Sauls Søn

Palmesøndag del 53
(Saul Fia, László Nemes, Ungarn
Cannes 2015, Jury Grand Prix & Fipresci Pris & Vulcan Award (Támas Zanyi, lyddesign) & Prix Francois Chalais)

Først og fremmest. Sauls Søn er et mesterværk, en gennemført filmisk bedrift, hvor det blot på et helt basalt filmteknisk plan er overvældende hvad den formår. I slutningen af et langt klip stiller Saul sig ind i skyggen og bøjer hovedet, og pludselig forsvinder hans øjne ind i mørket, han bliver som en blind statue. Bladene på træerne har en forbløffende grøn farve, og sollyset i skumringen er fantastisk fanget. Der er et lille klip, hvor Saul kigger på en døråbning, og en person kommer til syne i døråbningen, hvor jeg pludselig blev i tvivl om vedkommende svævede. Det gør han ikke, men jeg kan stadig ikke helt regne ud hvad det er de har gjort, det er noget med at bygge en lille høj på en mærkelig måde, så personen kan komme til at stå på en måde så det ser ud som om han svæver. Der er så mange detaljer man kan svæve hen i, og spekulere over. Det er en film der sætter sig fast fra første billede, og som man kan tænke over i måneder derefter.

Når det rent kvalitetsmæssige så er af vejen, så lad mig diskutere filosofi i et stykke tid. For Sauls Søn er ikke blot en af sidste årtis bedste film, jeg vil påstå det helt simpelt var et af sidste årtis vægtigste udsagn af en hvilken som helst slags. Den rykker ved vore forestillinger om verden på samme måde som god filosofi eller forskning. Først og fremmest via dens skift fra at skildre forbrydelser via syn og over til at skildre dem via lyd. Åbningsscenen er nærmest filmen i miniature: Først hører vi natur-lyde ved en sort skærm, så kommer der et billede til syne, men det er uklart og sløret, og vi ser først noget klart når Saul træder ind i billedet. Han begynder sit arbejde som ‘Sonderkommando’, de fanger i udryddelseslejrene der blev tvunget til at hjælpe med ved udryddelserne, og langsomt bliver gruppen af mennesker gelejdet først ind i omklædningsrum, og siden ind i gaskammeret. Der følger vi dem naturligvis ikke, men vi hører skrigene. Og slagene mod ståldørene. Saul bliver tvunget til at stille sig op mod døren som modvægt, og her indser vi noget centralt: Der var aldrig nogen øjenvidner til gaskamrene, men derfor var der alligevel vidner.

Det mindede mig om et citat:

‘I have analyzed thousands of documents. I have tirelessly pursued specialists and historians with my questions. I have tried in vain to find a single former deportee capable of proving to me that he had really seen, with his own eyes, a gas chamber’ (Faurisson, 1981)

Filosoffen Jean-Francois Lyotard tager i hans bog Le Différend* udgangspunkt i dette citat fra holocaust-benægteren Robert Faurisson, og i holocaust-benægtigelse som sådan, til at diskutere områder med umulig viden. Argumentet var cirkulært: For at kunne bevise der var gaskamre skulle nogen have set et sådant kammer fyldt med gas, men alle som så det var døde. Og hvis nogen havde påstået at de havde set et gaskammer, men stadig var i live, så var det jo også et bevis på at de lyver. Lyotard bygger en imponerende filosofisk diskussion om viden og tvivl ud fra dette udgangspunkt, men Sauls Søn vælter nærmest hele korthuset, dels for Lyotard, men naturligvis i endnu højere grad for Faurisson. For hvorfor er det kun acceptabelt hvis man har fået sin viden ‘med egne øjne’? Hvorfor ikke ‘med egne ører’? Eller ‘med egen næse’? Eller på utallige andre måder man kan docere sig frem til, at noget helt igennem forfærdeligt foregik dengang (ved anden visning af Sauls Søn begyndte jeg at tænke over et enormt kul-lager, som Saul nogle gange vandrer igennem. Første visning kom jeg ikke videre end at det vel måtte være til opvarmning, men det er naturligvis til ovnene hvor de brændte ligene. De der kulleverancer må der have været mange embedsmænd som har været vidende om, men ingen af dem har turde tænke videre over det)

