Der er et paradoks ved Terrence Malicks seneste tre film. Den legendariske instruktør var i lange stræk lige så kendt for sin ukendthed som for sin kunst: Han nægtede at give interviews, at lade sin person indgå i hans films marketingsmateriale, og i tyve år, fra Days of Heaven fra 1978 til The Thin Red Line fra 1998 holdt han […]
Palmesøndag del 54 (イノセンス, Inosensu) Oshii Mamoru, Japan Cannes 2004) Dette er sidste del af en lille serie om japansk film, foranlediget af filmene Chasuke’s Journey og især Brevet til Momo. Sidstnævnte havde premiere i danske biografer for nylig, og fik glimrende anmeldelser, men der var især én ting som gik igen i roserne: Den mindede dejligt meget […]
Palmesøndag del 53(Saul Fia, László Nemes, UngarnCannes 2015, Jury Grand Prix & Fipresci Pris & Vulcan Award (Támas Zanyi, lyddesign) & Prix Francois Chalais) Først og fremmest. Sauls Søn er et mesterværk, en gennemført filmisk bedrift, hvor det blot på et helt basalt filmteknisk plan er overvældende hvad den formår. I slutningen af et langt klip stiller Saul […]
I år gik det for alvor amok. Det er ikke første gang at AMPAS (Academy of Motion Pictures Arts and Science) er blevet kritiseret for at nominere for mange hvide, faktisk opstod hashtagget #OscarsSoWhite sidste år. Men hvor der dengang kom ro på op til ceremonien, så udløste det monokrome nomineringsfelt i år først boycot-kampagne, og […]
James White (Christopher Abbott) har meget han skal nå. Han skal finde et job, måske en kæreste, han skal passe på sin kræftsyge mor Gail (Cynthia Nixon). Og så skal han vel også komme sig over sin døde far. Igennem hele filmen følger kameraet ham tæt forfra mens han piler frem og tilbage, filmens emblematiske billeder er […]
Brevet til Momo er udsendt af Angel Film som del af deres såkaldte ‘rabalder bio’, et program af kvalitets børnefilm fra hele verden. Jeg klapper i mine hænder over konceptet, altid godt at se noget godt og anderledes målrettet de yngste. Men jeg tillader mig dog at skrive en anmeldelse rettet mod et helt andet type […]
Jeg har det lidt særligt med japansk film. Som vel de fleste andre filmnørder var japansk film noget af det første verdensfilm jeg så, specifikt naturligvis Akira Kurosawa og i mindre grad J-horror bølgen fra omkring årtusindskiftet. Da jeg for alvor gik i gang med filmnørderiet stod der også japanere i kø, Mizoguchi, Oshima, Ozu, […]
Kinesisk debut film, 4,5 timer lang, med amatører i alle rollerne. Stoisk, komponeret, utrolig fokuseret på madlavning. Liu Shumin’s The Family er nærmest en litmus-test på hvorvidt man er filmnørd eller ej. Nogle vil hade den, andre vil elske den, formentlig er det rimelig teoretisk, for 99% af filmgængere vil bare ignorere den i stilhed. Men for […]
Palmesøndag del 52(Michel Franco, MexicoCannes 2015, Bedste Manus (Franco)) 2015 var ikke et godt år for Cannes. Bevares, der var en håndfuld virkelig gode film: Carol, The Assassin, Mountains May Depart og Sauls Søn, men en festival som Cannes bedømmes ikke blot på de bedste film, men også på mellemlaget, dem der måske ikke er helt mesterlige, men […]
Hvorfor se en film? Fordi den er ‘god’? Hvad betyder det? Hvordan bedømme kvalitet? Og er det ikke nogen gange sjovere at se en dårlig film, der giver en noget at snakke om, end en god, som man så ellers ikke ved hvad man skal gøre noget ved? Jeg ved godt at jeg nok har […]