Mellem Liv og Død

Japanske Hirokazu Koreeda har lavet mange forskellige slags film. Tidlige billige, æstetisk strenge film, om død og selvmord. Familiedramaer der bringer minder om gamle japanske mestre Ozu og Naruse. Og endda en samurai-film, og en lidt ildeset film om en levende oppustelig sexdukke. Men selvom han har prøvet lidt af hvert, og i dag måske er japans mest internationalt anerkendte instruktør, så har han efter min mening kun lavet et enkelt mesterværk. Den særprægede Mellem Liv og Død fra 1998.

Alene idéen er ganske genial: Mellem Liv og Død foregår på en lokalitet hvor de døde skal bruge en uge efter deres død på at finde et enkelt minde, som så bliver det eneste de tager med sig hvorend de skal hen derefter. Det er en idé som er umulig ikke at tænke videre over: Hvad ville man selv vælge? Skal man vælge noget på grund af konteksten (et minde af ens familie, eller første gang man kyssede sin kæreste) eller skal man vælge et glimt af lykke, som man kan eksistere i for evigt? Personligt bliver jeg ved med at tænke tilbage på forholdsvis ligegyldige minder, billeder af kattekillinger, måltider, jokes og badeferier, måske fordi jeg stadig er så (forholdsvis) ung jeg er i tvivl om hvad der vil virke vigtigt halvtreds år ud i fremtiden. Koreeda har også selv kommenteret på dette: “If you can’t choose, it means that you are still alive. Choose, and you’re dead.”

tumblr_neh79i0BTW1tmgsrmo6_1280

Men filmen er ikke blot et mesterværk på grund af idéen, men på grund af udførelsen. Filmens hovedpersoner er de ansatte på det mystiske sted, som skal bruge tre dage på at få de døde til at vælge, og så resten af ugen på at rekreere deres minde på hastigt opstillede filmsets. Mange af de afdøde optræder blot i små dokumentar-agtige klip om deres liv. Konceptet føles gennemtænkt, og der er mange gode detaljer. En ældre mand påstår at det for alle mænd må være et sex-minde, men de ansatte diskuterer grinende de mange mænd som siger det, men alligevel ender med at vælge et bryllups- eller børne-minde. En ældre kvinde har allerede valgt mens hun var i live, pga demens har hun levet i et billede fra da hun var 9 år de sidste par år. En kvindelig ansat fortæller en teenage-pige at hun er den 30. på et år der har valgt et minde fra Disneyland, især teenage-piger vælger åbenbart den slags,  hvilket får den afdøde lidt slukøret til at vælge noget andet. I anden halvdel af filmen går der nærmest meta i den, mens der bygges sets, tages fotografier til reference, og instrueres skuespillere i halvglemte dansetrin. Når efterlivet skal leves i et filmet minde sætter Mellem Liv og Død også fokus på hvor meget værdi film har som dokumentarisme, som optagelse af ægte liv, steder, mennesker, etc. Der findes få ting så dejlige i film end når man har fornemmelsen af at se et ægte liv, høre en ægte fortælling, få en snas af noget virkeligt. Mellem Liv og Død er i lange passager intet andet end det, og det er absolut forrygende.

wr-j04

Men det er kombien af dokumentarisme og surrealisme som putter filmen helt op i det øverste luftlag. Det mærkværdige limbo synes som en feriekoloni om vinteren, et enormt kompleks med alt for få indbyggere. Når de døde ankommer er indgangen filmet i modlys, så de træder ind som skygger mod hvidhed. Det hvide vinter-lys bliver ved med at strømme ind i komplekset gennem vinduerne, og bliver ved med at være smukt, blødt. Et marchorkester øver sig i periferien, for den endelige mindefilmfremvisning startes med et fællesoptog af alle de afdøde hen mod biografen, et syn der bringer minder om Bergman’s dødedans i Det Syvende Segl eller sådan noget som emobandet My Chemical Romance’s The Black Parade, men som i denne film bliver både sjovt og sørgmodigt på samme tid. Der hænger en em af tragedie overalt i filmen – mange af de afdøde er bemærkelsesværdigt unge, og de gamle fortæller om 2. Verdenskrig, jordskælv, og andre prøvelser fra den japanske historie – som ikke forsvinder selvom filmen dybest set handler om lykkelige øjeblikke.

tumblr_neh79i0BTW1tmgsrmo3_1280

Og så er det bare en forrygende visuel film. Koreeda’s stil er blevet blødere med årene, mere glidende kamera, klistret musik, dyrere kameragange. Mellem Liv og Død virker som en indie-film, en film lavet for ikke ret mange penge. Den håndholdte dokumentariske stil er til tider ganske cinema verité, hvilket samtidig også minder om diverse politi- og hospitalsserier. Der kunne laves en super tv-serie om intrigerne på en sådan limbo-organisation, i stil med ER, Homicide eller The Wire. Men som det er, er det blevet til en af de kunstfilm som man burde kunne vise til alle mennesker. Dens idé er så stærk, enkel og tankevækkende, at filmen kunne være optaget i sort/hvid, i klip der varede 12 minutter af gangen, og formentlig ville folk stadig kigge med. Det er, ganske enkelt, en nyklassiker.

Koreeda var startet som dokumentar-instruktør, inden han debuterede som fiktionsinstruktør med Maborosi, der delte en pris som Bedste Instruktør på Venedig i 95 (dokumentar-baggrunden var ikke unormal i japansk film på det tidspunkt, også Koreeda’s kollega på de største festivaler, Naomi Kawase, havde dokumentarisk baggrund, og blander da også stadig dokumentar-agtige passager ind i hendes film). Maborosi er også en glimrende film, men med sin fortælling om sorg og selvmord, og sine stemningsfulde billeder fra en lille fiskerby, også en noget mere konventionel kunstfilm end opfølgeren. Mellem Liv og Død måtte nøjes med at have premiere på San Sebastian festival i 98, men var senere en af de første japanske film til at deltage på Sundance festivalen i 1999. Den blev solgt til hele verden, og fik også premiere i Danmark i 2000, en premiere der må have vakt en del opmærksomhed, eftersom Maborosi såmænd derefter kom i biografen i 2002. Det blev Koreeda’s gennembrud, hans film fik herefter stabilt premiere på de største festivaler, de to efterfølgende i Cannes. I en ganske glorværdig karriere er det stadigvæk gennembruddet der står som hans bedste film.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.