre Aoyama-film jeg har set.

Og det er måske også lidt her man kan hævde at Eureka altså ikke helt er det kæmpe mesterværk. For selvom den har stil, og selvom den har tematik, så er forbindelsen mellem de to dele forholdsvis simpel. Volden har ødelagt ofrenes verden, så verden er sepia. Den har gjort de ikke kan forholde sig til fremtid og omverden, så der er ikke noget plot og ikke voldsomt meget klipning. Det hele er sådan nogenlunde som man kan forvente. Det gør ikke Eureka til nogen dårlig film, det er en klassiker i japansk filmhistorie. Den er bedre end det meste som Kore-eda og Kawase lavede på samme tid. Eureka forløses til sidst på en måde der er ret vidunderlig. Men det betyder også, at den forbliver et univers i sig selv. Aoyama har aldrig siden formået at lave noget lignende.