Af tågede vande stiger den, øen. Frugtbar jord, bragt ned fra bjergene, bliver i Enguri-floden til små øer, hvor lokale bønder snart slår sig ned for at drive landbrug. Af tågede vande stiger kameraets blik i filmens første klip, og fanger en abkhazisk bonde i en lille båd. Langsomt går han i gang med at omdanne ø til majs: Bringer brædder ud og bygger et lille hus, bringer sit barnebarn ud for at hjælpe, hun fanger og steger fisk mens han arbejder, pløjer manuelt, planter korn. Sort jord bliver til grønne spirer bliver til gule stængler. Det er hoveddelen af filmen: To mennesker i gang med at arbejde, i færd med at betragte deres værk. Kameraet glider gerne langs vandene, fanger deres determinerede ansigter, eller glider hen mod deres hus. Der er noget antropologisk over det, over de tavse ansigter og over fokuset blot på liv. Den georgiske instruktør George Ovashvili tager sig tid, dyrker lyset, landet, hænderne.

Gennem tågede vande driver de, træerne. Revet med af oversvømmelserne forårsaget af forårets regnskyl efterlades de langs flodbreden og ude i vandene. Det er bag ved en træstamme at den lille ø er dæmmet op. Liv og frugtbarhed hænger altid sammen med vold og død. Enguri-floden danner grænse mellem Georgien og den lille autonome republik Abkhasien, hvor der var krig i start-halvfemserne, og hvor fjendskabet aldrig har lagt sig. Floden bringer ikke blot frugtbar jord, men også farlige mænd med sig. Først sejler georgiske soldater den ene vej, så sejler abkhaziske soldater den anden. De nikker til den tavse bonde, råber og pifter af den unge pige. Hun bløder, af naturlige årsager. Kameraet har observeret de to menneskers ansigter i rolige, glidende bevægelser, men nu filmer det fra de sejlende soldaters synspunkt, det bevæger sig for hurtigt, det drejer sig i ryk, for stadig at kunne kigge på pigen. Kameraet mimer at soldaterne strækker sig, så man får helt ondt i nakken, det er en fin filmisk måde at skabe ubehag på. Der skydes i det fjerne, og selvom det virker som om begge sider er indforståede med at lade bonden være i fred, så udspiller hele filmen sig med en truende fare om, at de to på øen på en eller anden måde vil blive inddraget i krigen. Og når floden kan bringe træstammer med sig, så kan den vel også skylle en lille hytte væk. Langsomt går der mere og mere tid med at bygge diger på den lille ø.

Tågede vande, lys gennem træer, regn og torden. Elemental-film. Du har to mennesker, du har deres arbejde for at leve, og du har en truende verden de må strides med. Hvad behøver du mere? For det meste af tiden i den her film bruges der ikke engang sprog, det er minimalt hvad der er af dialog i filmen. For at arbejde, for at leve, da behøves intet sprog, ordløst og blot med blikke aftaler menneskerne hvem der skal bære hvad, og hvordan det skal organiseres. Sprog hører en anden verden til, sprog hører til spørgsmål om krig og fædreland, sprog hører til soldaterne. På den led sætter Corn Island filmhistorien i spil, film som Robert Flaherty’s antropologiske stumfilms-dokmentarer om Nanook of the North og Manden fra Aran, Kaneto Shindo’s tavse film fra 1960 The Naked Island, de to film der begger hedder Tabu, Murnau’s fra 1931 og Miguel Gomes’ fra 2012, hvor sproget signalerer kolonialismens ulykker over henholdsvis Bora Bora og Mozambique. Filmen samler tanker bag sig som et væltet træ samler jord.

Corn Island er et lille mirakel, et mirakel at den har kunnet laves, og et mirakel at vi har fået den til landet. Som med filmens majs-ø er der gået virkelig meget arbejde i produktionsfasen. To øer blev bygget, én i en flod, og én i en vandtank. Majs i forskellige spiringsfaser blev fragtet til og fra. Vejret var nødt til at te sig. Det er en fornøjelse at se videoen nedenunder, hvordan huset langsomt bliver bygget, hvordan kameraet må bevæge sig på tømmerflåder og jernbaner for at fange filmens fine billeder. En film er naturligvis et kunstværk i sig selv, men med en film om at arbejde er det værd også at tænke på filmen som et arbejde.

Jeg plejer gerne at sige, at filmverdenen er som en flod, 10.000 film flyder forbi, og vi forsøger hver og en af svømme rundt og samle de ting sammen som vi holder af. Hvordan passe den metafor sammen med Corn Island? Måske floden er tid, jord-partiklerne er små kunst-bestandele, og øerne er film, opdæmninger af kunst-partikler, nogle som er gode, solide og frugtbare, andre for små eller for løse. I så fald må træet, væltet med vold og dæmningen der opfanger jord, for instruktør George Ovashvili være den blodige georgisk-abkhasiske konflikt fra start-halvfemserne. I hans debut-film, den rystende The Other Bank, der vandt Buster-prisen, rejste en georgisk flygtninge-dreng tilbage til området for at finde sin far, men fandt ikke meget andet end vold og råhed. Corn Island har de samme elementer, den lokale krig, barnet på tærsklen til voksenverdenen, den rå og ubarmhjertige natur. Men den føjer dem sammen langt mere originalt og med langt mere personlighed. Corn Island vandt fuldt fortjent hovedprisen på sidste års filmfestival i Karlovy Vary. Det er en lille perle. Hvis den er en ø, så er den værd at slå sig ned på for en stund.