Geronimo skal ses for måden dens hovedpersoner bevæger sig på. De unge elskende Lucky og Nil sprinter over lærredet, hun fra venstre, han fra højre, løber sammen langs vej, langs strand, to der ved hvor de vil hen, en verden hvor de ikke er adskilt af at han er roma og hun er muslimsk immigrant*. Lucky’s roma-familie spankulerer hen ad gaderne, danser flamenco, har hænderne ud til siden, indtager hvert et areal de befinder sig i. Nil’s bror Fazil, derimod, har taget omverdenens uretfærdighed, dets angreb mod hans ære og stolthed, så meget på sig at han nærmest falder ind i sig selv, han går anspændt med hatten trykket helt ned om hovedet, han smadrer et glas mod sin pande, han falder bagover og spræller på gaden, i en af filmens bedste scener, et dance-off mellem romaer og immigranter, springer alle rundt i de vildeste breakdance rutiner, sparker ben og arme så langt og agressivt ud som muligt, mens Fazil bøjer, krummer sammen, sparker nærmest indad mod sig selv. Geronimo selv, en social-arbejder i det socialt belastede kvarter, forsøger at bruge stemmen i stedet for kroppen, forsøger at skaffe autoritet via sit sprog snarere end sin fremtoning, men kan ikke lade være med at efterligne de andres opførsel, overgive sig til musikken, og at hendes krop er kvindelig er de krigeriske mænd omkring hende altid klar til at gøre opmærksom på med knive og hænder. Der er et interessant fokus her, der er potentialet til nye billeder.

* Jeg kan ikke hel greje om slægten er fra Tyrkiet eller Nordafrika. Andre anmeldere siger Tyrkiet, jeg troede det var anderledes.

Tony Gatlif er formentlig den vigtigste roma-instruktør i verden – jeg ved ikke hvem der gør ham rangen stridig, men jeg må indrømme jeg aldrig har overvejet spørgsmålet før. Han har instrueret film i snart fyrre år, mest for franske penge, men har eksisteret i udkanten af Europas filmiske bevidsthed. Han vandt Un Certain Regard prisen for Latcho Drom – Sigøjnernes Rejse i 1993, en musikalsk skildring af roma-migrationen fra Indien over Mellemøsten til Øst- og Sydeuropa, der også solgte 13.000 billetter herhjemme. Gadjo Dilo – Den Fremmede vandt anden-præmien i Locarno i 97 – blev slået af Jafar Panahi’s mesterlige The Mirror – og fik også dansk premiere. Han har deltaget i hovedkonkurrencen i Cannes en enkelt gang, i 2004 med Exils, hvor han vandt prisen for Bedste Instruktør. Men han har ikke hægtet sig fast ved nogen filmfestival, har efter Exils mest vist film uden for konkurrence i Cannes. Og ganske sigende for hans dansende og musikalske stil er de eneste nomineringer han har fra César-priserne for Bedste Musik – men der har han så også været nomineret fire gange. Hans emnekreds drejer sig om de socialt udsatte, især romaerne, men også immigranter og blot fattige, og hans personer udtrykker netop ofte sig selv via deres kroppe, f.eks. helt i starten af Gadjo Dilo, hvor den fremmede efter at have overvejet hvor han skal gå hen lige dreje en gang om sig selv og tramper i jorden. Det er en interessant stil, det er en særegen stil, og det er godt af Øst For Paradis at bringe endnu en Tony Gatlif til landet efter 15 års pause.

Men i Geronimo er der gået noget tabt. Jeg fik en fantastisk fornemmelse for personerne, men jeg manglede en fornemmelse for deres verden. Jeg kunne forstå hvordan de reagerede, men ikke hvad de reagerede på. Der manglede simpelthen en fornemmelse for miljø, hvilket er lidt problematisk for en social film. Det er også et problem for de melodramatiske aspekter af dramaet, hvor de hævngerrige og bevæbnede slægtninge forfølger det unge par ind på et forfaldent fabriksområde, men der er ingen fornemmelse for hvor stort området er, hvor langt der er mellem forfølger og forfulgte, og så er det svært at opbygge spænding. Der er også en mærkelig logik i manuskriptet, som logisk nok også fokuserer rigtig meget på personernes kroppe, men i løbet af filmen er der en fornemmelse af, at det er personerne enkeltvis, deres kroppe og psyker, der bekæmper og besejrer sig selv, hvilket giver tematisk mening, men er dramatisk skadeligt. Det er en mærkelig film, en energisk film, der dog ikke rigtig forstår at tøjle energien, og derfor lidt spræller i flere retninger. Men derfor vil min opfordring til alle dog stadig være, at droppe Woody Allen nummer 639 og i stedet se en film fra en gammel instruktør der rent faktisk ikke sender samme film i danske biografer hvert år.

Hvor mange instruktører har så intenst fokus på socialt udsatte? Dardenne-brødrene er de kunstnerisk mest interessante socialrealister lige for tiden, der netop har en fantastisk balance mellem person og miljø. Ken Loach og de britiske kitchen sink realister har ikke været så meget oppe på beatet. Rumænerne bruger gerne kommunismens beton-kulisser som kulisse, der siger en del om armodet i landet, selvom fokus er andet steds. I den tredje verden var fattigdomsfilm til tider det eneste vesten gad at se, så meget at columbianerne spydigt døbte genren ‘pornomiseria’. Tsai Ming-liang leverede den vigtigste film i årevis med hans digitale nomadeæstetik i Stray Dogs, som i parantes bemærket snart kan ses og genses i cinemateket til september. Tony Gatlif er en vital spiller på scenen for sociale film, med hans karrieres fokus på de udsatte mennesker, og en original måde at skildre dem på. Han er så vidt jeg kan se ikke en af de helt store mestre, men han er stadigvæk værd at bruge tid på.