Den Franske Forbindelse

I tresserne og halvfjerdserne blev heroin smuglet fra Tyrkiet til havne i Marseille, hvorfra størstedelen af den amerikanske østkyst blev forsynet. Pengene derfra flød tilbage til Marseille, og betød at bander snart satte sig på store dele af byens sociale og økonomiske infrastruktur. I halvfjerdserne blev heroin-smuglerne, kaldet ‘La French’, styret af Gaetan ‘Tany’ Zampa, der investerede i natklubber og dyre huse. Men en ny dommer, Pierre Michel, satte sig for at bekæmpe gangster-vældet, og forandringer ude og hjemme satte deres indbringende forbindelse under pres.

Hvis det lyder bekendt, så er det fordi det har været på film før: I William Friedkin’s Oscar-vindende The French Connection fra 71, der behandlede et historisk tilbageslag for den franske forbindelse, et berømt drug-bust hvor kilovis af stoffer blev konfiskeret. Det var i tresserne, Den Franske Forbindelse foregår nogle år senere, hvor ledelsen er blevet skiftet ud. Og så naturligvis på den franske side. Stilen er også ganske anderledes. The French Connection var del af ‘New Hollywood’ i halvfjerdserne, var rå og nedbarberet som Scorcese’s samtidige New York-portrætter Mean Streets  og Taxi Driver, ja, så rå at den til tider virker som en by-dokumentar hvor Gene Hackman bliver ved med at løbe over lærredet. Den Franske Forbindelse trækker mere på senere Scorcese-film, de spraglende gangster-portrætter fra halvfemserne som Goodfellas og Casino, og i bredere forstand på de stilistisk bombastiske amerikanske halvfemserfilm lavet af instruktører som Oliver Stone og Michael Mann, en tid hvor amerikansk film havde format, hvor filmene bredte sig i tid og fokus, hvor spilletiden gerne blev i omegnen af de tre timer. Den Franske Forbindelse deler lidt fokus med en film som Michael Mann’s Heat, vi følger både Jean Dujardin’s dommer Pierre Michel og Gilles Lelouche’s gangsterboss Tany Zampa, i kamp mod hinanden, mens begivenhederne langsomt kommer ud af deres kontrol.

la-french-13_opt

Jean Dujardin giver sin bedste præstation siden hans oscar- og Cannes-belønnede rolle i The Artist. Pierre Michel er en ridder på en mission, drevet af kampen mod gangstervældet og den medfølgende korruption. Men tidligt får vi at vide, at han også har lidt af ludomani, og det bliver ganske tydeligt at han får et kick ud af spillet med Tany Zampa. Hvilket er én af politi-filmens største klichéer, så Den Franske Forbindelse skal have ros for at behandle det som tekst, som noget karaktererne skal forholde sig til, snarere end som tematisk subtekst – også fordi Michel’s kone Jacqueline, spillet af Céline Sallette der kunne ses i titelrollen i Geronimo (anmeldelse) tidligere på sommeren, nægter blot at være støtte for helten, men stiller krav og udøver konsekvens. Filmens fokus er så langt bredere end blot politi og røvere og afhængighed. Snarere bruger instruktør Cédric Jimenez fortællingen om gangstere i halvfjerdserne til at snakke historie og samfund. I en vigtig birolle i periferien finder vi Gaston Defferre (Féodor Atkine), Marseilles borgmester i perioden, socialisternes præsidentkandidat i 69 (før filmen begynder) og minister i Mitterand’s venstre-regering i firserne, hvilket blandes ind i plottet. Hvilken rolle spillede gangster-pengene i det politiske system? Hvorfor kunne politiet ikke få has på det? Hvordan spillede udviklingen i USA ind, hvilke andre grupper stod klar til at overtage den franske forsyningslinie? Og hvordan reagerede andre gangster-elementer på det pres som Pierre Michel meget åbent og direkte lagde på Tany Zampa’s organisation? Personerne i filmen selv forsøger også at snævre verden ind, at se kampen som mellem godt og ondt, mellem dommer og kriminel, men filmen foregår i en stor verden, som altid er parat til at kaste uforudsete elementer ind i kampen. Det er en stor og kompleks fortælling, der fortælles med flair og visuel stil.

la-french-03_opt

Det er så også en stil franskmændende er ret så gode til, må man sige. For et par uger siden kunne man se Bertrand Bonello benytte Yves Saint-Laurent til at fortælle om køn, homoseksualitet og transgression i næsten den samme periode som den her (anmeldelse). Sidste uge brugte Mia Hansen-Løve tyve år på den franske house-scene til at fortælle om kunstner-trang, venskab og kærlighed (anmeldelse). De her ganske store historiske undersøgelser laves der mange af i Frankrig for tiden, og mange andre lande kunne lære meget deraf. Også af den stilistiske flair som Jimenez fortæller historien med. Zampa bevæger sig på natklubber, til hans bryllupsfest danser ham og hans kone foran en spejlvæg, så det ligner de er fanget i en diamant, fanget af penge og glitter. Domhuset hvori Pierre Michel forsøger at skaffe opbakning til sit korstog er filmet i støvet modlys, retfærdighedens tågede haller, hvor det er svært at finde hoved og hale i noget som helst. Som i enhver gangster-film med respekt for sig selv er der action-scener, virkningsfuldt forløst. Det er en lang film, 135 minutter, men også en stor film, en film med format. At det blot er instruktørens anden film mærker man kun lidt hist og her, i scener hvor en vis genre-forelsket uselvstændighed trænger sig på, hvor visuelle valg synes truffet ud fra en idé om genre- og kanon-tilhørsforhold, snarere end af psykologiske eller tematiske grunde. Især er arven fra Scorcese svær at komme uden om. Men det er biting, det er ikke det værste i verden at være en fransk Scorcese. En fundamentalt spændende fortælling, fortalt med format og blik for den større sammenhæng, og med en veloplagt Jean Dujardin i hovedrollen. Det er bestemt ikke at kimse af.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.