* Som jeg har i den engelske udgave The Differend, 1988, hvilket er hvorfor citatet er på engelsk. Ikke akademisk korrekt citat-skik, men hey, det er min blog det her!

dsc_0647

Det var nu ikke helt arbitrært, at Faurisson og Lyotard snakkede om øjenvidner til holocaust, for det var hurtigt herigennem at forbrydelserne indgik i kunsten. Vi kalder det ‘vidnesbyrd’-litteratur, med f.eks. forfattere som Primo Levi og Imre Kertesz. Også med andre folkemord kommer styrken fra et vidnes udsagn, om det er Solsjenitsyn og Eugenia Ginzburg om Gulag, eller Adi i Oppenheimer’s The Look of Silence. Den mest provokerende tankerække, som Sauls Søn har sat i gang for mig, er den idé, at vores viden om forbrydelserne måske er blevet bare en lille smule forvrænget af det her fokus? Der er jo noget rigtigt i Lyotards udregning: Den normale oplevelse af at være i en lejr var at blive slået ihjel, så hver en overlevende har per definition haft en unormal oplevelse deraf. Der er nogle nuancer som måske er gået tabt over tid, som f.eks. hvordan de fleste overlevende ikke har været i ‘udryddelses-lejrene’ som f.eks. Sobibor – hvorfra der var i alt to overlevende – men i koncentrations-lejrene. Der har derfor været mere fokus på udsultning og udmarvning, og mindre på den industrielle udrydning der foregik andre steder, hvor de fleste ofre blev slået ihjel, og som reelt er det historisk enestående ved Shoah. Shoah er ikke en fortælling om ‘lejren’, men om ‘gaskammeret’, og Sauls Søn er den første fiktionsfilm der fanger dette.

sonofsaul_add_still

Saul er også en unik karakter i den her slags film. De mennesketyper som kulturen har fundet i lejrene har, som så meget andet, været fundet i kz-lejren. Fra først og fremmest Primo Levi har vi idéen om ‘muselmanden’, mennesket som har givet op, som blot driver mod døden, med hovedet bukket forover på en karakteristisk måde, hans medfanger sammenlignede med muslimerne. Filosoffen Giorgio Agamben brugte lejren som eksempel i Resterne fra Auschwitz: Arkivet og Vidnet, bind 3 af hans Homo Sacer værk: Via nedbrydningen af humanitet i lejr-systemet opstod det vægtigste eksempel på ‘det nøgne menneske’. Men igen, det siger noget om en specifik type human reaktion, men siger det virkelig så meget om holocaust? Der er en humanisme i den her film, som er helt anderledes, og som da også har provokeret. Man kan skrive monografier om Sauls ansigt og kropsholdning. Blankt, aldrig stærkt og kæmpende – så ville han nok blive skudt – men heller aldrig for svagt – for hvis ikke han viser styrke til at kunne arbejde ville han nok blive skudt. En anden karakter jeg ikke kan glemme er kapo’en, fanget imellem vagterne og hans medfanger. Der er et øjeblik hvor Saul overhører ham få en forfærdelig og inhuman ordre, og det blik han sender Saul gav mig mit første angstanfald. Jeg kan ikke regne ud om det er rædsel over det han skal gøre, om det er rædsel over at en medfange har hørt han fik ordren – og kan fortælle videre hvad han har gjort – eller om det er skam.

