‘Det er utroligt, de kender alle ordene!’ For en enkelt nat, i USA, væk fra deres parisiske hjemstavn, er de to dj-venner Stan og Paul blandt folk som elsker Garage-musik lige så højt som dem selv. i en rød- og hvid-stribet polo hopper Paul rundt og skråler med koret, et kor han har fundet for en enkelt nat. Er det hans Eden?

Paul og hans venner er out of time. Filmens første fest foregår i en ubåd, de fanges først og fremmest af rave-utopien i skove, ruinøse fabriks-bygninger, i erobrede omgivelser kører de ekstatiske toner af The Orb og Frankie Knuckles. Importeret ekstase, langsomt begynder de unge mænd at approprierer lydene. Paul og Stan kopierer deres elskede, allerede let umoderne, garage-lyd. Ude i siden står de unge mænd Thomas og Guy-Man med deres helt egne idéer.

Det er skelettet til Mia Hansen-Løve’s nye film Eden. Resten er liv. Tid, aldring, kærlighed, venskab. Hansen-Løve var fra første film en tidens mester. I All is Forgiven fra 2007 skubbes en far ud af sin datters liv, og møder hende først igen 11 år efter. I The Father of My Children forlader en anden far dem af egen fri vilje, og efterlader kvinder og piger til at håndtere hans fravær. Det lille mesterværk Goodbye First Love skildrer en ung kvinde gennem omtrent et årti, hendes karriere og kærlighedsliv. Over fire film har Hansen-Løve opbygget tematikker og metodikker, og står som den nok mest spændende unge franske instruktør for tiden – hun er stadigvæk kun 34 år gammel! Eden er et skridt mod tinderne, en noget større og dyrere film end de andre.

Det er godt og skidt. Eden har format. Over tyve år skildres livet for en stor vennekreds, og sociale omvæltninger kan anes i byernes kraner og bank-personalets ændrede humør efter 2008. Men der røg noget liv og nærvær i opskaleringen. Til tider virker Eden mere som en film end et liv. Tragedier og omvæltninger falder hvor det giver størst mulig effekt. Personer og del-plots foregribes med kunstfærdig præcision. De polerede digitale billeder levner ikke megen plads til livest små uperfekthedder. Forbløffende nok har Hansen-Løve til tider svært ved at skildre dansen specielt filmisk, forbløffende dels fordi det er en film om glæden ved dansemusik, men også fordi hun fangede elegance og ekstase til perfektion allerede i All is Forgiven. Men på større dansegulve, blandt store mængder dansere, er det måske sværere at komme helt tæt på. I andre scener er tiltrækningen ramt fortræffeligt, som når et dansegulv hører Da Funk for første gang, eller Frankie Knuckles Whistle Song sætter stemningen for post-fest oprydning, eller når Paul stirrer længselsfyldt mod en med-DJ.

Det virker passende at indlejre nogle af de bedste klassikere fra filmen. Her er det Frankie Knuckles The Whistle Song, én af de sange der motiverer Paul og Stan fra start af.

Hansen-Løve har som en ægte auteuristisk instruktør elementer som går igen i hendes film. F.eks. at de så ofte springer i tid. Men hendes skildren af forholdet mellem kvinder og mænd er også ganske særegent. Hendes tre første film var fokuseret på kvinder der bliver forladt af mænd, og selvom Eden er skildret fra unge Paul’s synsvinkel, så eksisterer temaet om uansvarlige mænd stadigvæk. Paul lever i en bobbel som DJ, hvor han aldrig formår at få fast økonomisk grund under fødderne, og hvor kvinderne driver ind og ud af hans liv én efter én. Den store kærlighed Lousie, skildret af Pauline Etienne i filmens bedste skuespilspræstation, er der i årevis, helt tilbage fra de unge dage hvor hun blot er én af slænget. Man fornemmer hendes frustration over den ganske lukkede, og meget mandsdominerede dj-klike, hvor hun ikke får megen respekt, og senere ikke har meget at lave som dj’ens kæreste. Den franske housescene er ganske hvid, mandlig og heteroseksuel, ganske ironisk i forhold til den amerikanske musik-stil de elsker så højt, der så ofte kom fra kvinder og homoseksuelle, sorte og latinoer, men måske er det derfor det meste fra den franske scene ikke sætter varige spor, måske er det derfor kun den bevidst umenneskeliggjorte musik fra Daft Punk brød bredt igennem? Fordi der var et strejf af uvirkelighed over det, en eskapistisk drøm fra mennesker, der måske ikke havde behøvet at drømme helt så meget? Scenen får efterhånden ry for at være posh, et ufortjent ry, der sætter Paul’s finanser yderligere under pres.

Sangen som Paul springer rundt til. C.Dock’s Happy Song.

Men selvom filmen fint rører ved Hansen-Løve’s tidligere temaer, så føjer den ikke afgørende nyt til. Fred være med det. De tre første film tegnede omridset af en kunstner så tydeligt op, og nu er det tid at fylde farverne ud. At optage materiale og behandle det på den specifikt Hansen-Løve’ske måde. Første udgave handler om halvfemsernes franske housescene, men i virkeligheden bruger den mere house-scenen til at gentage og nuancere Hansen-Løves idéer om køn, historie, tid og liv. Vitterligt med fokus på nuancering, for med det store fokus på fest, stoffer, dj-kultur kommer der naturligvis et væld af tanker og idéer, der spiller op og til tider imod de tanker Hansen-Løve tidligere film. Det er i høj grad herligheden ved at følge en instruktør, at mærke hvordan idéer og tanker modnes og udvikles over tid. Og fransk film er så vidunderlig til den her slags ting. For et par uger siden kunne vi se Bertrand Bonello bruge Yves Saint-Laurent’s liv til at diskutere transgression, skønhed og homoseksualitet (link til min anmeldelse). I næste uge får vi serveret Cédric Jimenez’ udgave af historien om Den Franske Forbindelse, der breder sig ud til i høj grad at diskutere fransk politik i perioden frem til Mitterand i hvad der egentlig mest er et gangster-epos. Der er format over film som det, og det er et format som Eden også har til fulde. Men det er også et format som Mia Hansen-Løve formentlig håndterer endnu bedre næste gang.

Min egen favorit fra soundtracket, Orbital’s remix af The Orb’s ambient-house klassiker ‘A Huge Ever Growing Pulsating Brain That Rules From the Center of Ultraworld’. Hele The Orb’s album ‘The Orb’s Adventures Beyond the Ultraworld’ er genialt.