dsc_6389

Den blanding er også central for filmens persongalleri, som netop fortrinsvis består af kapo’er og Sonderkommando’er. Det er ikke dem vi har hørt fra efterfølgende. De var kompromitterede, mange – heriblandt til dels Primo Levi – så dem som medløbere, der ofrede deres medfanger for selv at overleve. Det var først med Claude Lanzmanns mesterværk Shoah – som stadig er den bedste film om emnet nogensinde, men hvis instruktør også har anerkendt Sauls Søn som værende i samme ånd – at deres fortællinger blev sat centralt i formidlingen. Det er et paradoks, for udover tyskerne – som bestemt ikke havde tænkt sig at fortælle ret meget – så var det Sonderkommandoerne som havde den største adgang til udryddelserne, og selvom nazisterne af samme grund forsøgte at udrydde dem alle sammen, så overlevede der dog nogle stykker. Og andre formåede at afgive vidnesbyrd på anden vis – Sauls Søn bygger på de såkaldte Auschwitz Scrolls, papirer med fortællinger der blev begravet rundt omkring i lejren, og i en anden scene ser vi fangerne konspirere om at tage et fotografi af en ligbrænding. Der er et troværdigt miljø i lejren som skildret i filmen, der er indforståede kotymer, hemmelige aftaler, desperate planer. Det er også noget der har været kritiseret, at der er for megen liv og spænding i dødslejrene. Det tror jeg bygger på en fejlanskuelse: Set fra et fugleperspektiv har andelen af liv været minimal, men for hver enkelt fange har der nok været liv og planer helt til det sidste. Og Sauls Søn er fra et enkelt menneskes perspektiv, ikke fra vores.

dsc_4609

En anden kritik: At filmen skjuler gruen ved udryddelseslejrene, som den jo ofte gør utydelig. Peter Labusza skriver f.eks. i LA Review of Books: In essence, the film uses its visual ambiguity to make an argument for moral ambiguity, creating an intense experience but with a rather crude set of ethical quandaries. Men læg mærke til han skriver ‘visual ambiguity’. Jeg har forhåbentlig kunnet forklare, filmen giver information på ikke-visuelle måder, og her er der ikke ret megen ambiguitet, man kan høre ovnene i døgndrift. Det er en kunstneriske strategi i filmen: At give os glimt, og lade os selv fundere os frem til resten. Det er som i gyserfilm, at monstret paradoksalt bliver mere uhyggeligt når vi kun ser det sparsomt, og selv tænker os til resten. Men derudover er der et moralsk argument, at vi ikke bare får det foræret, men bliver tvunget til selv at tænke os til det. Gøre det som embedsmændene aldrig gjorde, investere i at forstå ofrenes historie. For at vænne tilbage til forskellen på at lytte og at se, så er vi som regel nødt til at bearbejde lyde langt mere for at forstå dem, end det vi ser.

qbdfhvd1

Der er noget helt filosofisk fundamentalt parodoksalt over dette her. Vi har et princip som hedder, at den korteste vej mellem to punkter er en lige linje. Vi har historiske principper om førstehåndskilder og andenhåndskilder, vi forestiller os at eftersom vores syn er en stærkere sans end vores hørelse, så er øjenvidner naturligvis bedre end folk som blot har lyttet. Men med tyngden fra det sorte hul i verdenshistorien som er Shoah, så bliver der vendt op og ned på de filosofiske regler. Det er paradoksalt, at det måske kræver afstand at forstå noget så grumt som mordene i Auschwitz. Det er paradoksalt at det er en film som går så meget ind i et enkelt menneske, der kan lave et argument om afstand. Men den slags paradokser opstår i kunsten. Ved at zoome helt ind på et enkelt menneske, som 1) ikke er direkte øjenvidne til forbrydelserne og 2) som vi ikke har noget direkte link til (eftersom filmen bygger, ikke på nogen overlevendes beretninger, men på papirer begravet af senere dræbte Sonderkommandoer), så skaber filmen en flosset forståelseslinje, men den linje virker både mere velovervejet og mere troværdig end lignende linjer i andre film om de store forbrydelser. Det er paradoksalt, det er mærkværdigt, det er overrumplende, det er angstfremkaldende. Jeg er bestemt ikke sikker på jeg forstår det, jeg er bestemt ikke sikker på jeg kan forklare det. Den her film vil der blive snakket om i årevis. Det er et skelsættende mesterværk.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *